Kongen

Bjørnstjerne Bjørnson

Kolofon

Første gang utgitt i 1877
Eboktutgaven er basert på tekstgrunnlaget til Dokumentasjonsprosjektet ved UiO, http://www.dokpro.uio.no
Ebokutgave ved Arne Slåttå, v.002 13.02.2010
Forsidebilde fra 1860. Fotograf: Budtz Müller & Co.(København)

Innhold

Forspillet.

Første kvinne-maske.
Véd du, at kongen skal være her?

Annen kvinne-maske.
Ja, - og siden tror jeg at se ham
overalt.

Første kvinne-maske.
Det skulde ikke være ham der?

Annen.
Kongen er højere.

Første.
Men den? Se, den der?

Annen.
Den har talt til mig. En tør stæmme.

Første.
Skal vi prøve at finne ham?

Annen.
Ja, kom!

Den første.
Er vi nu alle samlede?

Den annen.
Matilde mangler.

Matilde (kostumeret som de forrige).
Her er jeg! Véd I, at kongen
skal være her?

Alle.
Er det muligt?

Matilde.
Jeg kænner ikke hans maske. Men jeg har det fra
en af direktørerne.

Flere.
Den søde konge!

Kater Murr.
Hører du, kælne Miss.

Miss.
Miau-u!

Matilde.
Skulde vi ikke prøve på at opdage ham?

Alle.
Jo, jo!

Den annen.
Og når vi har opdaget ham -?

Matilde.
- danse om ham!

Alle.
Ja!

Kater Murr.
Nu må du passe på din dyd, Miss!

Miss.
Miau-u!

Kater.
Miau-u! (Bort.)

Matilde.
Husk, at her samles vi om et kvarter!

Alle.
Ja. (De sprede sig.)

Den ældre.
Dette tilgiver jeg Dem ikke, kammer-herre.

Æslet.
De skræmmer mig helt ud af min rolle, baronesse!

Den ældre.
Om jeg ænda kunde forstå, hvorledes det gik til?

Æslet.
De kan dog ikke, bedste baronesse, føre alle insti-
tutets lærerinner og voksne elever ved tråde . . . ?

Baronessen.
Nej, men jeg har mine grunne for just at ville
våge over henne . . . (Bestandig seende sig om.) Og i denne store
mænneske-flom . . .

Æslet.
Vi styrter os in i den! (skryder, idet de går.)

Damen.
. . . når kongen stråler af ånd og skønhed, således
som vor, da kan han gøre alt.

Hærren.
Alt, princesse?

Damen.
Hvad ånden gør i skønhed, er tilladt.

En kavaller (i kostume fra samme tid, kommer).
Jeg kan ikke op-
dage ham, D. kgl. Højhed.

Damen.
Men han er her. Han er her. Og for en dames skyld.
Jeg er vis i min sag.

Hærren.
Men jeg talte med en af styrelsen. Og han vidste
intet.

Damen.
De hilste fra mig?

Hærren.
Ja.

Damen.
Så må det have været en, som ikke var inviet.

Hærren.
Men, D. kgl. Højhed -?

Damen.
Ikke så mange kgl. Højheder, om jeg må bede. -
Men skaf mig en beskrivelse af hans maske! (Kavalleren buk-
ker og går.) Og vi fortsætter sælv vor jagt -

Hærren.
- på den store jæger -

Damen.
- som sælv er på jagt! (Afsted. Stanser.) Hvæm er
det?

Dominoen.
. . . og der, i det fortryllede slot, langt inne i den
høj-stammede park -

Lands-pigen.
Forlad mig!

Dominoen.
. . . der hilses vi af et sladrende vand-spring, en
nymfe, som holder glædens bæger højt over sit hoved -

Lands-pigen (ræd).
Hvor kan hun dog være bleven af?

En kvinne-maske (fra før har fulgt dem og er nu vændt tilbage med flere.
Hun peger på dominoen og siger samtidig med lands-pigens siste replik).

Der er kongen.

En annen (hurtig).
Men hvæm er hun?

Dominoen.
. . . På bægge sider kølende bue-gange med døre
til dunkle gemakker . . . og der -

Lands-pigen (vænder sig).
Jeg foragter Dem!

Baronessen (hører hennes røst og styrter fræm).
Clara!

Dominoen (har taget lands-pigens hånd og rykket henne helt fræm).
Véd
De, hvæm De foragter?

Lands-pigen (i højeste oprør).
Ja, jeg véd, hvæm De er - og
derfor af hele min sjæl: jeg foragter Dem!

Flere (fræm).

Baronessen (helt fræm).
Clara!

Første mællem-spil.

De tre genier.
Mens de danse hist og larme,
disse ord af ædel harme
kaller sammen, hvor de toner
gænnem rummet, millioner:
slægt af ånd og slægt af dåd.

Jubel, jubel, sejr-fanfarer,
ånde-skarer
skærer luften, og den glitrer
som i sol sne-hvide kyster.
Men de ondes samfun sitrer
ved den fryd, som rummet ryster.
Uskylds-røsterne fra værdens
første forår, intil her, dens
livs-løb flyder,
sammenlyder.
Al den kyskhed, som har lidt,
al den brøde, som har stridt,
jubler ved den vundne sejer,
ved den nye sjæl, de ejer.
Evig vokser deres rige,
evig må den andens vige.
Hun, som stred, kan kun fornæmme
som en mægtig indre stæmme -
aner ikke, hvilken magt
nu har sig til hennes lagt.
Ét kun kræves:
at der bæves.
Kun i fryd og kun i vånde
ånden kan på ånden ånde.

Usynligt kor (rundt om).
Ånden kan på ånden ånde.

De tre genier.
Ånde-slægtens samfun strømmer
omkring livet som en sky.
Den er over tankens gry,
ænnu før bevidst den drømmer.

Usynligt kor (rundt om).
Ånde-slægtens samfun strømmer.

De tre genier.
Nu mod ham!
Tydeligen vi fornam,
at en gnist af hennes angst
der tog fangst.
Den vi puster til, så tusen

funker yrer,
knitrer, fyrer
op til bran med røsters brusen!

Usynligt kor.
Op til bran med røsters brusen!

De tre genier.
Du vil slukke. Stærke sanser
også længe flammen stanser.
Tro ej, du vil sejre kunne!
ti med millioner munne
skal vi øge ildens kræfter.
Spot og skam skal puste æfter!
Først, når det til grunnen bider,
slider, svider,
så du intil vanvid lider,
blir du lyd-hør og fornæmmer,
også du, de dybe stæmmer.
Vi er Eumenide-koret.
Vi har lidt, og vi har svoret.

Usynligt kor.
Vi er Eumenide-koret.

De tre genier.
Vi har lidt, og vi har svoret.

Usynligt kor.
Vi er Eumenide-koret.

Første akt

Fabrik-ejer Gran
(talende til vænstre foran taler-stolen). . . . Den store
jærn-vej-linje kunde altså ikke bøje inom til os, og da alle
vore anstrængelser strandede, besluttede vi at bygge en
side-bane for egen rægning. Jeg fik den ære at blive for-
man i foretagendets styrelse.

Aldrig har en styrelse haft større fullmagt æn vor. Det kom væl deraf, at her var full enstæmmighed om vejlinjen; naturen sælv havde udstukket den. Først da inkøbet af vågnene skulde begynne, opstod uenighed ikke inom styrelsen, men bland del-ejerne.

Da de fleste af disse er bønder og arbejdere, havde vi besluttet at inkøbe en eneste sort vågner, noget bekvæmmere æn de nuværende tredje klasses.

Det er dette, som er vor forbrydelse! Hvad man altsammen har lagt deri, skal vi måske få høre her i dag.

Vi behøvede ikke at råd-spørge nogen. Vor fullmagt er uindskrænket. Desuagtet har vi besluttet at inkalle delejerne og undergive os deres dom. Jeg må på styrelsens vægne takke for det talrige møde. Ung og gammel, kvinner og mæn, måske en tredje-del af alle, som har del i jærn-vejen, ser jeg fræmmødt.

Den ærede forsamling har nu at vælge ord-styrer. (Sætter sig.)

Fogden
(æfter en stilhed). Jeg foreslår, at disse ægnes øverste
øvrighed, som jeg med glæde ser at hædre forsamlingen
med sit nærvær, også vil have den godhed at intage for-
sædet. (Stilhed.)

Gran.
Der er altså foreslåt, at hr. amtmannen intager for-
sædet. Bifaller forsamlingen dette? (Stilhed.)

Fogden.
Ja! (Latter.)

Gran.
Til ord-styrer måtte jo hælst vælges en, som kan tæn-
kes at stå over partierne.

Alstad (rejser sig halvt, med brillerne i hånd).
Da måtte vi væl skikke
bud æfter en, som bor meget langt borte; - ti her finnes
vist ikke længer nogen sådan. (Sætter sig. Latter.)

Præsten.
Al øvrighed er af Gud. Ved at lyde øvrigheden,
lyder vi Gud. Men det er dette at lyde, vor tid har så
ondt for.

Gran.
Det er just øvrigheden, vi nu skulde vælge. Ænnu
har vi ingen.

Præsten.
Nej, sådan er det. Enhvær forsamling nu til dags
tror sig sælv at være øvrighed. Men lader os vise den
virkelige øvrighed ærbødighed, - den ærbødighed, vi
viser vor far. (Sætter sig.)

Gran.
Amtmannen er, så vidt jeg kan forstå, nu foreslåt af
to del-ejere?

Præsten.
Ja.

Gran.
Har nogen en annen at foreslå? (Stilhed.)

Alstad.
Må jeg da bede hr. amtmannen om at intage for-
sædet.

Amtmannen (rejser sig).
Det er mig just ikke behageligt at
blive valgt på den måde; jeg intager også alene forsædet,
for at sagen kan have en ænde. (Stiger op på taler-stolen, gør slag
med klubben.) Hermed erklæres mødet sat.

Gran (rejser sig).
Hr. ord-styrer.

Ord-styreren.
Hr. Gran har ordet.

Gran.
Styrelsen foreslår altså dette: "Én sort rejsende-våg-
ner, noget bekvæmmere æn den nuværende tredje-klasses,
bliver at inkøbe." (Rækker ord-styreren det skriftlige forslag og sæt-
ter sig.)

Ord-styreren (modtager forslaget).
Dette forslag er altså under-
givet forsamlingens afgørelse. (Læser det.) Hvæm begærer
ordet? (Stilhed.) Ja, nogen må begære det; - ællers sætter
jeg forslaget under afstæmning. (Stilhed; hist og her latter.)

Præsten.
Hr. ord-styrer.

Ord-styreren.
Hr. pastoren har ordet.

Præsten.
Jeg ser i denne forsamling mange unge mænne-
sker, ænog kvinner. Jeg tillader mig at spørge: skal de
unge mænnesker, ænog kvinner, deltage i forhandlin-
gerne?

Ord-styreren.
Enhvær myndig del-ejer har ræt dertil.

Præsten.
Men Paulus siger udtrykkelig, at kvinnerne ikke
skal tale i forsamlingerne.

Ord-styreren.
Nu, - så kan de tie. (Man ler.)

Præsten.
Ænog bare at have stæmme-ræt i et jærn-vejs-
møde ligner ikke den ydmyghed og tilbageholdenhed,
som af natur og skrift er anvist kvinnen. Jeg mener, vi
her er inne på en gal vej. Apostelen siger . . .

Ord-styreren.
Vi får lade dem sælv afgøre sådant. - Be-
gærer nogen ordet . . . ?

Præsten (afbrydende).
Hr. ord-styrer, om jeg ikke får anføre
apostelen, så lad mig i alle fall få sige, at et ungt mæn-
neske, som stæmmer mod sin far, en kvinne, som stæm-
mer mod sin man -

Ord-styreren.
Jeg gad vide, hvæm som skulde forbyde det?
Begærer nogen -?

Præsten (afbrydende).
Det gør skriften, hr. ord-styrer, den,
som er over os alle, sælv over -

Gran (rejser sig, afbrydende).
- Hr. ord-styrer!

Ord-styreren.
Hr. Gran har ordet!

Gran.
Jeg vil bare spørge om -

Præsten.
Men det er jeg, som har ordet!

Ord-styreren.
Hr. Gran har ordet.

Præsten.
Derimod må jeg protestere.

Alstad (rejser sig halvt, med brillerne i hånd).
Hr. pastoren må lyde
sin øvrighed. (Sætter sig; latter.)

Præsten.
Ikke når den er urætfærdig! Jeg adspørger for-
samlingen!

Ord-styreren.
Væl! - De, som mener, at hr. pastoren har
ordet, ville behage at rejse sig; de, som - (Stanser; ti in-
gen rejser sig, og de, som står, dukker sig. Latter.)

Ord-styreren.
Enstæmmig besluttet: hr. pastoren har ikke
ordet. (Præsten sætter sig.) Hr. Gran har ordet!

Gran (rejser sig).
Jeg frafaller! (Ny latter.)

Fogden (rejser sig).
Hr. ord-styrer!

Ord-styreren.
Hr. fogden har ordet.

Fogden.
Jeg er en af de mange, som har funnet jærnvejs-
styrelsens forslag mærkværdigt - mildest talt.

Skal virkelig mine damer - jeg taler ikke om mig sælv; jeg må som politi være i så mangt slags sælskab - men skal damer, væl opdragne damer, køre sammen med hvæm som hælst, med forbrydere, som bringes til hoved-stadens fængsler, med omvankende "geseller"? Skal hans højvælbårenhed hr. amtmannen, kommandør af Hs. Majestæts ordener, køre side om side med en full grøfte-graver? Hvis Hs. Majestæt vil besøge disse naturskønne bygder, så berømte, siden hoved-stadens beaumonde her har sommer-villaer, og siden de store fabriker her er anlagte, - skal Hs. Majestæt også komme hid i en bonde-vågn, kanske ænog i sælskab med gammelost-stinkende mællemhandlere? Med folk, som undervejs, - ja, jeg véd ikke, om jeg anstændigvis tør gå videre; her er jo damer til stede. (Latter.) Besparelse, roper man. Et yndlings-ord nu til dags. Tør jeg spørge, hvad besparelse det er i at få sine klæder tilsvinede? (Latter.) Slides en første-klasses vågn snarere op æn en tredje-klasses? Hvad den koster mer tages jo in ved højere pris. Jeg finner ingen rimelig grun til dette forslag, fra hvilken økonomisk side det æn ses. Jeg må in på det politiske for at forstå det - og did vilde jeg nødig.

Jeg slutter med, at de, som har gjort forslaget, de må sælv have en fordel af det; jærn-vejen har rigtignok ingen. (Sætter sig.)

Ord-styreren.
Det siste lignede noget en sigtelse -?

Fogden (rejser sig).
Jeg hæntydede til noget, som er i alles
tanker. (Sætter sig.)

Ord-styreren.
Det er ikke passende at bruge sigtelser, sælv
om de forudsættes at være i alles tanker. - Hr. Alstad
har ordet. (Man har under fogdens tale set ham begære det.)

Alstad.
Den mænneskelige natur er skrøbelig. Jeg fatter
derfor så godt, hvorledes et sligt forslag kan komme fræm.

Men oprigtig: - ti vi bør jo alle være oprigtige! hvad som vinnes på slige forslag, tabes i de bedres agtelse. (Uro.)

Her er kommet så meget nyt i bygden med fabrikerne og de fræmmede arbejdere - og med sommer-besøgene. Her har aldrig før været det slags opvigleri og det slags lighed. Skal det nu gives udseende af, at her er bare én klasse her i bygden, og det bare den tredje, så vil det krænke flere bønder æn mig. Vi forlanger vist ikke at sidde på fanget af vore arbejdere; men vi ønsker hæller ikke at have dem på fanget. (Sætter sig.)

Gran.
Vi er vante til at høre fogdens loyalitet; men at han
også her skulde få kongen in, har virkelig overrasket
mig. Om vågnen, som en så høj hærre skulde komme
hid i? Nu, - er vore vågner ikke gode nok, kan man
lade hans salon-vågn, svinge in fra hoved-jærn-vejen.
Alle de bland os andre almindelige dødelige, som er rædde
for simpelt sælskab, kan jo sætte sig sammen i vågner
for sig sælv. Vågnerne er skilte. De er bare af samme
sort. For bøndernes påtrængenhed tror jeg man sjælden
skal være udsat. Bønderne er hæller mistænksomt tilbage-
holdne, - mer æn ønskeligt.

På alle mindre jærn-veje (kanske på mange større med) er det de "simple vågner", annen og tredje klasses vågner, som bærer omkostningerne ved de elegante, tredje klasses, som bærer første klasses. Men at nogen skal køre mageligt på deres kost, som kører umageligt, vil vi ikke vide af. (Bifall.)

En gammel bygde- og bonde-man skylder os for at ændre skikkene her. Nu - den stormans-skik at gøre skillet mellem arbejds-giver og arbejder større, æn det allerede er, - hvis den er gammel, så må den så meget skyndsommere afskaffes; ti den er ikke god; den er ænog farlig. (Uro.) Og hvad politiken angår -

Ord-styreren.
Skulde vi ikke lade den være udenfor? -

Gran (ler og bukker).
Det var just, hvad jeg vilde sige, hr. ord-
styrer, at den burde vi lade være udenfor. (Sætter sig. Flere ler.)

Ord-styreren.
Jeg skulde hænstille til forsamlingen at holde
sig rolig, så længe forhandlingerne varer. - Hr. fogden
har ordet!

Fogden.
Ja, jeg er loyal!

Ord-styreren.
De derudenfor må være rolige.

Alstad (som er nærmere vinduet).
I må være rolige! (Der blir stille.)

Fogden.
Ja, jeg er loyal! Jeg sætter min ære som bygde-
man i at vise Hs. Majestæt, at vi, straks vi lægger jærn-
vej, tænkte allerførst på det store øjeblik, da Hs. Maje-
stæt måske vilde vise os den nåde at besøge os. - Lad
ham bruge sin egen vågn, svarer man! Nej, hr. ord-sty-
rer, således svarer man ikke, når talen er om Hs. Maje-
stæt! Og Hs. M.s følge - skal det i bonde-vågnerne?
Jeg siger, det er at misagte Hs. M., når man misagter
hans vågn - jeg mener hans følge. Jeg siger mere; jeg
siger, at Hs. M.'s æmbeds-mæn på stedet, de repræsen-
terer Hs. M., og det er fræmdeles at misagte Hs. M.
ikke at agte dem. Jeg véd, at dette skurrer i manges ører;
ti en æmbeds-man nu til dags skal jo ikke agtes højere
æn enhvær annen. Flertallet regerer, og det tænker bare
på sig sælv og sine smigrere. Men sælv her i bygden er
det et mindretal, som bærer dens anliggenders byrder og
repræsenterer dens ære, og man kan aldrig trænge os ned
i den ligheds-søle, hvori alle og alt nu skal ned! (Uro.)
Folkegunst, hr. ord-styrer -

Ord-styreren.
Den ærede taler synes mig at være kommen
in paa politiken . . .

Fogden.
Det er muligt, hr. ord-styrer; men hvilken brav
man kan holde sanheden tilbage? Sammenlign nu tilstan-
den i disse bygder med den, da alt her var så hyggeligt,
da kongen, hans æmbeds-mæn var agtede, da den regerte,
som kunde regere, og da vi havde sanger-møder, skytter-
møder og andre festlige møder - og - ja - sammen-
lign, siger jeg, hine tilstande med alt det, vi nu har, d. v. s.
alt det, som de sætter ordet "folk" foran, næmlig . . .

Ord-styreren.
Det er om jærn-vejs-vågnerne, vi taler . . .

Fogden.
Ganske rigtig! Men hvori har slige forslag sin rod,
hr. ord-styrer? Er det ikke udrunnet af hin nedrivende
virksomhed, hin udjævnende, som vil have kongen bort,
autoriteten ned -

Præsten.
Og kirken, kære!

Fogden.
- og kirken, meget sant! Ja, det er, fordi de vil
have kirken og . . .

Ord-styreren.
Det er om jærn-vejs-vågnerne, vi taler.

Fogden.
Væl; men en gammel æmbeds-man, før agtet i
bygden, som ser samfunnets støtter vakle, som føler en
innerlig smærte . . .

Ord-styreren.
Det er om jærn-vejs-vågnerne, vi taler! For
siste gang!

Fogden (meget bevæget).
Jeg har intet mere at sige. (Sætter sig.)

Ord-styreren.
Hr. Alstad har ordet.

Alstad (rejser sig).
Jeg vil rigtig få lov til at takke min gamle
væn, fogden. Han har talt ud af mit fulle hjærte.

Jeg skønner så godt de andre. For jeg har også været ung en gang og har talt om frihed og lighed og sælv-styre og jury - og hvad det hedder, altsammen. - Men det var, da jeg var ung, det, - for at være med at gøre opposition, som det kalles . . .

Hr. Flink (inne i mængden).
Det var næt!

Ord-styreren.
Ingen afbrydelser! (Fogden rejser sig for at se, hvæm
det var.)

Alstad.
Ja, vi er alle skrøbelige! Men livet rætter sig sælv.
Man slipper æfterhånden talemåderne og tar virkelighe-
den -

Flink.
- og ordenerne! (Latter.)

Ord-styreren.
Den, der afbryder talerne, lader jeg fjærne.

Alstad.
Den foreliggende sag er liden. Men det er konse-
kvenserne, jeg frygter. Hvad kan ikke her komme æfter
af samme slags? Og vore bygder skal ikke gå foran med
sligt ligheds-rytteri; dertil er de for hæderlig kænt fra
gammelt.

En ting til vil jeg sige. Vi tænkte altid før, at det var en ære og en lykke at have landets rigeste man ibland os. Men når just han er den, som går foran med den sort "folkelige" forslag, - så blir det, mig i det minste, i den grad uforklarligt, at - - ja, jeg skal ikke komme med det, ord-styreren kaller "sigtelser"; men jeg sætter mig ned og tier. For det har jeg væl lov til. (Sætter sig.)

Ord-styreren.
Hr. Gran har ordet.

Flink.
Leve Hr. Gran! (Så godt som hele forsamlingen rejser sig og
roper hurra. Ord-styreren skriger og slår forgæves med klubben.)

Ord-styreren (da alt er roligt).
Jeg må bede forsamlingen at
respektere sin styrer. I gæntaget fall forlader jeg min
plass. - Hr. Gran har ordet!

Gran.
Her er aldeles ikke tale om et nyt system. Det har
beståt længe nok. I Amerika -

Præsten, Alstad og flere.
- Ja, Amerika!

Fogden (rejser sig).
Hr. ord-styrer, skal vi virkelig in på poli-
tiken?

Ord-styreren.
Jeg kan ikke inse, at det at nævne "Amerika"
er politik.

Fogden.
Hvad er politik, når ikke Amerika er det?

Ord-styreren.
Det er politik, som f.eks. fogden førte fræm.
Hr. Gran har ordet.

Gran.
Jeg ser, at hr. pastoren ønsker ordet. Og jeg over-
lader det gærne.

Ord-styreren.
Hr. pastoren har ordet!

Præsten.
Jeg ser her i forsamlingen mange af dem, jeg
plejer at tale til fra et hælligere sted. Mine kære sogne-
børn, for eders skyld er jeg kommen. I hører det jo sælv:
det hele spørsmål er politik. Men, kære medforløste,
med politik må I intet have at bestille. Har ikke Herren
sælv sagt det: mit rige er ikke af denne værden. Den
frihed, den lighed, her tales om, det er ikke den indre
frihed, den lighed for -

Ord-styreren.
Jeg skulle hænstille til den ærede taler at
vænte med dette, til han atter bestiger præke-stolen.
(Lidt latter.)

Præsten.
Man vænter ikke med det ene fornødne; - der-
for -

Ord-styreren.
Jeg forbyder Dem at fortsætte.

Præsten.
Der står skrevet: du skal adlyde Gud mer æn
mænneskene! Kære sognebørn, lad os alle forlade dette
sted! Hvæm følger sin præst? (Gør et par skridt. Ingen rejser sig.
Latter.)

Præsten.
Ak, ak! (Sætter sig.)

Ord-styreren.
Hvis ingen flere begærer ordet -

Vinæger.
Hr. ord-styrer!

Ord-styreren.
Hr. Vinæger har ordet!

Vinæger.
Denne forhandling hænflytter mig til Kina, til de
kinesiske mandariner, som ikke tillader en simplere man
at røre ved sig.

Men den lader mig stundum også forblive i Europa hos et større styggelse ænda, større æn sælve Stor-Tyrken, næmlig hos den demokratiske misunnelse, som ikke unner andre, hvad den sælv ikke har.

For at forlige bægge parter, skulde jeg tillade mig at fræmsætte følgende forslag. Man bygge (som ofte annensteds) vågnerne i to etager. Så kan de tilfredsstilles, som vil sidde for sig sælv, næmlig ovenpå, men også de andre; ti de kan jo da sidde i samme vågn. (Stor latter.)

Ord-styreren.
Begærer ingen flere ordet -(Ser til Gran, som
rister på hovedet.) - så optages sagen til afstæmning. Den
er optaget. Styrelsens forslag foreligger; det lyder -

Fogden.
Om forladelse; mit forslag om en vågn til Hs.
Majestæt?

Ord-styreren.
Jeg har ikke opfattet det, som om hr. fog-
den har fræmsat forslag.

Fogden.
Jo!

Ord-styreren.
Så skal jeg sætte det under votering, æfter
at styrelsens er afgjort.

Fogden.
Et forslag om kongen står over alle andre.

Ord-styreren.
Også kongen står under logiken. - Styrel-
sens forslag lyder: "Én sort rejsende-vågner, noget be-
kvæmmere æn den nuværende tredje klasses, bliver at
inkøbe." De, som bifaller dette forslag, behage at gå til
vænstre, - hid! De, der ikke bifaller det, at gå til højre.
(Så godt som alle til vænstre. Udenfor ropes "hurra!" De innenfor stæmme
æfterhånden også i.)

Ord-styreren (slår med klubben).
Stille i forsamlingen!
(Hurraerne stanser; men livlig samtale begynner.)

Styrelsens forslag er bifalt!

Fogden (skriger).
Det er ikke alle, som har forståt afstæm-
ningen.

Ord-styreren (slår med klubben).
Jeg siger: stille! (Der blir stille.)
Hvad siger hr. fogden?

Fogden.
At man må have misforståt afstæmningen; ti jeg
ser min datter, Natalie, som også er del-ejer, at stå
på den annen side. Hun har naturligvis hørt fejl.

Natalie.
Nej, far, det har jeg ikke. (Stor latter. Bifall.)

Præsten.
Ak, mine vilfarende sogne-børn, jeg skal bede
for eder!

Ord-styreren.
Rolige! - Hr. fogdens forslag -

Alstad.
Jeg skulde hænstille til fogden at tage det tilbage.
Vi véd, hvilken skæbne det vil få i en forsamling som
denne.

Ord-styreren.
Så længe jeg er dens ord-styrer, tillader jeg
ingen hånende ytring mod forsamlingen. Står hr. fogden
ved sit forslag? (Hvisker ned til ham:) Sig nej!

Fogden.
Nej.

Ord-styreren.
Da ingen flere begærer ordet, - erklærer
jeg dette møde for hævet. (Man rører sig og samtaler livligt.)

Alstad (til sin søn Vilhelm).
Så du finner på at stæmme med
disse . . . Amerikanerne, du, mod din gamle far, hvad?

Vilhelm.
Hør, far, jeg syntes virkelig - -

Alstad.
Ja, vænt du, til vi kommer hjæm!

Vilhelm.
Ja så, nå! Ja, da rejser jeg ikke hjæm, da. Så blir
jeg her og drikker mig full, da.

Alstad.
Nå, nå, nå, nå!

Vilhelm.
Ja, det gør jeg! Nu blir jeg her og drikker mig
full!

Alstad.
Men, Vilhelm, hør nu! (Har fåt ham under armen.)

(En fræmmed hærre har imidlertid fåt amtmannen og Gran under hvær
sin arm til disses store forundring og står nu med dem helt i forgrunnen.
Han vedbliver at se dem i ansigtet, intil)

Amtmannen (roper).
Kongen!

Den fræmmede hærre.
Hys!

Gran.
Ja, sannelig -!

Den fræmmede (til Gran).
Du er jo vært her. - Lad os få
et rum - og noget champagne. Jeg tørster som en jæger!

Scene-ændring.

FØRSTE MØDE.

Gran.
Her kan vi være ene.

Kongen.
Se, se! - Jeg kænner dig igæn. Gotisk rum i
gammel stil og med jagt-udstyr. Ung-karls-hygge. Ja, der-
til har du da haft anlæg fra små-gut af. Vi kalte ham al-
drig annet æn ung-karlen om bord. Ikke forælsket i alle
tre år, mens vi andre blev forælskede i hvær havn, vi
løb in i.

Koll.
Deri er han bleven sig sælv lig.

Gran.
Vær så artig! (Byder champagne.)

Kongen.
Tak; prægtig! (Til Koll.) Væl mødt, min gamle lærer!
(Til Gran.) Og du! (De drikker.) Det gjorde godt. - -

Nu? Det må jeg sige! På hele dette møde talte man jo ikke om annet æn republiken, skønt den ikke blev nævnt med et ord? -

Koll (ler).
Ikke urigtigt!

Kongen.
Og du, som var altfor frisinnet til at kunne ved-
blive at være min lærer, du er her ikke frisinnet nok?
Du blev jo næsten skudt for glug?

Koll.
Ja! Uden fortrydelse: der har man følgerne af en
mindre-tals-regering.

Kongen.
Dog også af, at man har slige folk ibland sig som
min ærede væn, rigmannen her?

Gran.
Det er altid en fejltagelse at skylde ænkeltman for
en folke-stæmning.

Kongen.
Det tror jeg med. - Nu, - så er vi just ved
det, hvorfor jeg er kommen hid - i dyb inkognito, som
I ser. Ja, jeg håber, ingen har kænt mig?

Gran. Koll.
Ingen! Ingen!

ANNET MØDE.

Flink.
Nu, er I her? - (Fræm, gnidende sine hænder i fryd og farende
rundt.) Hvad siger I så til det møde, børn? Hvad?

Kongen.
Hvæm er det?

Gran.
Vi skal få ham bort. - Hør, du -!

Flink (lige på ham, ser kongen, stanser).
Om forladelse, jeg tænkte,
vi var - -

Gran (søgende at forestille).
Hr. . . .? hr. . . .? (Ser spørgende på
kongen.)

Kongen.
Speranza.

Flink.
En Italiener?

Kongen.
Bare til navn.

Gran (forestillende).
Hr. Flink.

Kongen.
Dog væl ikke A. B. Flink?

Gran.
Jo.

Kongen (livlig).
Vor fodgænger-filosof? (Tager hans hånd.) Jeg
har læst et par af Deres bøger . . .

Flink (ler).
Virkelig?

Kongen.
De er atter på udfærd?

Flink.
Ganske rigtig.

Kongen.
Og til fods?

Flink.
Altid til fods.

Kongen (livlig).
Hør, der er vist intet mænneske i landet,
der kænner folke-stæmningen, som De? Lad os slå os
ned! - De drikker champagne?

Flink.
Ja, - når intet bedre bydes!

Kongen (hilsende Flink).
Skål! (De drikker alle og sætter sig.)

Kongen (halvt liggende på en gotisk bænk).
Hvor har De nu været?

Flink.
Sist på jagt med min væn her.

Kongen.
Han er også Deres væn? Og min! Fra ungdoms-
tiden min bedste! (Rækker en hånd ud. Gran rejser sig og griber om
kongens med bægge sine.)

Koll (til den forundrede Flink).
Hr. Speranza har ligesom Gran en
gang været sjø-kadet.

Flink.
Å! De har været på skib sammen?

Kongen.
Ænog på en værdens-omsejling sammen, -

Flink.
- den gang den bryst-svage prins var med? -
Kongen?

Kongen.
Han, som siden blev konge, - ganske rigtigt.

Flink.
Vi sidder da i et meget kongeligt sælskab. Her hans
skibs-kammerat, der hans lærer i rætsvidenskab -

Koll.
Du glæmmer dig sælv! Du er jo kongens lærers læ-
rer -

Kongen.
- i filosofi? Virkelig!

Flink (ler; livligt).
Ja, den sorg kan man have af sine elever.

Kongen.
Men den er væl ikke så stor, som den, han sælv
siden har fåt af sin?

Koll.
Kongen var en meget duelig elev.

Flink (munter).
Derom skal pine-død ikke hans regering
vidne! (Kongen ler.)

Koll.
Intet ondt om kongen, om jeg må bede!

Flink (ironisk).
Gud bevar os! (Drikkende snus.) Hans anlæg,
hans store anlæg, hans geniale anlæg, - jo, jeg kan
det! (Byder.)

Gran.
Men det var om folke-stæmningen, Flink! Er den
omtrænt som nu - her i dag?

Flink.
Det vil jeg ikke sige. Disse bygder er fræmmelige.

Kongen.
Er stæmningen mere republikansk æn kongelig?

Flink.
Som man tar det. Kongen har just gjort en del rej-
ser i landet; han er commis voyageur for sit hus - som
alle konger og kronprinser. Han blev jo hyldet overalt.
- Men spør man bonden: holder du af den kongelige
stasen? - svarer han enstæmmig: den er forbannet dyr!
He, he, he!

Gran.
Bonden er en realist.

Flink.
En grov realist! - He, he, he! - Sælvstyret er
billigere. Det kan han på sine fingre, den skælm!

Kongen.
Altså: bevidst republikaner er han dog ikke?

Flink.
Ikke i det store og hele. - Ænnu ikke! - Men
det går fræm. - Derfor sørger vor reaktionære rege-
ring. - Og Amerika-brevene.

Kongen.
Amerika-brevene?

Koll.
Breve fra slægtninger i Amerika.

Gran.
Der er nu næppe en familje i landet, som ikke har
slægtninger i Amerika.

Kongen.
Og disse skriver hjæm - om sælv-styre, om repu-
blikanske sædvaner . . . ?

Flink.
- og inrætninger. Sådan er det!

Kongen.
Har De læst slige breve?

Flink.
Mangfoldige!

Kongen.
Din champagne er god! (Drikker.)

Gran.
Så lad os drikke! (Alle drikker.)

Flink.
Jeg tåler ællers ikke stort af den vare.

Kongen.
Men om kongen inledede en folkelig regering?
Tog det som en borger i alle stykker?

Koll.
I alle stykker? Hvad menes dermed?

Kongen.
Førte borgerligt hus, - var borgerlig gift, - fan-
tes i sit kontor til bestæmt tid som enhvær annen æm-
beds-man?

Gran.
Altså intet hof?

Kongen.
Intet. (Koll og Gran væksler blikke.)

Flink (med en skulder-bevægelse).
Ganske vist det eneste, som
står tilbage at prøve.

Kongen (som ikke så hans bevægelse, livligt).
Ikke sant? De er enig
med mig deri? Det fornøjer mig, at jeg har fåt tale med
Dem, hr. Flink.

Flink.
Iligemåde hr. . . . hr. . . . (Sagte til Koll.) Er han repu-
blikaner?

Kongen.
Om jeg er? - Jeg har kænt for mange krondyr
til ikke at være det. Ha, ha, ha! (Nipper til glasset.) Pokkers
god champagne!

Flink (som også drikker).
Men ser De, hr. . . . hr. republikaner,
he, he, he! . . . (Med smil og hvisken.) Det, De der foreslog
. . . får kongen simpelt hen ikke lov til, he, he, he! -

Kongen.
Hvad for noget?

Gran (som har besørget et par vært-pligter, har gjort tægn til Koll, der straks
har rejst sig).
Er du sikker på, at dette går godt?

Koll.
Kongen har i hvært fall godt af at høre et og annet.

Flink (har rejst sig for at gå til pibe-bordet på den annen side).
Det får
han simpelt hæn ikke lov til, stakkaren! - - Hvad er
kongedømmet? Jeg spør! - En assurance-kasse, ræt og
slæt! En del præster, æmbeds-mæn, adel, godsejere,
grosserere, militære har aktier i den. Og de gir, min
sjæl, ikke direktøren tilladelse til at begå dumheder!
He, he, he!

Kongen (rejser sig).
Ha, ha, ha!

Flink (skrigende).
Er det ikke sant, kanske?

Kongen.
Bevar's! Meget sant! Ha, ha, ha!

Flink (som har rensket, stoppet under det foregående og forsøgt at tænde, går
pludselig nær hæn til kongen).
Og mod hvad assurerer de, - de
karle? (Alvorlig, stille.) Mod det store folk - mod hans folk!

Kongen (ser på ham, driver af).

Gran.
Hør, Flink, skulle vi ikke hæller gå ned i haven? For-
års-kvælden er så vakker?

Flink.
Mod en politisk passiar forslår ikke den vakreste
forårs-kvæld mer æn varmt vand mod ædel, kølig vin.
Nej, lad os blive, hvor vi er! Men hvad fejler piben? (Pigen
har villet hjælpe ham; men han har ikke forståt det.)

Gran.
Giv piben til henne, du!

Koll.
Dersom kongen lærte stillingen at kænne - det har
altid været mit ord - så skred han in.

Flink.
Kongen? Han bryr sig ikke en døjt om det alt sammen!
Han har annet at bestille! He, he, he!

Kongen.
Ha, ha, ha!

Koll.
Kongen er for ualmindelig begavet til i længden at
kunne være udenfor.

Flink.
Der er så mangen ualmindelig begavelse gåt fanden
i vold -!

Kongen.
Tralala! Tralalalalala! Tralala! - Det er morsomt
at være kommen sammen med jer igæn! (Drikker.)

Flink (sagte til Gran).
Er han full?

Kongen (som sætter sig).
Lad mig få en cigar! - Og lad os tage
tingen lidt mere diskussjonsmæssig. (Koll og Gran sætter sig.)

Gran.
Til syvende og sist kan den ikke diskuteres. Den må
prøves. Den dag, kongen siger: jeg vil leve naturlig med
mit folk, jeg mælder mig ud af den gamle kongelige for-
ening, som ingen sanhed længer er, - den dag vil ræsten
give sig af sig sælv.

Flink (som atter er ved pibe-bordet, da piben fræmdeles er i ulave).
Ja,
den dag!

Gran.
Husk, du er hos en væn af kongen!

Kongen.
Ingen hus-despotisme, du republikaner! Fri dis-
kussjon!

Flink.
Jeg skal vist ikke fornærme kongen. Han har aldrig
gjort mig noget ondt. Men du tillader mig dog at tvivle om,
at kongen er det lys, I ændelig vil gøre ham til?

Kongen.
Ja, det er sikkert!

Flink (livlig).
De er enig med mig deri?

Kongen.
Fullkommen! - Men bortset fra ham, - sæt, her
var en konge, som gjorde sig uafhængig, og som sælvføl-
gelig stillede sig over partierne -?

Flink (som atter er ved pibe-bordet og nu på ny krasser ud, afbryder).
Fromme
ønsker, børn! Alle partiers konge? (Blåser ud.) Gives ikke!
(Blåser.) Gives ikke! - - Gives ikke! - Det er på den
løgn, at det konstitutionelle kongedom hviler. Kongen skal
stå over partierne? Jo, pyt! -

Gran.
Det var også at forlange det overmænneskelige af ham.

Flink.
Naturligvis!

Kongen.
Men en præsident gør det da ænnu mindre?

Flink (vænder sig).
Han udgiver sig hæller ikke for at gøre det!
He, he, he. Det er forskællen! - (Kommer fræm, siger sagte,
langsomt.) Det er løgnen, som er forskællen! -

Koll.
Å, der er, skam, nok af løgn i republiken med!

Flink.
Ja vist; men den er ikke institution! He, he, he!

Kongen.
Den tanke der kommer fra prof. Ernsts skrifter.

Flink (livlig).
Har De læst dem?

Kongen.
Jeg har i de siste par måneder næppe læst noget
annet. (Koll og Gran væksler blikke.)

Flink.
Ja, - så behøver jeg ikke at sige mere!

Koll.
Men vi kommer med alt dette ikke af stedet. Vor væn
(peger på kongen) synes at ville vide, om et virkeligt, alvorligt
forsøg med, hvad jeg vilde kalle det folkelige kongedom,
ikke skulde kunne rægne på forståelse, bistand -

Kongen (afbrydende, livlig).
Således er det! . . .

Koll.
- bland vort oplyste folk, som er ked løgnene, og som
vil et udstrakt, men trygt sælv-styre?

Kongen.
Således er det!

Flink (som just vilde sætte sig, springer op, idet han lægger piben og sætter
armene i siden).
Men hvad er dette for en tanke, som spøger
i jer alle sammen? Er I da ikke republikanere?

Koll.
Jeg er det ikke.

Gran.
Jeg er det; - men finner desuagtet, at en overgang
må vinnes med læmpe -

Flink.
Det vil sige med forræderi?

Gran.
Forræderi? -

Flink.
Mod sanheden, mod vor overbevisning!

Koll.
Lad os spare de store ord! Kongedømmet har stærke
rødder i forholdene.

Flink (leende).
Assurance-kassen!

Koll.
Nu ja, - lad det kalles så; Det er; - dette er hoved-

sagen. Og som det, der er, gør vi det så sant, så gavnligt,
som vi kan.

Kongen.
Skål, Koll! (De drikker.)

Flink (som har fjærnet sig).
Derpå inlader ingen virkelig republi-
kaner sig.

Gran.
Dog, dog!

Flink (stusser).

Kongen (ser det).
Lad mig! (Springer op.) Sæt, vi havde en kon-
ge, som sagde: Ænten hjælper I mig med at gænnemføre
et folkeligt kongedom, frit for lævningerne af det absolu-
tistiske, frit for løgnen - æller jeg tager afsked - -

Flink.
Bah!

Kongen.
Jeg siger alene: sæt! - - Nu véd De sælv, at
hans fætter, tron-arvingen, er en bigot -

Koll (som tillige med Gran har rejst sig og ved kongens ord atter har vækslet
øjekast med ham, kaster nu skyndsomt in).
- nok sagt!

Kongen (ler).
Nok sagt! - og hans mor, som styrer ham, - -

Flink.
- er ænnu værre! -

Kongen.
Hvad valgte De så? - Ænten at hjælpe kongen
med at gænnemføre det folkelige kongedom - æller - -

Flink (afbrydende).
Ti tusene ganger hæller den bigotte prins
med hans egne og hans mors dumheder! Jo galere, jo
bedre!

Gran.
Nej, nej, nej, nej!

Kongen (til de to).
Der har vi mannen! (Forlader dem.)

Koll (til Flink).
Dette er republikanernes vanlige princip-ryt-
teri.

Gran.
Landet, fædrelandet står over -

Flink.
- sanheden? Hæller en kort pine æn en lang løgn,
min far! - Den sanhed gælder også for fædrelandet.

Koll.
Disse teoretikere - og disse tale-måder -!

Gran.
Også jeg er republikaner; jeg tænker så god som du.
- Men jeg tog ikke betænkning -

Flink.
- at være forræder?

Gran.
Hvad bruger du for ord?

Flink.
Ord? Alene ord? - Nej, min væn, gjorde du det
- det, som du ikke fik lov til at tale ud, - jeg kom her
en dag for at kræve rægnskab! - Og vilde du ikke slås
med mig, - jeg skød dig ned som en hund!

Gran (mildt).
Det gjorde du ikke!

Flink (rasende).
Det gjorde jeg ikke? . . . Jeg skulde have in-
givet dig min sjæls dybeste kærlighed, for at du skulde
blive forræder mod den . . . Jeg skulde se mit livs største
erhværvelse . . . se ham svige vor sag . . . og ved sin
umådelige anseelse drage tusener æfter; - oven på alle
skuffelser - i mit livs kvæld denne - (Mærker, han bliver be-
væget, afbryder. Taushed.) Hør, du skal ikke spøge med sådant.

Koll.
Så tænker jeg, vi forlægger både scenen og samta-
len -

Kongen (forbigående).
- Ja, få ham væk!

Flink (i baggrunnen som til hæmmelige tilhørere).
Disciplin i rækkerne!

Koll.
Bed pigen, du, som kan det, at der skyndes på med
kvælds-maden.

Gran (ligesom opvågnende).
Ja.

Koll (til kongen).
Hvad siger De om, at vi tar en tur i haven
så længe?

Kongen.
Lad os det!

Flink (fræm til Gran).
Dette vænskab med kongen, - som jeg
ikke lagde videre vægt på, det skulde ikke alligevæl -
(Stanser.)

Gran.
- have fordærvet mig, mener du?

Flink.
Nætop!

Kongen (leende).
- politisk?

Flink.
Politiken har også med moralen at bestille, min hærre.

Kongen.
Men hvorfor forivre Dem så, min hærre? - Den
nuværende konge er jo en -

Koll (skyndsomt afbrydende).
- nok sagt!

Kongen (ler).
De siger jo sælv, at han bryr sig pokker om det
alt sammen. Han har annet at bestille! Og så blir det jo et
spørsmål i den blå luft?

Flink (godmodig).
De har i grunnen ræt.

Kongen.
Ja, har jeg ikke ræt? - I var jo alle enige om, at
under ham vokser republiken, så det er en lyst.

Flink.
De har ræt! Han kunde ikke gøre det bedre, om han
var republikaner, det forsikrer jeg Dem.

Kongen.
Kanske er han republikaner?

Flink (livlig).
Kanske er han republikaner! Udmærket! Der-
for tager han parti mod sig sælv -

Kongen.
- er commis voyageur for sit eget hus's under-
gang -

Flink (stigende).
- for sit eget hus's undergang. Udmærket!
Støtter sin reaktionære regering med kongelige diktamina,
tillids-skrivelser og bord-taler . . .

Kongen.
Sælv-mordersk!

Flink.
Sælv-mordersk stort! - Ja, De ler, De?

Koll.
Hys, der kunde nogen høre os!

Flink.
Hør os, hvæm pokker som vil! (Kongen stor-ler.) Men
stans hans latter, du kongelige æmbeds-man! Den er
skrækkelig, den er majestæts-forbrydelse -

Koll.
Nej, hør!

Flink.
Den latter burde arresteres! - Dersom kongen -

Gran.
Det er kongen.

Kongen.
Jeg kan ikke mere! (En stol bringes.)

Flink (går).

TREDJE MØDE.

Koll.
Dette var overmåde ille.

Kongen.
Ja, jeg véd det, tilgiv mig! Men jeg kunde ikke
annet. Ha, ha, ha, ha, ha!

Koll.
Han er med sine underligheder i alle stykker for brav
til at gøre nar af.

Kongen.
Ja, skæn, jeg fortjæner det; men - ha, ha, ha, ha!

Gran.
Hys, der er han igæn.

Kongen (springer op).

FJERDE MØDE.

Flink.
Kongen bør være overbevist om, at jeg ikke havde
udtalt mig således i Deres nærvær, hvis jeg havde fåt
ærlig besked.

Kongen.
Jeg véd det. Fejlen er alene min.

Flink.
Fejlen er andres; mine så kalte vænners.

Kongen (ivrig).
På ingen måde! Min, alene min! Jeg har fåt
mine skæn for det! Og jeg ber mine vænner i Deres nær-
vær om forladelse! Jeg har sat dem i et falsk lys. Jeg ber
dernæst Dem om tilgivelse. Moroen tog overhånd. (Ler igæn.)

Flink.
Ja, det var overmåde morsomt!

Kongen (fræmdeles).
Det var det virkelig! Og hvad har De til
syvende og sist at klage over? De fik jo sagt Deres
mening.

Flink.
Det fik jeg!

Kongen.
Nu ja! - Og de hænsyn, som kunde tages, hin-
drede jeg Dem i at tage. Lad det så være nok!

Flink.
Nej, nok er det ikke!

Kongen (utålmodig).
Så? - Hvad forlanger De af mig?

Flink (rank).
Intet!

Kongen.
Om forladelse! - Jeg mente ikke at fornærme
Dem!

Flink.
Det har De gjort i en sådan grad, at De naturligvis
ikke er i stand til at fatte det! (Går.)

FEMTE MØDE.

Kongen.
Dette var en dum historie! (Ler. Bemærker Gran, som
står bortvændt ved pulten, og går straks hæn til ham.) Du er vred på
mig?

Gran (ser langsomt op).

Ja.

Kongen.
Hvorfor stansede du mig ikke?

Gran.
Det kom jo i et øjeblik - Men at De havde hjærte
til det? - i mit hus, mod min fars og min gamle væn -?

Kongen.
Harald! (Lægger armen om hans hals.) Har jeg nogen
sinne bedt dig om noget, jeg ikke har fåt?

Gran.
Nej.

Kongen.
Så ber jeg dig nu give mig den tilståelse, at havde
jeg tænkt, det vilde krænke dig, jeg havde ikke gjort det,
- nej, ikke for nogen pris! - Tror du ænnu så godt
om mig?

Gran.
Ja.

Kongen.
Tak! - Så har jeg at tilstå dig, at de siste måne-
der har jeg hænlevet i en frygtelig spænning; derfor kastes
jeg altfor læt over fra den ene yderlighed i den andre. -
Og nu, vænner, (idet han forlader Gran) tilgiv mig! Æller
skæn mere på mig en annen gang. Ti nu må jeg få tale
med eder om det, for hvis skyld jeg er kommen. I er de
eneste, jeg kan gå til! - Derfor, vær gode imod mig! -
Skal vi sætte os igæn?

Koll.
Som De befaler.

Kongen (på vejen til bordet stanser mællem dem).
Jeg véd, I bægge
har et og samme spørsmål: hvorfor kommer jeg først nu?
Svar: fordi jeg først nu er bleven klar på min egen stil-
ling. Der falt for nogle måneder siden et stærkt ord ned
i mit liv . . . Det har bogstavelig brænt ud en hob støv og
tøv af det. - Hør, skal den pige ikke gå? (Hun skænkte just i.)

Gran.
Hun kan ikke høre.

Kongen.
Stakkar! (Sætter sig.)

Da jeg kom hjæm fra togtet, - min neveu, kongen, var død, min far var bleven konge, og jeg kronprins! - da fulgte jeg min far i kirke. Der skulde være guds-tjæneste med taksigelse for min lykkelige hjæmkomst.

Gran.
Jeg var med den gang.

Kongen.
Det hele var nyt, højtideligt. Jeg var rørt. Da hvi-
skede min far: "Længer fræm, min gut! Folket må se sin
vordende konge bede." - Dermed var det forbi! - Jeg
var ikke født til konge; jeg var ænnu frisk på sjælen, og
med den største modbydelighed skød jeg løgnen fra
mig.

Tænk jer: at komme fra en tre-års sjø-rejse, og så begynne at leve livet på den måde - foran et spejl! - Jeg skal ikke opholde mig ved det. Men da min far døde, og jeg blev konge, var jeg i den grad bleven lige glad ved løgnen, jeg stod i, at jeg ingen sanhed længer så. Det siges i grunloven, hvilken religion jeg skal have og jeg har naturligvis ingen. Således med altsammen! Stykke for stykke! Kunde det være annerledes? Den eneste lærer, jeg havde holdt af, dig, Koll, havde man afskediget; ti det opdagedes, du var for frisinnet.

Koll (smiler).
Ja, ja! -

Kongen.
Den eneste virkelige væn fra min gode tid, dig,
Harald, - havde man bortvist. Du var republikaner. -
Det var i fortvivlelsen over dette tab, at jeg første gang
blev virkelig forælsket - i din søster, Harald. Atter for-
visning! - Hvad så? Jo, det, som er opsangen i enhvær
sun ungdom, trangen til kærlighed, den fortonede i mig
til en liderlig vise. (Drikker.)

Gran.
Jeg forstod det nok.

Kongen.
Men læg dette sammen: - nu ja, så har I mit liv!

- - intil for nylig! Ti der er hændt noget, kære væn-
ner! - - - Nu skal I hjælpe mig! - - - For at
sige det kort og godt: ænten vil jeg være dette lands første
æmbeds-man på en stilfærdig, borgerlig, san måde, æller,
ved den levende Gud, jeg vil ikke længer være konge!
(Rejser sig. De andre med.)

Koll.
Nu! Så er det ændelig kommet!

Kongen.
Tror I ikke, jeg véd, at han, republikaneren, ud-
talte de tænkende mæns dom om mig? (Der ties.) Men
hvorledes skulde jeg kunne gribe in, så længe jeg trodde,
alt var skuespil og løgn, alt og alle?

Nu véd jeg, hvori løgnen ligger! Den er institutionsmæssig insat bland os . . . han havde jo ræt! Og løgn opkaller løgn. - I kan ikke forestille jer, så komisk det forekommer mig sælv - til andre tider så syndigt, sørgeligt -, at hæderlige folk står og lader, som om jeg er et væsen af en højere art! - Jeg? - (Går. Stanser.) Det er staten, institutionen, som kræver denne løgn - af dem og af mig! For at være trygge, lykkelige! (Går, stanser.) Lige fra min første kronprins-tid har man frataget mig alt det, som kunde bygge sanhed op i mig, - vænskab, kærlighed, religion, kall - (ti mit kall er et ganske annet) -, i statens navn har man gjort det! Så fratar man mig som myndig konge også ansvaret, - ansvaret for mine egne handlinger, - systemet kræver det! I stedet for en personlighed, hvilken pjalt må jeg ikke blive? - Og magten? Den er hos repræsentation og regering. Derover klager jeg ikke; men jeg klager over, at man skal lade, som den er hos mig, og at alt skal gå i mit navn, at for mig skal bønfalles, hurraes, brøles, bukkes, skrabes, som var hele landets magt, ansvar og personlighed samlet i mig. - I mig, som man for det heles skyld har frataget alt! Er det ikke en ynkelig og latterlig løgn? Men for at gøre den troværdig udstyrer man den oven i købet med begrebet "hællighed", "kongen er hællig", "vor allernådigste hærre", "Deres majestæt". Det ænder i guds-bespottelse!

Gran.
Ganske vist.

Kongen.
Nej, kan dette ikke slutte, så slutter jeg. Men slutte
må det kunne! Ti det er dog ikke nødvændigt for et folk

på dets evige tog mod sanhed at marschere med en løgn
i spidsen!

Koll.
Nej, det er ikke nødvændigt!

Kongen (ivrig).
Og det vil du hjælpe mig at vise.

Koll.
Jeg er ikke utilbøjelig! - Nu, her blir liv i landet!

Kongen.
Og du, min væn, - er du bange for at blive skudt
af en gal republikaner, hvis du hjælper mig?

Gran.
Døden er jeg i det hele ikke særdeles ræd. - Men
pigen siger, at aftens-bordet står færdigt.

Kongen.
Ja, lad os spise!

Koll.
Og så fortsætte!

Annet mællem-spil.

Den grå.
Søn, min søn! -
Her vokser strængeste straf, jeg har haft.
Søn, min søn!
Når ikke fræm! Du har ikke kraft!
Søn, min søn!
Du har ikke kraft! den røvede jeg -
og slægten før mig.
Å, hvilken pine!
følge med mine,
der de sig slæbe til døde på sår,
jeg, jeg slog slægten i livs-tidens år.
Arme! Du véd ikke sælv, hvad du er!
Drømmer så stolt under kærligheds skær.
Jeg matted viljen, jeg slapped kraften,
jeg tog fra blomsten farven og saften.
Bare én frost-nat, - og bladene glisne,
synke og visne.
Først løftet hid
over den korte, skuffende strid,

aner han grunnen, - -
så er jeg bortstødt, idet jeg er funnen.

Usynligt kor (langt borte).
Sidder han der?

Den grå.
Hu, der er atter den fristende hær!

Koret (rundt om).
Hvorfor alene?
Hvorfor i tågen på jord-livets scene?
Kast alt ifra dig, og storm fræm med os!
Ingen dig fanger
i ansvar og anger,
tør du kun sælv byde tankerne tross!

Den grå.
Mig drager slægten.

Koret.
Hug dig dog løs! På dig sælv ligger vægten.
Ene den stærke mod lyset sig svinger.
Hør, hvor det klinger!
(Fjærne, store harmonier.)
Det er de frigjortes jublende skarer;
opdagende, farer
gænnem det evig uænd'lige toget.
Rejs dig og følg!

Den grå.
Ja! - - - Tør ikke!

Koret.
Noget
må du dog ville! Rejs dig, følg os!

Den grå.
Rivende, rasende som i en foss
tumler I sinnene!

Koret.
Ha, ha, ha, tross
byder vi love, som hader vor lykke,
saligheds-pagterne,
salme-sangs-fagterne;
dårernes samfun, værdens-foragterne,
jammerligt lever de, de imod os.

Rejs dig og slås
mod disse sælv-skabte kvaler, som ribbe
blodig dit bryst! Jag de trøst-løse gribbe
did, hvor de kom fra, - de gift-syge huler,
hvorfra Han skuler
fjensk mod frihed, mod styrke, mod lyset.
Få dem dog kyset!
Sælv har du kalt dem; byd sælv, og de fly!
Rejs dig, bliv ny!
Hvad der er bag dig, er bag dig - og foran
- - se ham, den herlige! Se ham! Der står han,
Lucifer-lyseren! Værden ham helser!

Den grå (på knæ).
Hjælp mig, min frælser!

Koret (langt borte).
Ha, ha, ha, usling! vælger sin lænke!
(Ænnu fjærnere.)
Ha, ha, ha, dåre! Tør ikke tænke!
- - - - - - - - -

Den grå.
Noget fornam jeg, noget, som våren.
- - - - - - - - -
Her var så koldt. - Nu smæltede tåren,
rant over kinnen,
bortført af vinden,
som over is-ægnen lunende drog;
toner i følge,
bølge på bølge,
dufted og hvisked og varmende slog.

Hvad var væl det? - -
Når skal jeg komme så vidt, jeg kan se?
Tre ganger tre
har det nu hændt mig. Det holdt mig fast,
den gang de kom. -
Minnet derom
gjorde, jeg bad, - og fortryllelsen brast.
- - - - - - - - -

Å, hvilken last
tynger nu atter mit sin, så det bøjes!
Rummene pløjes
atter af tanker, som fæster i mine.
Å, hvilken pine
ikke at samle sit væsen i varmen
af en beslutning! Vige for larmen
af disse åndernes susende ris,
kulne i is,
tvivlenes, tågens, . . . . Tyrannerne er det!
Hvad vil de vældige?

Tyrannernes kor.
Stans dog din søn!
Hvisk ham i løn
tvivl i hans sin,
du, som har slægtskabets veje did in.
Væk hans begær
æfter en hær, -
da har du bragt
tankerne over på ære og magt.

Den grå.
Sælv har jeg haft dem! . . .

Tyrannernes kor.
Vi til foragt
alt, som er svagt.
Hærd ham i hæld,
så han ser lovene kun i sig sælv, -
lystner og ler
ud æfter mer, -
knader i dej
massernes masse til mætte for sig.

Den grå.
Sælv har jeg tænkt det!

Tyrannernes kor.
Styres det så,
alle kan få
liv for sig sælv, -
slægten blir vanmagt, blir spån på en ælv.

Intet blir gjort
helt æller stort,
skabningens saft
aldrig mer samlet til skønhed og kraft.

Den grå.
Mange har sagt det.

Tyrannernes kor.
Ingen blir stor,
uden han tror,
andre er til
for at stå brikker en dag i hans spil.
Ingen fik glans
over sin krans,
hvis ikke fant's
mindre, som mænged sin egen i hans.

Den grå.
Tit har jeg set det.

Tyrannernes kor.
Intet blev tænkt
bare af én.
Tusen har skænkt
tankernes frugt til en ænkelt som len.
Han, som er kalt,
tager det alt.
Hæld, fik du lov
én gang at læske hans høje behov!

Den grå.
Lovene var det! -

Tyrannernes kor.
Folk, kom og giv
tanker og liv,
for at I kan
alle tilsammen fræmbringe én man!
Lid alt og tål! -
Hvilket et mål!
Hvilken en løn!
Føde og fostre så hærlig en søn!

Den grå.
Fortidens konger!

Tyrannernes kor.
Lyn er hans stav,
bærge og hav
vældig han går,
tankernes tinder mod stjærnerne slår.
Gud er han lig! - -
Tidlig tog svig
denne vor lod!
Gud vorde lig: - se, her er det nåd!

Den grå.
Vældige tanke!
(Højt over dem ruller et torden-vejr fræm.)

Den grå.
Imperator-skaren!
(Højt og fjærnt høres hændragende.)
Værdens guder
nu bebuder
mønstring over alle slaver.
De, som tjente
frygtens spir, -
som forlente
tronen sir, -
slaver, slaver, slaver, slaver!

Værdens guder
nu bebuder
mønstring over alle slaver.
Millioners
millioner,
hele zoners
rumfang toner:
slaver, slaver, slaver, slaver!
(Hænrullende torden.)

Tyrannernes kor (nær ved).
Tabt har han, Han!
Folk æller land
ejer han ej,
Han, som vil have dem alle for sig!

Tilværelsens hær -
her er den, her! -
Er det ej stort? -
Hvisk til din søn, hvad du véd! - Vi må bort!

Den grå.
Stort er det, ja! Den utæmmede kraft
strømmer i rummene. - Men jeg har haft
ånder, som spådde, det stanser til sist.

Kvinne-røster (tæt ved).
- Er ikke vist!

Den grå.
Hvad skal man tro? Det, jeg lærte, var ræt -

Kvinne-røster.
- det var jo slæt?

Den grå.
Valget, jeg tænkte mig sluttede der -

Kvinne-røster.
- vokser just her!

Den grå.
Her vokser alt; - det, som godt er, og galt.

Kvinne-røsterne.
Her vokser alt!

Den grå.
Klarhed jeg vænted. Men mer, mens det li'r -

Kvinne-røsterne.
- broget det blir?

Den grå.
Almagtens ledning, rætfærdigheds dom -?

Kvinne-røsterne.
Truslen var tom!

Den grå.
Hjærtets sanfærdigste forhold, - min søn! -

Kvinne-røsterne.
- her fik det løn?

Den grå.
Her blev det straf, blev det lidelse, tvang!

Kvinne-røsterne.
Slip ham engang!

Den grå.
Han er mit eneste, siste - min søn!

Kvinne-røsterne.
Hørtes din bøn?

Den grå.
Hjælp mig at redde ham! Hjælp ham fra fall!

Kvinne-røsterne.
Stå der og kall!

Den grå (fortvivlet).
Er det ej rasende! - Gud, som jeg ber, -

Kvinne-røsterne.
- spotter og ler!

Den grå (af al magt).
Er her en styrer, så hør nu mit ord!

Kvinne-røsterne.
Tro, hvor han bor?

Den grå.
Straf bare mig! Men tag straffen fra ham!

Kvinne-røsterne.
Offer-flinkt lam!

Den grå.
Svar mig! Jeg skikked ti tusene bud!

Kvinne-røsterne.
Tror ænnu på en Gud?

Den grå.
Nej, nej, jeg tror ej; hvad nytter det til? -

Kvinne-røsterne.
Bedrageligt spil!

Den grå.
Kaller sig kærlighed, - bruger så min -

Kvinne-røsterne.
- til din ruin.

Den grå.
Ælsked jeg ikke, - gik sønnen forbi -,

Kvinne-røsterne.
- da var du fri!

Den grå.
Rådet mig frister!
(Ved disse ord stiger tågen, og der høres:)

Et kor.
Is-bæltet brister,
is-ægnen damper,
ild-hæsten stamper
længselsfull æfter at føle din hånd.
(Tågerne tætner, sære skikkelser og tægn skimtes inne i dem.)

Den grå. (samtidig med korene, idet han mer og mer forsvinner i tågen).
- - - - -
Bare jeg floksede
lidt med min vilje, -
se, hvad der voksede! -
- - - - - - - - -

Koret.
Gangeren skraber.
Først når den siste
fordom kan briste,
da kan han hæve dig, da er du ånd.

Den grå. (samtidig.)
Søn! - Søn! - Hvor er du?
Tågen dig tager; - din far, han er her, du!

Koret.
Slip dog den ænkelte! -
Kærligheds højeste,
det er et nøjeste
ligeligt forhold til alle og alt.

Den grå.
Hjælp! Hjælp! Min skaber!
Tågen! - Å, skynd dig, æller jeg taber!
(Tonernes uændelige kamp afløses, idet tæppet faller, af hine, som
ledsagede de milde vinde.)

Andre akt

FØRSTE MØDE.

Bang.
Jeg havde det virkelig så godt i alle måder. Jeg for-
sikrer D. Maj., det var mig en fornøjelse at leve.

Kongen (sidder og tægner med en liden spasere-stok).
Jeg tror det
gærne.

Bang.
Og så kommer dette tryk for hjærtet, dette svære
ånde-dræt. - Jeg renner rundt her i parken på fastende
hjærte, til jeg er aldeles overgivet.

Kongen.
Men kan De da ikke køre?

Bang.
Køre? - Når jeg skal gå, D. Maj.?

Kongen.
Det er sant. Jeg tænkte på noget annet.

Bang.
Jeg skal vædde, jeg véd, hvad D. Maj. tænkte på
- uden ubeskedenhed for resten.

Kongen.
Hvad da?

Bang.
De tænkte på socialisterne.

Kongen.
På -?

Bang.
- socialisterne!

Kongen (munter).
Hvorfor nætop på dem?

Bang.
Ser De, jeg traf det? Ha, ha, ha! (Hoster.) Undskyld
D. Maj., jeg får altid hoste, når jeg ler. Morgen-aviserne
er jo fulle af deres optøjer.

Kongen.
Jeg har ingen aviser læst.

Bang.
Da forsikrer jeg D. Maj., det er forskrækkeligt. Nu
havde vi det så godt i alle måder. Hvad i al værden vil de?

Kongen.
Formodentlig også have det godt i alle måder.

Bang.
Har de det ikke godt, de bæster? Undskyld, jeg bli-
ver hæftig i D. Maj.'s nærværelse.

Kongen.
Værsgo!

Bang.
Mange tak! - Disse striker . . . ? Er det meningen,
vi alle skal blive fattige? Rige kan vi ikke alle blive. -
Men min trøst er et stærkt kongedom. D. Maj. er nøglen
for min kasse!

Kongen.
Hvad - hvad er jeg?

Bang.
Nøglen for min kasse! Jeg tillader mig at kalle Dem
så, D. Maj.

Kongen (tægner bestandig med stokken).
Meget forbunden!

Bang.
Vorhærre bevar os, om de liberale kom til roret. For
de svækker kongedømmet.

En betler-gut.
Å, kære, væne, vakre, en skilling! Jeg har
ikke smagt en bit ænnu i dag!

Bang.
Der ymtes lidt om det? - Men det kan da væl ikke
være sant?

Gutten (ramser op igæn).
Å, kære, væne, vakre osv.

Bang.
Du har ikke rættighed at tigge.

Kongen.
Du har rættighed at sulte, gut! Her! (Giver ham en
gull-pænge.)

Gutten (går bag-længs ud, stirrende, med skillingen i næven).

Bang.
Han takker ikke en gang! Væntelig søn af en socialist.
- Jeg vilde aldrig som D. Maj. have åbnet denne park
for alle og enhvær.

Kongen.
Arbejderen sparer derved et kvarters gang in til
sit arbejde i byen.

Generalen (udenfor).
Af en hærre på bænken, siger du?
Marsch, der hæn!

Bang (rejser sig).
God morgen, D. Maj.

Kongen.
God morgen! (Ser på sit ur.)

ANNET MØDE.

Generalen.
Af ham der, siger du?

Kongen (ser op).
Hvad er det?

Generalen.
D. Maj.? Vælkommen tilbage!

Kongen.
Tak.

Generalen.
Undskyld, D. Maj.; men jeg så denne krabat
med en gull-mynt og stoppede ham. Han siger, han har
fåt den af D. Maj. -?

Kongen.
Det er sant.

Generalen.
Nå, - det ændrer sagen! (Til gutten.) Det er
kongen! - Har du takket ham? (Gutten står.)

Kongen.
Går også De morgen-ture på fastende hjærte?

Generalen.
Maven, D. Maj., maven! Den vil ikke længer!

Gutten.
Ha, ha, ha! Ho, ho, ho! (Hopper ud.)

Generalen.
Jeg er forbauset over, at D. Maj. har åbnet
denne park for alle og enhvær.

Kongen.
Det sparer arbejderne et kvarters gang in til de-
res arbejde. - Nu, general? De er jo blevet troende på
det siste?

Generalen.
Ha, ha, ha, ha! Har D. Maj. virkelig læst min
dags-befaling?

Kongen.
Ja.

Generalen (fortrolig).
Nej, ser D. Maj., det kunde ikke gå
længere, som det gik. (Hviskende.) Liderligheden i lejren!
Officererne vil jeg ikke en gang tale om; men når sælve
soldaten hel åbenlyst -!

Kongen.
Å - hå! -

Generalen.
Min bror biskoppen og jeg fik en dag sat sam-
men en dags-befaling om nødvændigheden af tro, - af
tro, som grunlag for disciplin.

Kongen.
Biskoppen var såmænd den første, jeg mødte her
i dag. - Er også hans mave forstyrret?

Generalen.
Hans er dog den værste af alle! Ha, ha, ha!
(Får vink af kongen om at sætte sig.) Jeg takker! - Ællers har
jeg i den senere tid virkelig tænkt på, at der i disse
vanskelige tider burde være et stærkere samarbejde mæl-
lem hæren og kirken -

Kongen.
- i fordøjelsen?

Generalen.
A-ha, ha, ha! Men alvorlig, D. Maj. Dette
samarbejde er snart tronens eneste rædning.

Kongen.
Så-å?

Generalen (skyndsomt).
D. v. s. tronen står naturligvis alene.
Gud bevar os! - Men jeg mener, at hæren og kirken
må give kongedømmet den nødvændige glans, autoritet -

Kongen.
Har det måske ikke længer nogen i sig sælv?

Generalen (springer op).
Gud bevare mig for at sige sådant!
Jeg vil dø for et stærkt kongedømme!

Kongen.
Det blir De, så skam, nødt til! (Ler, rejsende sig.)
Hvæm kommer der?

Generalen (med se-glas).
Det er -? det er princessen og
grevinne l'Estoque.

Kongen.
Lider også princessen af slæt fordøjelse?

Generalen (fortrolig).
Hvad princessen lider af, véd sikkerlig
D. Maj. bedst.

Kongen (forlader ham).

Generalen.
Der gjorde jeg det godt! Kommer af, at jeg
altid vil gøre det for godt! - - Han iler henne i møde?
Skulde der alligevæl? - Det må jeg tale med Falbe om!
(Går.) Au, han så, jeg betragtede dem! (Bort.)

TREDJE MØDE.

Princessen.
Dette var i sanhed overraskende! Når kom
D. Maj.?

Kongen.
I går aftes. - De ser altfor smuk ud, princesse!
Ænog rødme - så tidlig på morgenen?

Princessen.
De tror naturligvis, det er sminke! - Nej, det
er den rene glæde over at møde D. Maj.

Kongen.
Smigrerske! - Og jeg blev bleg ved synet af
Dem.

Princessen.
Samvittigheden -?

Kongen.
- sagde desværre ingen ting. Men jeg har mødt
så mange, som led af slæt fordøjelse, at da jeg også så
D. kgl. Højhed komme ilende -

Princessen.
Berolige Dem! Jeg går tværtom morgen-tur for
ikke at blive for fed. Senere på dagen rider jeg - af
samme grun. Jeg lever ikke for annet nu.

Kongen.
Et hælligt kall!

Princessen.
For så vidt det er kongeligt?

Kongen.
De udleder Deres hællighed fra mig? Slæmme
princesse! -

Princessen.
Både min hællighed og mine gode dager. Alene
slægtskabet med D. Maj. kan få folket til at være mit
gode fidei-kommis.

Kongen (deltagende).
Det generer Dem dog ikke?

Princessen.
Langt ifra! Det gode folk underholder værre
udsugere æn mig! - Apropos, om udsugere! Er det sant,
D. Maj. har sat alle Deres kammerhærrer med tilhæng
på pension?

Kongen.
Ja.

Princessen.
Ha, ha, ha! Men hvorfor nætop med forplig-
telse til at leve i Schweiz?

Kongen.
Fordi der intet hof er i Schweiz.

Princessen.
- så de ikke på ny kan falle i fristelse! Jeg
har lét meget af den historie. - Men den har dog sin
alvorlige side. Ti et hof kan D. Maj. ikke undvære.

Kongen.
Hvorfor ikke?

Princessen.
Når De nu en gang skal "tage til ægte", som
præsten så smukt siger -?

Kongen.
- så er det for at have et hus-liv, -

Princessen.
- som enhvær annen borger?

Kongen.
Aldeles!

Princessen.
De skal ikke en gang holde tjænere?

Kongen.
Så mange, som behøves; - men hæller ikke
flere.

Princessen.
Da må jeg skyndsomst stede mig hos D. Maj.
som tjæneste-pige. Ti skal mit budget komme i forhold,
så blir vist hæller intet annet tilovers for mig.

Kongen.
Dertil har De et for hælligt kall, princesse.

Princessen.
Se så! - D. Maj. er skald, og en sådan er det
tilladt at sværme for idealer. - Men et folk er også
poetisk; det vil gærne se sig glansfullt repræsenteret,
gærne betale derfor, - dette er dets poesi.

Kongen.
Er De sikker på det?

Princessen.
Fullkommen sikker! Det er det en ære!

Kongen.
Så sætter jeg min ære imod! Og min ære forby-
der mig - til ære for mit folk og dets poesi - længere
at betjæne mine slotte, min garde og mit hof; - voila
tout!

Princessen.
Bedste konge, en særegen stilling giver sær-
egne pligter!

Kongen.
Da kænner jeg højere pligter! - Men, princesse,
skal vi to, i ramme alvor -?

Princessen.
Ja, der er noget i dette, som ikke må les væk.

Traditionen, erfaringen fæster det som en sanhed, at kon-
gen, majestæten, skal i afsondret værdighed, bag en
borg af rigdommens, rangens, den arvelige adels mæn,
være lovens siste afgørelse, være det i glans og skøn-
hed. Træder han ud af trylle-ringen, tabes lovens autoritet.

Kongen.
Har D. kgl. Højhed spist frokost?

Princessen.
Nej. (Brister i latter.)

Kongen.
Hvis De havde spist frokost, skulde jeg med for-
nøjelse have givet Dem et kursus i historien; - men på
fastende hjærte vilde det være grusomt.

Princessen (rejsende sig).
Hør, - De var sådan en morsom
konge og er på et års-tid bleven så kedelig.

Kongen (som rejste sig samtidig).
Allersomdejligste princesse!
Skulde jeg virkelig i Deres øjne stige æller falle, æfter
som jeg tog min garde-snabel på æller min hof-hale af?

Princessen.
I mine -?

Kongen.
Æller i nogens? - De kænner historien om
kejserens ny klæder -?

Princessen.
Ja.

Kongen.
Vi bedrager ingen længer med dem.

Princessen.
Men vil alle forstå dette?

Kongen.
De forstår det jo?

Princessen.
Altså mængden og jeg, jeg og mængden -
meget smigrende!

Kongen.
Guderne bevare mig for at slå D. kgl. Højhed
sammen med den store hob; men -

Princessen.
Det har allerede vist sig, at D. Maj. ikke be-
holder samme værdi i alles øjne som i mine, - hvad De
så faller på!

Kongen.
Har jeg en særskilt plass i D. kgl. Højheds hjærte,
så vær vis på, at De -

Princessen.
. . . Jeg skal afbryde Dem for at spare Dem
for en usanhed! Ti for at få en særskilt plass i D. Maj.'s
hjærte må man ikke som jeg beundre Dem; nej tværtom
rope højt: "jeg foragter Dem!" - Au revoir! -

Kongen.
Slæmme, skrækkelige, farefulle -

Princessen.
- alvidende, allesteds-nærværende-princesse!

Kongen.
Tross alt: mit hjærte følger Dem -

Princessen.
- på døren! - Ja, jeg véd det. - Grevinne!

FJÆRDE MØDE.

Kongen.
Det var som pokker -?

Falbe (bag kongen).
Deres Majestæt!

Kongen (rask om).
Å! De er der?

Falbe.
Ja. Vi har spaseret i parken i længere tid. Men
D. Maj. var optaget.

Kongen.
Ikke optaget; - men jeg har døvet min sjæl i
snak. Spænningen var for stor. - Så de er der!
Bægge? -

Falbe.
Bægge.

Kongen.
Virkelig! (Betagen.) Hør . . . vænt! - Jeg kan ikke
straks - . . . Hvad er det dog, som kommer over mig?

Falbe.
Er D. Maj. ikke væl? . . . De blir så bleg.

Kongen.
Mine nerver er væl ikke, som de skulde være.
- - Er her vand i nærheden? -

Falbe (forbauset, pegende).
Det store vand-spring -?

Kongen.
Det er jo sant; det er jo sant! - Jeg kan virkelig
ikke samle mig. Min mun klæber også . . . Hør, . . jeg
går der hæn, og så . . . så fører De . . . imens damerne
her hid. - - Hun er her! Hun er her! (Går til højre; vænder
sig.) Glæm ikke at lukke den indre park!

Falbe.
Nej, naturligvis. (Kongen af til vænstre, Falbe til højre.)

FÆMTE MØDE.

Falbe (til damerne).
Hs. Maj. er her om et øjeblik. (Han går til
højre).

Clara.
Men du går ikke længere bort, æn at jeg kan rope
på dig.

Baronessen.
Nej, nej. - Vær nu fattet! Der kan intet ske.

Clara.
Og dog er jeg bange!

Baronessen.
Der er kongen.

Kongen (hilsende).
Mine damer, undskyld, at jeg har ladet

Dem vænte. Jeg er meget taknæmmelig over, at De er
her!

Baronessen.
Det er også ene på D. Maj.s højtidelige løfte, -

Kongen.
- som jeg ubrødelig skal holde.

Baronessen.
Jeg har opfattet det, som De ønsker at tale
med frøkenen i enrum -?

Kongen.
Deres nåde behøver bare at bestige den høj her.
Jeg vil anbefale den udsigt, som der finnes.

Baronessen.
Samtalen kan væl ikke vare længe?

Kongen.
I så fall tillader jeg Deres nåde at afbryde os.

SJÆTTE MØDE.

Kongen.
Må jeg ænnu en gang få takke Dem, og Dem sær-
skilt, for, at De har været så god at inrømme mig dette
møde.

Clara.
Det blir det eneste.

Kongen.
Jeg véd det. De har ikke villet svare mig på noget
af mine breve -

Clara.
- Jeg har ikke læst dem. -

Kongen.
Så stod for mig intet annet tilbage æn at hæn-
vænde mig til baronessen; ti De måtte høre mig, frøken.
(Taushed.)

Clara (sitrende).
Hvad har D. Maj. at sige mig.

Kongen.
Ja, frøken, således på én gang kan det ikke
komme. De vil ikke behage at tage plass.

Clara (bliver stående).

Kongen.
De skal ikke frygte. Jeg vil Dem intet ondt; jeg
kan ikke ville Dem noget ondt.

Clara (med tårer).
Hvad kaller De da den forfølgelse, som
nu har varet i over ét år?

Kongen.
Havde De værdigedes at læse et eneste af mine
lange, mange breve, De havde vidst det. - Jeg kaller
det en følelse, som er stærkere æn -

Clara (vænder sig for at gå).

Kongen (bange).
Nej, frøken, for alt, som er Dem kært, for-
lad mig ikke!

Clara.
Så må De ikke fornærme mig!

Kongen.
Er dette fornærmelse, så er vilkåret svært.

Clara.
Svært? - Nej, hvad De har gjort mod mig, det er
svært! - (Græder).

Kongen.
Græd ikke, frøken! - De véd ikke, hvor ondt
De gør mig.

Clara (harm.)
Men véd De, hvad det er at forsøge på at øde-
lægge en ung piges rygte.

Kongen.
Jeg gæntager det, at nu gør De mig uræt.

Clara.
Uræt? - Du store Gud! Véd De, hvæm jeg er?

Kongen (tager hatten ærbødigt af).
De er den kvinne, jeg ælsker.

Clara (stille, værdigt).
De har højtidelig lovet ikke at fornærme
mig.

Kongen.
Så sant solen nu faller gænnem æfter-års-løvet
på Dem og mig, jeg vil ikke, jeg kan ikke fornærme
Dem. - Men jeg skal rætte mig æfter Deres ønske.

Clara.
Når kongen siger sådant - som De nys - til en
fattig liden lærerinne, da er det ikke alene en fornær-
melse; men det er så fejgt, så lavt! At De har hjærte til
det, æfter hvad De har gjort mod min far!

Kongen.
Deres far? - Jeg?

Clara.
Véd De da virkelig ikke, hvæm jeg er?

Kongen.
Jeg forstår ikke -?

Clara.
Jeg mener, hvis datter jeg er?

Kongen.
Jeg véd bare, at Deres fars navn er Ernst. (Pludselig.)
Skulde De være en datter af -?

Clara.
Professor Ernst.

Kongen.
Republikaneren?

Clara (langsomt).
Ja. (Taushed.) Og behøver jeg at minne D. Maj.
om, at han blev dømt for - majestæts-forbrydelse. Hvor-
for? Han advarede universitetets ungdom mod kongens
slætte eksempel! (Taushed.) Han blev dømt til mange-
årigt fængsel. På flugten derfra brak han bægge sine
ben. Han lever nu som krøbling, landflygtig, - lever af
mit arbejde. (Taushed.) Hans liv har De ødelagt. Og så
prøver De også på at ødelægge mit!

Kongen.
Frøken!

Clara.
Det er harmeligt, at jeg græder. Det er ikke af med-
lidenhed med mig sælv æller med min far; men det er,
fordi al denne hjærteløse uræt oprører mig!

Kongen.
Gud er mit vidne, at kunde jeg gøre denne uræt
god igæn -! Men hvad kan jeg -?

Clara.
Lade mig være i fred, så jeg kan få arbejde, - det
kan De! Og mere forlanger ingen af os - af Dem!

Kongen.
Jeg må få gøre mere æn dette! . .

Clara (afbrydende).
Nej! - Kan De da ikke forstå det, at
den pige, kongen æfterstræber, ikke kan være lærer-
inne? Det eneste, De når, er at tage det brød fra mig,
hvormed jeg føder min far. - Å, min Gud!

Kongen.
Men, frøken, jeg mener jo ikke at -

Clara (afbrydende, stærkt).
At De ikke har så meget af en mans
hjærte, at De skammer Dem!

Kongen.
Ja, sig mig alt!

Clara (stolt).
Jeg har intet mere at sige Dem. Det var dette!
(Vil gå.)

Kongen.
Nej, gå ikke! De har jo ænnu ikke hørt mig! De
véd jo ikke, hvad jeg vil Dem?

Clara.
Skænsel!

Kongen (æfter, hæftigt).
De er i en grænseløs misforståelse!
Havde De bare læst et eneste af mine breve, så havde
De vidst, at De stod foran en, som De har ydmyget!
. . Ja, se ikke så vantroende på mig! Det er sant, så vist,
som jeg ved Dem er bragt til at ville sant! - De tror
mig ikke? (Fortvilet.) Hvorledes, hvorledes skal jeg -!
En man, som har trosset Deres foragt i over et år, og hol-
der fast ved Dem, uden at få se Dem, uden at få et ords
svar, forsagende alt annet, - han kan dog ikke bare gøre
dette af lætsinnighed! - Hæller ikke dette tror De?

Clara.
Nej.

Kongen.
Men så gives der dog ænkelte almene sanheder,
som De, Ernst's datter, må kunne tro! Jeg spør Dem
da, om De kan forstå, hvorledes en man blir slig, som
jeg var, den gang jeg gæntagende fornærmede Dem?
De kænner dog af Deres fars bøger den unaturlige na-
turlighed, hvormed en konge opdrages? Den sjæle-øde-
læggende sælv-beskuelse, som forhold og alle mænnesker
truer in på konge-barnet, så han ænog i sine drømme blir
et dobbelt-mænneske? Den slibrighed, hvori hans ånd
daglig glider, så som alt godt omkring ham gøres på ud-

stilling, alt ondt gives et forskønnende skin af finhed, ånd,
latter? Tror De, at en ung konge, der stormer ud i livet,
som jeg gjorde det, har noget til sin undskyldning, no-
get, som intet annet mænneske kan føre til sin?

Clara.
Ja, det tror jeg.

Kongen.
Tror De da, der er nogen løgn i den stilling, han
som konstitutionel konge træder in i? For bare at nævne
det første og største: kallet. Kan et kall være arveligt?
Kan værdens første og største kall være det?

Clara.
Nej!

Kongen.
Sæt nu, at han føler det sælv? Sæt, den unge
konge kænner, dels klart, dels dunkelt, en del af den
løgn, han står i, - og at han flygter for den in i et lystigt
liv? - Kan det ikke tænkes, at just han har noget godt
i sig alligevæl? - - kan det ikke?

Æn om han en morgen, solen faller in i rummet æfter en natte-svir, - og skinner på et ord, som står derinne, sagt ham samme nat, - et sant ord - (Stanser.)

Clara (ser forundret op).

Kongen.
- - "Jeg foragter Dem!" - -

Clara (gør en bevægelse).

Kongen.
Et sligt ord kan brænne megen løgn ud. - Og
den mun, som har sagt det, kan man længes æfter at få
i tale.

Aldrig har noget mænneske hadet kilden til sin fornyelse.

Havde De læst et eneste af de breve, som det var mig en trang at skrive, sælv om de ikke blev modtagne, - De vilde ikke have kalt dette en forfølgelse.

Clara (tier).

Kongen.
Og forfølgelsen mod Deres far -? Jeg vil ikke
undskylde mig; men dog minne om, at lov og domstol
har kongen intet med. Jeg nærer den dybeste agtelse for
Deres far.

Clara.
Tak!

Kongen.
Og det er just en af løgnene, at han blir dømt for
at sige om mig, hvad jeg tusene ganger har sagt om mig
sælv!

Clara (sagte).
Tør jeg tro det?

Kongen.
Havde De bare læst et eneste af mine breve! -
æller den lille digt-samling, jeg til sist sendte? - Da De
ikke modtog brevene, tænkte jeg, at en trykt bog -

Clara.
Jeg modtager ikke anonyme gaver.

Kongen.
Jeg inrømmer, at De var på Deres post, skønt
jeg ikke tilstår, at digtene var af mig! - Får jeg læse et?

Clara.
Jeg forstår ikke -?

Kongen.
Et jeg har sat mærke ved . . . for Dem? Det be-
viser, hvad De ikke vil tro.

Clara.
Når det ikke er af Dem?

Kongen.
Mærket, jeg har sat ved det, godtgør, at tanke-
gangen vedkommer mig. Får jeg måske lov til at læse
det for Dem?

Clara (ser op).

Kongen.
Bliv ikke alt for forundret, frøken! (Tager et ganske
lidet hæfte fræm.) Jeg har funnet det etsteds. (Blader.) Det
står meget snart over. - Tør jeg?

Clara.
Dersom jeg fattede -

Kongen.
Hvorfor jeg vil det? Simpelt hæn, fordi De har
forbudt mig at tale - som også at skrive; men ikke
ænnu at læse -!

Clara (smiler. Stilhed).

Kongen.
Véd De, - - en liden begivenhed i mit liv,
ikke så liden ænda, intraf nu, - nu nætop?

Clara.
Hvad er det?

Kongen.
Jeg så Dem for første gang smile.

Clara.
D. Maj.

Kongen.
Men, frøken, er også det en fornærmelse at se
Dem smile?

Clara (smiler).
Men skal jeg ændelig høre digtet, kan så
ikke også baronessen -?

Kongen.
Høre det! Med fornøjelse; - men ikke samtidigt!
Jeg ber! Ti jeg er en meget slæt forelæser. De kan få
det med til baronessen, om De synes?

Clara (smiler).

Kongen.
Tør jeg?

Clara.
Der er væl intet i det, som -

Kongen.
De kan afbryde mig, naar De sælv synes! - Det
hedder "den unge fyrste", og det skildrer . . . nu ja, jeg

skal intet sige, uden, at De må være af den godhed at
sætte Dem, for at jeg sælv kan få sætte mig; ti står jeg,
begynner jeg oven i købet at deklamere, og det gør jeg
ganske forskrækkelig slæt. - De kan jo rejse Dem
igæn!

Clara (smiler og sætter sig).

Kongen (sættende sig).
Altså: "den unge fyrste." (For sig.) Jeg
kan næppe ånde! - -

For tidlig smigret, derfor tidlig træt. (Afbryder.) Vænt lidt, frøken! Jeg lider stundum af . . .

Clara.
D. Maj. er ikke væl?

Kongen.
Fullkommen! Det er bare . . Nu ja:

Kongen (kommer igæn).
Undskyld, - det var ikke min agt at
opføre scener. - Men jeg kom til at tænke på - (Må atter
afbryde og går atter. Han opholder sig lidt i bag-grunnen, før han kommer
ned over igæn.) Det er, som De hører, frøken, ikke egenlig
noget dikt, d. v. s. ikke skrevet af en skald. En sådan vilde
have løftet det. . . . Det er tørt -

Clara.
Har D. Maj. mere at sige mig? (Stilhed.)

Kongen.
Hvis jeg overhovedet har mere at sige, så er det
til Dem.

Clara.
Undskyld!

Kongen.
Nej, undskyld De! - - Men De vil dog væl hæl-
ler ikke, at jeg skal lyve for Dem.

Clara (bort-vændt).
Nej.

Kongen.
De har ingen tillid til mig. (Bevæget. Dæmper det.) -
- Ære den dag De forstår, frøken, at det eneste i vær-
den, jeg nu trænger, - det er et mænneskes tillid?

Clara.
Den, der har talt som D. Maj. i dag, trænger sik-
kerlig noget mere.

Kongen.
Også mere, ja; men først - et eneste mænneskes
tillid!

Clara (undvigende).
Dette forstår jeg ikke -

Kongen (afbrydende, bevæget).
De har ikke levet så forholdsløst
som jeg.

Clara.
Men her er jo en hel gærning at tage forhold til.

Kongen.
Jeg har en gang læst om en elektrisk ledning i et
undermineret fjæll, fyllt af krudt. Bare et lidet tryk på
en liden knap, og den store klippe gik i millioner stykker.

Se, alt er færdigt! Men det lille tryk . . . er det, jeg vænter på!

Clara.
Billedet er noget vilkårligt.

Kongen.
Og er dog kommet så uvilkårligt, - ja, som De
nu bryder den kvist af. - Ænten dette - æller der sker
intet, ingen sprængning! Så forlader jeg alt, og lar mig
sælv synke.

Clara.
Synke?

Kongen.
Nu, - ikke som i romanerne, - ikke engang
som en sten går til bunds; men som en drømmer i skog-
åndernes fang . . . med et eneste navn i minne. Værden
skal da få skøtte sig sælv.

Clara.
Men det er jo lætsinnigt?

Kongen.
Ja vist er det så! Men jeg er lætsinnig. Alt på ét
kort! (Stilhed.)

Clara.
Så gid det måtte vinne!

Kongen.
Forvåven i at håbe er jeg i det minste, - og stun-
dum synes jeg at være vis på sejer!

Clara.
Dette er en yndig morgen.

Kongen.
- for en æfter-års-morgen at være; De har ræt.
Og ingensteds som i denne park.

Clara.
Men jeg forstår dog ikke rigtig den handling, som er
uden følelse af ansvar -

Kongen.
Enhvær tar det på sin vis. For mig må livsplanen
have noget gæmt innerst inne, som fortryller, - denne
gang et borgerligt, væl afstængt hus, som er mit, - hvor-
fra jeg går til mit arbejde, og hvor hæn jeg tyr tilbage,
som i et fang. Der er knappen på den elektriske ledning,
forstår De! Og trykket - ja, det vænter jeg på. (Stilhed.)

Clara.
Har De læst min fars bog: "Det folkelige konge-
dom?"

Kongen.
Ja.

Clara.
Den blev skrevet i min barndom. Jeg kan derfor
sige, jeg er vokset op i tanker, som . . . som dem, jeg
har hørt i dag. Alle gæster i vort hus måtte tale med om
dette.

Kongen.
Så hørte De sikkerlig også kronprinsens navn
nævne?

Clara.
Der er vist intet annet blevet så ofte nævnt i vort hus.
- Bogen, tror jeg, blev udtrykkelig skrevet for Dem.

Kongen.
Jeg kan føle det, når jeg læser den. - Ja, havde
man givet mig den den gang! - - Husker De, at også
Deres far gør alle reformer afhængige af, at den fyrste-
lige ring er brudt? At kongen, som han siger, blir gift
med sit folk, ikke til vænstre hånd, ikke i løgn, men i
full sanhed?

Ingen kan tænke med sit folk, som lever afsondret fra det i et stort slot hos en fræmmed princesse. Der leves ikke nationalt bag et kurrende hof i udenlandsk ceremoniel.

Clara (bort-vændt).
De skulde have hørt den varme, hvormed
far satte disse tanker fræm.

Kongen.
Og dog har han forladt dem?

Clara.
Han blev republikaner.

Kongen.
Ja.

Clara.
Min far blev så skuffet. (Stilhed.)

Kongen.
Det undrer mig stundum, at ikke alle er blet repu-
blikanere! Ænden er det, det ser jeg. Bare kongerne nu
var alvorlige nok til at skønne det.

Clara.
Det gøres dem så vanskeligt af omgivelserne.

Kongen.
Ser De, at også af den grun må begynnelsen på
en reform være hjæmmet. Tror De, en konge, som hvær
dag gik til sin gærning fra et hjæm, i alle dele som fol-
kets andre, i længden kunde gå fejl?

Clara.
Der er så mange forskællige hjæm.

Kongen.
Jeg mener et, hvori der er kærlighed . . i stedet
for stats-hænsyn; hygge . . i stedet for ceremoniel; san-
hed . . i stedet for smiger. Jeg mener . . ja, jeg vil ikke
lære en kvinne, hvad et hjæm er.

Clara.
Det er væl, som vi sælv er.

Kongen.
Naturligvis; - men da især, som kvinnen er.
(Stilhed.)

Clara.
Nu er solen ganske stærk.

Kongen.
Men den har dog møje med at trænge igænnem
løvet.

Clara.
Når solen faller som nu her, og løvet skælver . . .

Kongen.
- da skælver sol-plætterne også -.

Clara.
Ja, men det har en virkning, som alting skælver -
langt in vor følelse.

Kongen.
Det er sant. - Nej, hjæmmet er det kosteligste,
som et folk har skabt. Dets nationale ejendommelighed
har både minnerne og mulighederne i sig.

Clara.
Jeg forstår nu bedre, hvad De mente før.

Kongen.
At jeg vil begynne med begynnelsen?

Clara.
Ja. (Taushed.)

Kongen.
Jeg kan ikke annerledes. Hjærtet må være med.

Clara (smiler).
Min far havde sit hjærte hos sagen sælv.

Kongen.
Undskyld! - Er det ikke just det forholdsløse,
som har ledet Deres far til at skyde teorierne for langt
fræm? Udover forholdene?

Clara.
Måske. Havde mor levet - (Stanser.)

Kongen.
Så havde han taget det annerledes; - tror De
ikke?

Clara.
Jeg har undertiden tænkt det. (Taushed.)

Kongen.
Hvor her er stilt. Ikke en lyd.

Clara.
Jo, vand-springet.

Kongen.
Det er sant; man hører til sist ikke det stadig to-
nende.

Clara.
Hint skælvende er også i det.

Kongen.
De ser Dem om?

Clara.
Det er på tide at søge baronessen.

Kongen.
Hun er oppe på højen der. Skal jeg hænte henne?
- Æller: De holder af en stor udsigt?

Clara.
Ja.

Kongen.
Så lad os gå der op sammen!

Tredje mællem-spil.

__________

Tredje akt

En ældre hærre til en do.
Hvad foregår her?

Annen ældre hærre.
Jeg véd ikke. Jeg kom nætop.

En hånd-værker.
Jo, kongen kommer med henne her forbi.

Første ældre hærre.
Til kuren på slottet?

Hånd-værkeren.
Ja.

Annen ældre hærre (tagende sig en pris).
Og så vil de derinne
i adels-klubben demonstrere, kan jeg tænke?

Hånd-værkeren.
De siger så.

Første.
De har jo besluttet at udeblive fra kuren?

En fin hærre.
Enstæmmig besluttet.

En kone.
Å skidt!

Den fine hærre.
Hvad siger De?

Konen.
Jeg siger, at til at forføre borgerlige døtre nedlader
de sig nok, de der inne. Men til at ægte dem nedlader
de sig ikke. Men se, det gør kongen.

Hånd-værkeren.
Det var skam bedre, om han ikke nedlod
sig dertil, han med.

Konen.
Da kænner jeg folk, som siger, at hun skal være
rigtig et agtværdigt mænneske.

Den fine hærre.
De har nok ikke læst aviserne?

Første gamle hærre.
Hm; - vi bør være lidt forsigtige
med at tro aviserne.

Annen gl. hærre (byder pris).
Det glæder mig at høre! - Her
er så meget kunstigt. - Som nu den liderlige vise!

Konen.
Ja, den er laget derinne, den, jeg véd det.

Den fine hærre.
De får vogte Dem for, hvad De siger, De!

Konen.
Jeg siger bare, hvad jeg véd, jeg.

Konen.
Nu, der går det løs!

Hånd-værkeren.
Det har været så længe.

Konen.
De slås jo rent ud.

Den fine hærre.
Ja. Jeg hørte også nylig, hvad det gælder.

To ældre hærrer.
Hvad gælder det da?

Den fine.
Et par af de høje hærrer taler grovere om kon-
gen, æn statuterne tillader.

Hånd-værkeren.
Nu blir det skam alvorligt!

Den ene af de udkastede (uden hat og forreven, klavrer op igæn på
trappen).
Jeg vil tale til jer. I er bedre æn det pak der

inne! (Bravo-rop.) Jeg siger, kongen kommer her forbi nu
snart med et kvinfolk. (Bravo-rop, latter; sangen stanser, alle trænge
til; politi vil have ham ned; slagsmål.) Pib, når han kommer!
("Ned med ham!" og "Bravo!" og "Hurra!" høres om hin-
annen.) Jeg, grev Platen, siger det: Pib, hyl, gør katte-
musik, når han kommer! Han besudler tronen! Jeg,
grev Platen, siger det! ("Leve grev Platen!" - "Leve
kongen!" høres mod hværandre. Slagsmål. Greven rives ned og op et
par gange og taler, hvær gang han kommer op.) Han besudler tro-
nen. Han vil ægte en majestæts-forbryders datter! Fy!
- Jeg, grev Platen, siger det! Her er jeg! o. s. v. (Horn
høres. Rop: "Der er kongen!" "Nej, det er kavalleri! -
Kavalleri kommer! Kavalleri! Plassen skal ryddes!" Et
skud faller. Skrig, flugt, horn-signal. Tæppet faller.)

Scene-ændring.

FØRSTE MØDE.

En pige (rækker baronessen et kort).

Baronessen (læser).
Innenrigs-ministeren! - Lad ham kom-
me. (Iler mod ham.)

Gran (træder in).

Baronessen.
Vælkommen tilbage, D. excellence! - Har
De så funnet ham?

Gran.
Ja, nu er han opdaget.

Baronessen.
Og De har talt med ham?

Gran.
Ja.

Baronessen.
Så må jeg hænte datteren!

Gran.
For Guds skyld -

Baronessen.
Hvad er det?

Gran.
Han er lige i døden!

Baronessen.
Hvad siger De?

Gran.
Jeg skulde mælde Dem fra kongen, at han har be-
stilt extra-tog til kl. 10, - så lige fra kuren tager hun af-
sted til sin far. Kongen sælv følger.

Baronessen.
Det var smukt af kongen!

Gran.
Altså - om De vilde gøre alt i stand til en nat-rejse?

Baronessen.
Ja.

Gran.
Og det, uden at frøkenen mærker det. Kongen vil
ikke, hun skal vide noget om sin fars tilstand før kuren,
og han vil sælv mælde henne det.

Baronessen.
Derfor er jeg taknæmmelig. - Men hvad
sagde professor Ernst? - Hvorfor har han ikke svaret
på datterens breve? - Hvorfor har han gæmt sig for
henne? - Er han virkelig uforsonlig?

Gran.
Uforsonlig? - Ikke alene mod henne, men mod
os alle, som har gjort fælles sag med kongen.

Baronessen.
Virkelig! - Behag at sætte Dem! -

Gran (bukker, men sætter sig ikke).
Jeg talte først med hans læge,
som fulgte mig der hæn. Da havde Ernst ikke på fjorten
dager kunnet røre sig. Han sad i en stor stol. Men da han
fik se mig og fattede, hvæm jeg var, sansynligvis også,
hvad jeg vilde, - kunde han ikke alene røre sig; men
han greb bægge sine krykker og rejste sig på dem! . .
Det magre, aske-grå åsyn, de feber-flammende øjne i
hulningerne . . . det svære hår og skæg -

Baronessen.
Han må have været forfærdelig -

Gran.
Som et flammende sværd ud af en sky! Det var fra
hin side tilværelsen . . . det var evighedens had!

Baronessen.
Jesus!

Gran.
Da jeg ændelig fik mæle, hilste jeg fra hans datter
og spurte, om hun måtte få se ham. - Der skød noget
dunkelt i hans øjne, der fųr et øjebliks farve over åsynet:
"Hun skal få . . ." han kom ikke længer, han tapte kryk-
kerne og falt om, lægen ilte til, det var længe, vi trodde,
han var død.

Baronessen.
Men han kom sig?

Gran (som har vændt sig, kommer igæn).
Jeg væntede et par timer,
før jeg tog tilbage. Da mældte lægen, at han var vågnet,
men at afgørelsen vist ikke lod vænte på sig - næppe et
døgn.

Baronessen.
Det har grebet Dem?

Gran.
Ja.

Baronessen.
Men hvad mente han? "Hun skal få . . .?"

Gran.
Jeg har studeret på det.

Baronessen.
Han kan dog ikke gøre henne noget ondt?

Gran.
Han kan modtage henne, som han har modtaget mig.

Baronessen.
Når kongen er med?

Gran.
Just da!

Baronessen.
Ja, det vil jo være forfærdeligt! - men om-
stæmme henne vil det ikke.

Gran.
Det må vi håbe!

Baronessen.
Jeg er sikker! Hennes karakter-styrke er
grænseløs. - Den er faderens egen.

Gran.
Ja, dette er også min eneste trøst.

Baronessen.
Hvad mener De dermed? - Det klinger så
mismodigt?

Gran.
Jeg mener det, som sant er: at på hennes karakter-
styrke er alt stillet.

Baronessen.
At altså kongen . . . ?

Gran.
Her var meget at sige, fru baronesse; men undskyld,
jeg har ikke tid denne gang. (Bukker.)

Baronessen.
Hvorledes går det med valgene?

Gran (stanser).
Godt; - hvis nu bare intet intræffer!

Baronessen.
Hvad kunde intræffe?

Gran.
Situationen er overlæsset; - man kan vænte alt.

Baronessen.
De er bekymret, D. exc.?

Gran.
Jeg har den ære at anbefale mig.

Pigen (kommer).
Politi-adjutanten, som fulgte D. exc., ber om
at få tale med Dem.

Gran.
Nu kommer jeg. (Til baronessen.) Der er arrangeret et
slags gade-opløb her lige ved - foran adels-klubben.

Baronessen (forskrækket).
Hvad siger De?

Gran.
Bliv ikke bange! Også vi har truffet vore forholds-
regler. - Frue! (Går.)

ANNET MØDE.

Baronessen.
Han har gjort mig angst . . . Alt kommer på én
gang! - Hun har haft en anelse om, at der fejlte hen-
nes far noget . . . jeg har mærket det; men hun har intet
villet sige. -

Clara (kommer, færdig-klædt).

Baronessen.
Er du der, mit barn? Og færdig?

Clara.
Ja.

Baronessen (ser på henne).
Nu, - elegantere konge-brud har
vist alle set; men en yndigere (Kysser henne.) - ingen!

Clara.
Der ruller en vågn in?

Baronessen.
Det skulde være kongen!

Clara.
Det er jo for tidlig; men alligevæl: - Gud give, det
var ham!

Baronessen.
Er du bange?

Clara.
Nej, nej, - der er noget annet, - noget, som du
ikke, . . . noget . . . det er, som om en forfølger mig
. . . og jeg véd, hvæm det er! . . Bare når kongen er her,
har jeg fred! Gud give, det var ham! - (Går for at se.)

Pigen (kommer in).
En dame ønsker at tale med frøkenen.

Baronessen.
En dame?

Clara.
Nævner hun ikke sit navn?

Pigen.
Hun er tilsløret . . . og meget elegant.

Clara (bestæmt).
Nej! - Jeg modtager ingen!

Baronessen.
Ingen person, som vi ikke kænner. Du véd jo
det!

Pigen (nølende).
Men jeg tror det er . . .

Baronessen (imod; bestæmt).
Hvad vil dette sige? - Clara,
gå! -

Damen (slår sløret til side).
Kænner De mig?

Clara. Baronessen.
Princessen!

Princessen.
De er Clara Ernst?

Clara.
Ja.

Princessen (går stolt forbi baronessen).
Lad os være ene! (Baro-
nessen går.) Før jeg tog til slottet, vilde jeg tage hid, -
sælv med fare for at træffe kongen.

Clara.
Han er ænnu ikke kommet. (Stilhed; den varer længe.)

Princessen.
Har De tænkt over, hvad De nu gør?

Clara.
Jeg tror det.

Princessen.
Men jeg tror det ikke. - Har De læst, hvad
bladene siger om det? Hvilken som hælst af dagens
aviser?

Clara.
Nej; - kongen har fritaget mig for det.

Princessen.
Men de breve, som er sændt Dem? Ti jeg
véd, man har skrevet Dem til.

Clara.
Kongen har også fritaget mig derfor. Han modtager
brevene.

Princessen.
Véd De, her er udbrudt et folke-opløb lige
ved?

Clara (forskrækket).
Nej?

Princessen.
Man vil modtage Dem med piben, hujen, sten-
kast. (Da hun ser, det virker.) De væntede væl ikke sådant?

Clara.
Nej.

Princessen.
Hvad gør De?

Clara (ikke straks, og stille).
Jeg følger kongen.

Princessen.
Ja, det er en ærens vej, De der drager kon-
gen in på! - Og jeg siger Dem, den vil blive værre, jo
længere fræm! - De kan umulig have beredt Dem på
alt, De vil få at gennemgå.

Clara.
Det tror jeg dog.

Princessen (overrasket).
Hvad vil det sige? - Hvorledes?

Clara (bøjet).
Jeg har bedt til Gud.

Princessen.
Pyt! - - Jeg mener, De kan ikke have over-
vejet, i hvilken ulykke De styrter kongen? I hvilken skam
og uro det hele folk? (Clara tier.) De er jo ænnu så ung. De
kan ænnu ikke være aldeles forhærdet, - hvilken fortid
De æn har haft.

Clara (oprejst).
Jeg har ingen dårlig fortid haft.

Princessen.
Så-å? - Hvilken fortid har De da haft?

Clara.
En lidelsesfull, princesse; - en arbejdsom. (Stilhed.)

Princessen.
Kænner De kongens fortid?

Clara (bøjet).
Å-ja.

Princessen.
Deres blir dømt efter hans, - hvilken den så
har været.

Clara.
Det vidste jeg! . . . Og det sagde han mig.

Princessen.
Se, se! - Når det kommer til stykket, er det
et offer, De bringer ham? - - Ælsker De kongen?

Clara (svagt).
Ja.

Princessen.
Nej, hør: ælskede De kongen, da bragte De
ham virkelig et offer! Vi er bægge kvinner, vi behøver
ikke at tale om det. - Men sannelig, det består ikke i at
ville være dronning.

Clara.
Det er ikke jeg, som har villet det.

Princessen.
De har ladet Dem overtale? - - Ænten be-

drager De Dem sælv, min pige, eller De bedrager ham?
Kanske har det begynt med den ene og ænder i det an-
net. Ti nu kan det ikke længer være skjult for Dem,
hvæm som her bringer offer. Han er jo for Deres skyld
allerede overdækket med foragt.

Clara (brister i gråd).

Princessen.
Angrer De det, så vis det, så vis det i gær-
ning.

Clara.
Jeg angrer det ikke.

Princessen (forundret).
Hvad gør De da?

Clara.
Jeg ber Gud om kraft til at tåle.

Princessen.
Lad være med dette! Det er en afskylig uklar-
hed, halvt anger og halvt hykleri. Det ene således filtret
i det annet, at det ikke mere er til at løse op. Men De
må tro, vi andre forstår, at hællighed og det, - jeg ikke
vil nævne, - passer ille sammen! - Lad være med de
kunster, siger jeg! Det irriterer mig.

Clara.
Princesse, vær ikke ond. - Jeg har det ondt nok
før.

Princessen.
Hvorfor i al værden så ture videre fræm? -
Er der uklarhed i det, så tag mod belærelse! - De har
jo ænog Deres far imod Dem?

Clara.
Ja. (Kaster sig over en stol.)

Princessen.
Han har gæmt sig bort fra Dem. De véd ikke,
hvorledes han har det, - krøbling og syg som han er. -
Og De er samtidig balklædt, med rose i hår, - på vej til
kur på slottet! Gænnem folke-opløp og foragt, over Deres
syge far, fræm for at blive dronning? Hvilken rå lætsin-
nighed! Hvilken formastelig sammenblanding af det, De
tror er kærlighed, pligt, offer, prøvelse, - med troløs
ærgærrighed!

Kongen? De stoler på kongen? - Kongen er skald. Han ælsker det usædvanlige, opsigt-vækkende. Modstanden pirrer ham. Just den driver ham til at tro sin kærlighed uændelig.

En uge æfter giftermålet er det slut. Hvis modstanden ikke var kommet, vilde det være slut før. Jeg kænner kongen bedre æn De; ti jeg kænner hans troløshed. Den er ligesom hans kærlighed - uændelig.

De er bevæget? Ja, det svider at se solen i øjnene. Jeg kan tale med derom. Jeg er alene kommet for at sige, hvad jeg véd.

Nu, jeg har set Dem, kan jeg sige, at jeg véd én ting mere, og den vil jeg også sige. Hvis De virkelig tillader kongens rige natur at forville sig in i noget, som vil stanse hele hans bane, - da vænder det i tidens fylle så forfærdeligt om mod Dem sælv, at De dør af det. Ti De har en natur, ser jeg, som troløshed, anger, foragt kan dræbe.

De ser så bønlig på mig? - Nej, jeg kan ikke tage et ord tilbage! Men det, jeg havde besluttet, før jeg kom hid, kan jeg nu sige: - for Deres fræmtid skal jeg sørge. Jeg er ikke rig; men så sant jeg står for Dem: De skal leve omsorgsløst til Deres død, og mere æn det: i overflod. Ingen tak! Jeg gør det for kongens skyld og det folks, jeg tilhører. - Det er min pligt. - De behøver kun nu at rejse Dem og følge til min vågn. (Byder hånd.)

Clara (som er gleden ned af stolen).
Var det så læt, - da var det
længst - længst sket.

Princessen (vænder sig; kommer igæn).
Rejs Dem! (Rækker hende
hånden til hjælp.) Ælsker De kongen?

Clara.
Ælsker ham? Jeg er et moderløst barn. Jeg levede
ensomt med en politisk forfulgt far; jeg fik tidlig idealer
i min sjæl.

Disse idealer bydes mig en dag i en bøn til mig: "hvis jeg vil, skal de få liv!"

Der er noget stort i dette, princesse, noget almægtigt, - et kall fra Gud sælv.

Princessen.
Det er et digt, han har budt Dem! Et digt!

Clara.
Så vil jeg leve dette digt! - Jeg har givet det min
sjæl, og jeg har styrket det i hans.

Princessen.
Og De tror, det skal vare?

Clara.
Ja.

Princessen.
Det bør De også tro, frøken, - lige til han har
nåt sit mål.

Clara.
Mener De giftermål, så vil jeg sige, at det er ikke
vort mål.

Princessen (forundret).
Hvad for noget?

Clara.
Vort mål er at udrætte noget sammen; vor kærlighed
skal invie det og omvokse det.

Princessen.
Dette svar? - - Denne tanke - -? Men
hvilken sikkerhed har De?

Clara.
For hvad?

Princessen.
At dette ikke er lagt in i hans sinn af Dem?
At han ikke sælv - flagrer bort? . . .

Clara.
Om jeg behøvede nogen: han forsagede for min skyld
sin fortid; over ét år væntede han. - Har han gjort det
før? Han har vist ikke behøvet det!

Princessen (gør en bevægelse).

Clara.
Ti jeg rejser klage mod dem, som har forført denne
"rige" natur, som De sagde! Mod mig kan den ikke rejses,
princesse. (Stilhed.) Jeg stansede ham, så godt jeg kunde,
da han kom til mig - som til de andre. (Stilhed.)

Det er vist intet offer at blive hans hustru. Den, som ælsker, kan ikke tale om offer. - Men i den stilling, jeg nu går in, blir jeg mer miskænt æn den simpleste i riget. - Hvorledes har De sælv talt til mig i dag, princesse? (Stilhed.)

Det er ikke offer at tåle sådant for den, man ælsker. Det er hæller ikke jeg, som har nævnt ordet; - og hvad offer, De mente jeg burde have bragt, forstår jeg ikke engang, skønt også jeg er kvinne.

Men vidste De, princesse, hvilken smærtelig kamp jeg har gænnemgåt, før jeg fik kraft til at følge ham mod far og mod eder alle, - da talte De ikke til mig om at bringe offer. Da talte De overhovedet ikke til mig, som i dag. Ti De er ikke ond, og De mener det jo i grunnen godt med mig. (Længere stilhed.)

Princessen.
Dette er alvorligere, æn jeg vidste. - - Stak-
kels barn, desto alvorligere vil skuffelsen blive!

Clara.
Ikke med ham!

Princessen (i tanker).
Kan han være forandret? - - At dette
var det, som skulde kunne binde ham -? - - - Kom-
mer han sælv for at hænte Dem?

Clara.
Ja.

Princessen.
Hvad skal denne kur til? Hvorfor udæske rigets
dignitarier? Når han så alligevæl vil føre et simpelt bor-
gerligt liv?

Clara.
Han vilde det så.

Princessen.
En spænnende episode i hans digt! Hvorfor fik
De ham ikke fra det?

Clara.
Fordi jeg holder med ham.

Princessen.
De véd måske ikke rigtig, hvad det er? Hvilken
ydmygelse kongen må gænnemgå?

Clara.
Jeg véd bare, jeg synes om, at her faller full offent-
lighed, og jeg synes om, at han har mod.

Princessen.
Der er tross i dette. (Clara tier.) - - De går i
den kjole? Vil De møde til kur med den kjole? (Clara tier.)
Jeg siger, der er tross i dette.

Clara.
Jeg har ingen bedre.

Princessen.
Hvad vil det sige? - Kongen kan jo -? Spil-
ler I komedie?

Clara (undselig).
Kongen får ikke lov til at give mig noget, -
ikke før - (Stanser.)

Princessen.
Sørger han da ikke for Deres ophold her? (Ser
sig om.)

Clara.
Nej.

Princessen.
Det er baronessen -?

Clara.
- og jeg. Vi er bægge lige fattige.

Princessen.
Ja, hun har jo mistet sin stilling?

Clara.
- for min skyld. Ja. - - Og De, princesse, som har
kænt henne - ti hun har også en gang været Deres lærer-
inne - kan De virkelig tænke om baronessen, at hun
vilde være mig tro, - når hun ikke tænkte, det var rig-
tigt? - De viste henne sådan hån, da De trådte in.

Princessen.
Jeg er her kommen op i den allerubegribeligste
roman. - - Altså: Dem ælsker kongen?

Clara (bøjer hovedet).

Princessen (bestandig betragtende henne; stille).
Han kan ælske . . .
han kan gøre lykkelig . . . han er strålende . . . Nu får vi
se, om De skal lide for alt det, han har brudt . . . De er
ikke den første, han har ælsket.

Clara.
Princesse!

Princessen.
Ja, betænk det! - Der hæfter tårer ved Deres
lykke.

Clara.
Det er hårdt at bebrejde mig dem.

Princessen.
Undskyld mig! - Jeg mente det hæller ikke.

- - Der er ænnu tid til at gøre et større toilette. Om
De ingen gave tør modtage af kongen; - af en annen?
En konges brud - er dog en konges brud.

Clara.
Han har sagt mig, at jeg behøvede ikke mere.

Princessen.
I hans øjne væl ikke. - Men vi damer forstår
sådant bedre. - Om alene et hals-smykke? Tør jeg byde
Dem dette? (Vil løse sit.)

Clara.
Jeg vidste, De var god. - Men jeg tør ikke.

Princessen.
Hvorfor ikke?

Clara.
Fordi . . . fordi man vilde tro - (Brister i gråd. Stilhed.)

Princessen.
Hør, mit barn, det hele er vanvid. Men da det
ikke kan ændres . . . når nu kuren begynner, så stiller
jeg mig ved Deres side, og skal siden ikke forlade Dem.
Sig kongen det! Farvæl!

Clara (mod henne).
Princesse.

Princessen (modtager og kysser henne. Hvisker).
Har han hæller ikke
fåt kysse dig?

Clara (ligeså).
Jo.

Princessen (kysser henne én gang til).
Ælsk ham! (En vågn høres.)

Baronessen (kommer).
Jeg hører kongens vågn.

Princessen.
Jeg vil ikke møde ham. - Baronesse! (Giver
henne hånden.) Jeg kan komme ud den vej? (Peger mod den dør,
hvorfra baronessen kom.)

Baronessen.
Ja. (De går ud af den.)

TREDJE MØDE.

Pigen (mælder).
Kongen!

Kongen (civil-klædt, uden ordener).
Clara!

Clara.
Min væn! (De omfavnes.)

Kongen.
Hvad er det?

Clara.
Hvilket -?

Kongen.
Princessens vågn her?

Clara.
Jeg skal hilse dig fra henne. Hun gik nu -

Kongen.
- og hun -?

Clara.
- sagde, at hun straks ved kurens åbning vilde
stille sig ved min side og være der, til vi forlode slottet.

Kongen.
Er det muligt?

Clara.
Det er sant.

Kongen.
Du har erobret henne! Ti hun kan erobres! - Et
stort forvarsel! - Så det kunde hun! - - - Hvad vil
adelen sige til det?

Clara.
Den blir jo borte?

Kongen.
Du véd det?

Clara.
Jeg véd også, at der er opløb foran adelsklubben.

Kongen.
Også det? - Og er ikke ræd?

Clara.
Jeg vilde kanske være det; - men der er noget
annet, jeg er mere ræd. (Trykker sig in til kongen.)

Kongen.
Og det er?

Clara.
Du véd det. (Stilhed.)

Kongen.
Har du følt uro for ham også i dag?

Clara.
Den hele dag, - uafladelig.

Kongen.
Ja, nu kan jeg sige dig, hvor han er.

Clara (hæftigt).
Ændelig! Har du funnet ham?

Kongen.
Gran har været hos ham.

Clara (som før).
Er det langt herfra?

Kongen.
I kvæld med extra-tog, lige fra kuren, tager vi
bægge der hæn. Vi er der i morgen tidlig.

Clara (kaster sig om hans hals).
Tak, tak! - Du er god. - Hvor-
ledes har han det? Er han syg?

Kongen.
Ja.

Clara.
Jeg vidste det! - Og uforsonlig?

Kongen.
Ja.

Clara.
Jeg føler det! (Gæmmer sig hos ham.)

Kongen.
Har du angst?

Clara (hæftigt).
Ja!

Kongen.
Kære Clara; når du får se ham, vil det gå over.

Clara.
Ja, lad mig få se ham!

Kongen.
Innen tolv timer fra nu af! Og jeg skal være hos
dig.

Clara.
Du er god. - Denne angst er ikke til at holde ud!

Kongen.
Der står kamp om dig!

Clara.
Å! - (Gæmmer sig igæn hos ham.)

Kongen.
Trøst dig! Snart er den slut!

Clara.
Jeg tror det sælv. Ja, jeg véd det. - Og hos dig
- nu, du ser på mig således! - er det over!

Kongen.
Ikke ganske!

Clara.
Jo! - Lad os gå lidt!

Kongen (gør det).
Og flytte tankerne på noget annet! Véd du,
hvorfra jeg kommer?

Clara.
Måske?

Kongen.
Fra vort lille hus i parken.

Clara.
Og vi kørte der forbi i går.

Kongen.
Der vil du have bare én omkring dig! Ti hvor du
går der inne, følges og mødes du af tanker, som jeg har
tænkt om dig. Og ser du ud af vinduerne, æller stiger ud
på altanen, - i hvær fjæll-linje, hvært ælve-sving - i
slætterne, skogene, buskerne er der atter gæmt tusener
af tanker om dig - kald på dem, og de vil slå ring om dig!
- Lad os sætte os!

Clara.
Det er jo som i æventyret.

Kongen.
Jeg er også æventyrets siste prins. (De har sat sig;
hun på hans knæ.) Og du er den lille pige, som, ført af gode
ånder, kom til det fortryllede slot og vakte ham. Han
havde sovet troll-søvn i tusen år!

Clara.
I tusen år!

Kongen.
Egentlig er jeg ikke jeg, og du ikke du. Det troll-
doms-belagte kongedom har i dyre-ham gjort lidenskabens
gærninger om natten og sovet om dagen, lige siden folkene
var på vandring æller ordnede sig. Nu kommer den voksne
folke-brud og løser det ud.

Clara.
Du finner så meget på for at narre min angst ifra mig.
- Og det lykkes dig altid. - Jeg er bare så bange, du til
sist skal tro, jeg er uden kraft, uden mod, fordi jeg har
denne svaghed.

Kongen.
Du har mere styrke, æn jeg! Mer, æn alle, jeg
har kænt.

Clara.
Det væl ikke. Men følte jeg ikke, at jeg havde nogen,
da - vær vis på det! - vilde jeg ikke prøve på at dele
dit liv.

Kongen.
Jeg skal forklare dig! Nogle har en tilværelse, som
er åndigere, finere æn andres, fordi deres hud er næn-
sommere. Det er dette som ligner svaghed. Men just disse
drager med tusen rod-tråde kraft til sig af dybere lag og
står med frisk, rig krone, når de andres tørker, og med
smidig styrke, når de andres knækker. - Sådan er
også du!

Clara.
Du er overmåde rig, når du skal uddele karakteristik.

Kongen.
Nej, hør nu! - Den gang jeg forfulgte dig, var din
forskrækkelse så uændelig, at det ligesom hvimlede for
mine øjne og øren af millioner angst-rop og skælvende
bevægelser, . . . jeg blev sælv angst! - Er det svaghed
at føle så dybt, at en annen må in under intrykket?

Clara.
Måske -

Kongen.
Og da jeg fant dig igæn, - - den forståelse,
hvormed du hørte på mig -

Clara.
- skal vi nu ikke tale om! (Kysser ham.)

Kongen.
Hvad skal vi da tale om? Det er ænnu lidt for tidlig
at tage afsted. - Å, jeg har det! Om det intryk, du i kvæld
vil gøre, når du på bagvaskelsens mørke grun stiger fræm
i de lyse sale. "Er det henne?" vil de tænke og få noget
i øjnene, noget, som bringer dem til at tro, der er perler
og gull strød over dit hår, over din dragt -

Clara.
Nu, nej, nej! (Lægger hånden over hans mun.) Men der gav
du mig noget at sige. - Du gør dig idelig umage med at
trøste mig over den bagvaskelse, jeg er udsat for. Det er
ikke nødvændigt. Jeg skal fortælle dig en liden historie.

Kongen.
Fortæl!

Clara.
Som barn så jeg en ballon blive fyllt. Der kom en
hæslig lugt. Siden, da jeg så ballonen lysende stige, tænkte
jeg: Å-hå! Det er det hæslige, som er brænt! Når det først
er brænt, kan det løfte, ja, da kan det ænog lyse!

Når jeg siden hørte stygge ting om min far, følte jeg det brænne i min sjæl, tænkte på ballonen og kænte noget af det samme, - at så falsk en anklage slog flammer og løftede! Jeg kan sige, den ballon er gåt lysende over mit liv. Da længere hæn bagvaskelsen rammede mig sælv . . . og dig, - hvært ord brænte; men straks var jeg også løftet, højt, højt. I så ren luft lever jeg aldrig, som en stund æfter at hæsligt et ord er brænt op af min harme.

Kongen.
Jeg vil straks give mig ifærd med at bagvaske dig,
når det kan have så lysende følger! Jeg tager et udvalg af
dagens aviser, - du, Pompadour, du! - Du, Dubarry!
Du Fylloxera, som æder hele landets moralske vin-avl!
Du blå-øjede lande-ulykke, som bringer kurserne til at
synke af bare forskrækkelse, ministrene til at falle, val-

gene til at boble og skumme - å, du rumsterende nisse,
som fyller aviserne og kaféerne med pudder, alle tante-
hjærner med fluer og kongens højst-egen med millioner
amorin-galskaber! Véd du, at foruden alt det onde, du gør
i dag, så gør du revolution ti år fræm! Og ingen kan vide,
om du ikke også virker hundre år tilbage, æller flere,
idet du vænder de fyrstelige og adelige fædre i deres
grave . . . !

Clara.
Hold dog op! - Baronessen! -

FJÆRDE MØDE.

Baronessen (i kåbe over sin bal-dragt og med Claras kåbe over armen).
Jeg
tillader mig at forstyrre. Tiden er nok inne.

Kongen (som tillige med Clara har rejst sig).
Vi har forslåt den med
dumheder.

Baronessen.
Og er komne i godt lune derved?

Kongen (tagende sin hat).
I det allerfortræffeligste! Her, dyre-
bare, (Tagende Claras kåbe.) slår jeg om dig den siste skjulende
bagvaskelse. Når vi atter tager den af, står du i dit eget
lys. - Kom! (Byder armen, og de går halvt dansende op mod baggrunnen,
da døren springer op, og i denne stirrer en udtæret skikkelse på dem, lænet til
to krykker. Han har vildt hår og skæg og en blod-strøm ud af munnen.)

Clara (opgiver et forfærdelsens skrig).

Kongen.
Hvad er det? - I himlens navn!

Clara.
Min far!

Kongen.
Hvor er han? - - Gå og se! -

Baronessen (som rask har set sig om i rummet, åbner døren, der straks har
lukket sig).
Jeg ser ingen!

Kongen.
Se ud i gangen! (Hun gør det.)

Baronessen.
Nej, hæller ingen!

Clara er sunket i kongens armer. Æfter et par trækninger er hænderne falne
ned og hovedet bag over.

Kongen (ser det).
Hjælp mig!

Baronessen (iler til; skriger).
Clara!

Fjerde akt

Gran.
Er det dig.

Flink.
Som du ser. (Går op og ned. Taushed.)

Gran.
Jeg har ikke set dig - siden sist her.

Flink.
Nej. - Du har taget dig jule-ferier?

Gran.
Ja. - Ællers får jeg nok nu ferier for altid. Valgene
går os imod.

Flink (gående).
Jeg hører det. - Præsterne, reaktionen sejrer.

Gran.
Det vilde ikke være sket, hvis ikke hennes ulykkelige
død - (Stanser, sukker.)

Flink.
Guds dom, siger præsterne, siger kvinnerne, reak-
tionen -

Gran.
- og almuen. De tror det virkelig.

Flink (stanser).
Ja, tror ikke du det?

Gran (æfter et ophold).
Jeg lægger den i alle fall annerledes ud -

Flink.
- æn præsterne? Naturligvis. Men at historiens
fatum her var ude, - hvæm kan tvile?

Gran.
Fatum - påtog sig hennes fars skikkelse?

Flink.
Om hennes far åbenbarede sig for henne i sin døds-
stund -? (Løfter skuldrene.) Ligegyldigt! Jeg tror ikke på
sligt. - Men på hennes pinte samvittighed tror jeg. -
På dens angst-billeder tror jeg.

Gran.
Jeg omgikkes henne, og jeg tør innestå for, at hun
ingen ond samvittighed havde. Med begejstring gik hun til
sin opgave.

Flink.
Hvad døde hun så af? Af begejstring?

Gran.
Af spænning under det for stærke tryk. Opgaven var
for stor. Tiden var ikke inne. (Vemodig.) - Vort forsøg
skulde dø.

Flink.
Der er dommen! Det skulde dø!

Men hun ropte i sin døds-stund: "min far!" Og halvhundre mil derfra døde just han. Ænten så hun ham, æller hun tænkte ham i vejen for sig.

Men hans blodige, mishandlede krøblinge-skikkelse i vejen for henne på hennes forbryderske gang mod tronen, - - er det ikke et billede på den mishandlede mænneskehed? Den rejser sig mod kongedømmet, når det vil sone, - just da! Dets brøde gænnem tusener af år er for stor. Fatum er ubøjeligt.

Gran.
Altså: nu er vi kvit kongedømmet?

Flink.
Nu er vi kvit det forræderske forsøg på at sone det
med det moderne samfun. - Gud ske lov! I pagt med
præster og reaktion sørger det atter uforstyrret for sin
undergang.

Gran.
Så er jo alt væl.

Flink.
For så vidt, ja. - Men her var et stærkt republikansk
parti, som nød alles agtelse og som var i overordentlig
fræmgang, - - hvor er nu det?

Gran.
Jeg vidste, det var derom, du kom.

Flink.
Jeg er kommen for at kræve rægnskab.

Gran.
Jeg vilde i dit sted ikke komme således - til en
slagen og såret væn.

Flink.
Det republikanske parti har ofte været i nederlag; -
aldrig før i foragt. Hvæm har voldt det?

Gran (som hidtil har arbejdet med en pænne-kniv).
Der er ingen af os,
som tror, at vi fortjæner foragt.

Flink.
Den, der sviger, fortjæner den altid.

Gran.
Herfra og til republiken er dog et stykke vej. Også
det må gås.

Flink.
Man kan væl ændelig gå det uden at svige.

Gran.
Det er min faste tro, at, hvad vi gjorde, det var ræt.
Det kan mislykkes både første, annen og tredje gang;
men det er det eneste, som skal gøres.

Flink.
Der sagde du din dom.

Gran (opmærksom).
Hvad mener du dermed?

Flink.
Der må sørges for, at slige forsøg ikke oftere gøres.

Gran.
Således. - - Nu begynner jeg at forstå dig.

Flink.
Det republikanske parti er sprængt. For en mænne-

alder er det lagt øde i foragt. Men et samfun uden et repu-
blikansk parti er uden idealitet, uden sanheds-trang i sin
politik - og i mer æn i den!

Derfor bærer du ansvaret.

Gran.
Du gør mig for stor ære.

Flink.
Ingenlunde! Din anseelse, dine personlige egenskaber
og forbindelser har forført dem.

Gran.
Hør nu et ord. Du overvurderede mig i dit håb til
mig. Du overvurderer mig nu i din dadel. Du overvurderer
virkningerne af vort fall, - du kan overhovedet ikke annet
æn skyde over målet. Derfor er du en fare for dine
vænner. Du frister dem, - i lykken deres handle-kraft
til overdåd, i ulykken deres mismod til fortvilelse. Din
grænseløse lidenskabelighed formørker dit kloge hoved.
Du er ikke kallet til at stå dommer over nogen. Ti de
sanheder, som ligger rene i din sjæl, hvirvler du i striden
med in i dit raseri, og der taber du dem. Så lidt er de da
længere sanheder, at de i din hånd kan begå forbrydelser.

Flink.
Å, spar din logik! Ti den, du har, har jeg lært dig! -
Mit synde-register lætter ikke dit, - det er hele mit svar!
- Det er ikke som sanheden, jeg står her; jeg skryder mig
ikke op. Nej, just som den lidenskabelige ælsker, den
lidenskabelig fortørnede spør jeg dig in i din samvittig-
hed: hvad har du gjort af vor fælles kærlighed? Hvor er
den hællige sag, vi sammen opælskede? Hvor er vor ære,
vore vænner, vor fræmtid?

Gran.
Jeg har ærbødighed for din lidelse. - Men kunde du
ikke også have nogen for min? Æller tror du ikke, jeg
nu har lidelse?

Flink.
Man handler ikke som du uden at være ulykkelig ved
det. - Men her er flere, og vi har rægnskab at kræve.
Svar mig!

Gran.
Du - du, min gamle væn, du er den, som vil tage
dette på dig?

Flink.
Gud skal vide, jeg havde hælst set en annen gøre det.
- Men ingen kan kræve det, som jeg . . . ingen har ælsket
dig, som jeg! Mit håb til dig var for stort, siger du! Jeg
vilde bare, bare, du skulde være tro! Jeg var så ofte bleven
skuffet; . . . men i dig, i din tause vilje tænkte jeg at

have en alvorlig borgen for, at, så længe du levede, holdt
sagen sig ædel, stræng. Med din anseelse var den rejst,
med din formue var den støttet; den behøvede ikke alt
for mange martyrer! . . . Du var lykken i mit liv; ved dig
fik min sjæl sin kraft igæn.

Gran.
Min væn!

Flink.
Jeg, den gamle, . . . du, den unge! . . . Du var en
hel, harmonisk natur; . . . jeg, jeg trænger at støtte mig til
en sådan.

Gran.
Flink, - gamle kammerat!

Flink.
Nu står du der - brudt i dig sælv, - og alt i og
om os har du brudt ned, hele livet har du brudt ned . . .
for mig i det minste -

Gran.
Sig det ikke!

Flink.
Du har forrådt min tro til mænneskene . . . til mig
sælv; ti jeg tog jo fejl - også siste gang! Hjærte-bladet
i min tilværelse, - ja, nu har jeg bare igæn at kræve
rægnskab!

Gran.
Hvad vil du? Sig det!

Flink.
Du skal stå for mit åsyn med våben i hånd, - du
skal dø! (Stilhed.)

Gran (uden egenlig at blive overrasket).
Derved gør du dig sælv
mest ulykkelig, gamle væn.

Flink.
Du tror, du skal skyde sikrere? (Går hæn til kassen.)

Gran.
Derpå tænkte jeg ikke. Men på dit liv bag æfter. -
Jeg kænner dig.

Flink (åbner).
Spar din omsorg! Mit liv bag æfter blir ikke
langt. - Du har sørget for, at i den nærmeste mænneske-
alder har jeg intet at leve for, og til den næste når jeg
ikke. Derfor skal forbi være forbi. (Tager pistolerne op.)

Gran.
Vil du her -?

Flink.
Hvorfor ikke? Her er vi ene. -

Gran.
Kongen sover i næste rum. (Peger på døren ved pulten.)

Flink (ser op).
Er kongen her?

Gran.
Han kom i nat.

Flink.
Nu, det vil vække ham; men han skal så vækkes
alligevæl.

Gran.
Det vilde være forfærdeligt! Nej!

Flink.
Så? - For ham har du forrådt mig. Du gjorde det

i samme stund, du atter kom sammen med ham. Han har
trolldoms-magt over dig. - Lad ham få høre og se, hvad
han har gjort! Her! (Byder pistolerne.)

Gran.
Vænt! Det, du der sagde, bringer mig til at tvile.
Det syvende og siste er altså hævn?

Flink.
Hævn?

Gran.
Ja, misforstå mig ikke. Jeg søger ikke udflugter.
Kunde jeg sælv vælge, - nu, så valgte jeg intet hæller
æn døden! Men jeg spør, fordi alt, som sker, hælst bør
have en fornuftig årsag. Mod en hævn-følelse, så ille
grunnet, stiller jeg mig ikke op.

Flink (som har lagt pistolerne på bordet).
Jeg hader den man, som
har forført dig, det er sant.

Da jeg nævnte grunnen, hvorfor jeg påtog mig at kræve rægnskab, glæmte jeg kanske denne.

Men ét er dommens fullbyrder; et annet er dommen sælv. Og dømt er du, fordi du har forrådt vor sag, fordi du siger, det er rigtigt at gøre det. Enhvær kommende skal vide, hvad sådant koster. Livet koster det.

Gran.
Væl!

Flink.
Pistolerne er ladte. Jeg har sælv gjort det. Jeg tæn-
ker, du ænnu har lidt tillid til min ærlighed.

Gran (med smil).
Det har jeg.

Flink.
Én har kugle, én ikke. - Vælg!

Gran.
Hvad for noget? - Sæt, at jeg -?

Flink.
Frygt ikke! Guds-dommen - én gang til! Du træffer
ikke den skarpladte. - Vi står bryst mod bryst.

Gran.
Du besørger dom, udfordring, våben-valg, kamp-
måde -

Flink.
Er du utilfreds dermed?

Gran.
Ingenlunde! Alt så såre vælkomment! Uden sekun-
danter. Væl! Men stedet? -

Flink.
Stedet? her!

Gran.
Forfærdeligt!

Flink.
Hvorfor det? - (Holder bægge pistoler fræm.)

Gran (bøjer sig til sist ned og kysser henne).
Du har ræt! Hvorfor
dø for teoriernes gråt i gråt, når det farverige liv banker

ved vort hjærte? - Den, som er ælsket, har dog noget
at leve for.

Flink.
Hvis du ikke var ælsket, min væn, skulde du hæller
ikke dø. - Der vil rejse sig et skrig i landet fra konge-
borgen til hytten. Men just derfor! Jo større skrig, jo
større stilhed bag æfter. Og i denne stilhed nævner det
store: hvorfor sig. -

Gran.
Forfærdeligt! Jeg vil ikke! (Løfter den stumme op til sig
som et barn.)

Flink (nær til ham).
Det er ikke teorier, du står foran, - se
på mig!

Gran.
Flink!

Flink.
Siden det ikke kan være her, - så kom ud i par-
ken! (Pakker pistolerne in.)

Gran (til pigen).
Du får gå, min væn!

Flink (med kassen under armen).
Nej, lad henne være her; men
følg du!

ANNET MØDE.

Kongen.
Hvad er det? - (Et skud høres.) Hvad er det?

Kongen.
Hvad er det, Falbe? (Pigen løber ud.)

Falbe.
Hs. excellence innenrigs-ministeren -

Kongen.
Hvad han?

Falbe.
- er dræbt -!

Kongen.
Innenrigs-ministeren? - Gran?

Falbe.
Ja!

Kongen.
Gran dræbt? Hvad er det, du siger?

Falbe.
- at han er dræbt!

Kongen.
Gran? - Umuligt? - Hvor? Hvorledes? - Jeg
hørte ham jo tale? . . . Nu . . . her? - -

Falbe.
Dræbt af ham - den grå - den hvide, ham -
republikaneren -

Kongen.
Af Flink? Jeg hørte også hans stæmme -

Falbe.
- i parken! Jeg så det sælv!

Kongen.
Så du det sælv! Usling! (Løber ud.)

Falbe.
Hvæm kan gå mod en rasende -? (Æfter.)

(Dørerne står åbne. En man ses springe. "Hvor?" Et par æfter. Derpå en ældre kvinne forbi: "Herre Jesus!" Flere forbi: "Gud, å, Gud!" - "I parken, siger du?" Udenfor høres "Doktoren!" "Hænt doktoren!" Man hører dører åbnes og slås i, trav i trapper og ganger og rop fra forskjællige steder og i forskællig afstand: "I parken?" - "Hvæm har gjort det?" - "Han går mod fossen." - "Æfter ham!" - "Æfter ham!" Mange forbi. Udenfor: "Nej, kom I med mig!" - "Hænt en bære-bør fra fabriken!" - Imidlertid kommer kongen in).

Kongen (ene; forstyrret; siger intet ord. Ændelig fræm).
- - - Hvil-
ket lykkeligt smil han havde! - Ganske som hun. -
- Ja, det må være lykke! (Dækker sit ansigt.) Også han døde
for mig! Mine to eneste - (Dækker sit åsyn.) Så det koster
det at ælske mig? - - - Straks! Straks! - - Ja,
straks!

__________

(Der høres gang af mange folk. "Denne vej!" - "Til det blå kammer!" Kvinner, børn, mæn drager forbi, og midt i bland dem bæres Gran på en båre. En ældre kvinne går først, grædende; de fleste græder. "Hvorfor skulde han dø?" høres der. Den stumme pige ved liget. Alminnelig jammer. Der høres: "Han var så god!" "Han var det bedste mænneske i værden!")

Kongen.
"Han var det bedste mænneske i værden!" Ja.
- - - Og han døde for min skyld! Behøves ros over
mit liv, så er dette den største! - Er I nu sammen? Æl-
ler hvorledes? - - - Giv mig et tægn! -

__________

(Fogdens røst høres: "Er det her, han ligger?" Der svares: "Nej, i det blå kammer; - der hæn!" - Generalens røst: "Og gærnings-mannen er undsluppen?" "De søger æfter ham i fossen." - Præstens røst: "Græsseligt!")

Generalen.
Kære, er det ikke kongen?

Alle.
Kongen?

Fogden.
Skulde kongen være kommen? - Det må være
i nat?

Grossereren.
Lad mig se; - jeg kænner ham personlig.

Generalen.
Ganske vist er det kongen?

Fogden.
Virkelig?

Grossereren.
På den rørelse kænner jeg ham! - Det er
ham.

Generalen.
Stille! Lad os sagte gå videre. (Begynner.)

Fogden (ligeså).
Han er i sorg. Naturligvis.

Grossereren (æfter).
Først hint slag, så dette -

Præsten (gående, sagte).
Guds dom!

Kongen (farende op).
Hvæm? Hvad? (Kommer.) Hvæm sagde
det?

Alle (stanser, tager hattene af og bøjer sig).

Kongen.
Her in. - (De kommer skyndsomt.) Hvæm sagde: Guds
dom?

Generalen.
Undskyld, D. Maj., men vi gik just vor morgen-
tur; - jeg er på jule-besøg her hos min væn, grosserer
Bang, som har en fabrik her, en filial, - og så traf vi
fogden og præsten og slog følge, - da et skud falt, -
her. Vi tænkte ikke videre derved. Men da vi kom nær-
mere, så vi folk løbe og hørte jamrende rop. Vi stansede
naturligvis - vi gik nærmere! - Da fortaltes, at hs.
exc. innenrigs-ministeren -

Kongen.
Hvad skal jeg med al den snak! (Generalen bukker.)
Hvæm sagde: "Guds dom!" -? (Stilhed.)

Kongen.
Men så svar!

Fogden.
Hr. pastoren, . . . tror jeg . . .

Kongen.
Og det har du ikke mod til sælv at sige mig?

Generalen.
Hs. ærværdighed er måske ikke vant til at stå
foran en kongelig person.

Præsten.
Det er første gang . . . at jeg har den ære at tale
med D. Maj. . . . jeg havde ikke straks fatning til -

Kongen.
Men til slige store ord har du straks fatning? -

Hvad mener du med det: - "Guds dom"? - - Jeg
spør: hvad mener du med det? - -

Præsten.
Jeg véd sannelig ikke sælv . . . Det kom så-
ledes -

Kongen.
Nu lyver du! - Der sagdes: "Først hint slag,
så dette!" Og derpå: "Guds-dom!"

Fogden.
Således var det, D. Maj.

Kongen.
Først hint slag? Dermed mentes min trolovedes
død. Ikke sant?

Grossereren. Præsten.
Jo, D. Maj.

Kongen.
Og med dette slag - min væn, min kære væn!
(Bevæget.) Hvorfor dømte Gud disse to til døden? (Stilhed.)

Generalen.
Er det ikke meget ubelejligt, at vi just nu skulde
ufrivillig komme til at forstyrre D. Maj., hvis sinn, na-
turligvis, må være så dybt rystet . . .

Kongen (afbrydende).
Jeg spør: hvorfor dømte Gud disse to
til døden? - Er du præst, så vedstå dine tanker!

Præsten.
Ja, D. Maj., jeg tænkte . . . jeg mente, at Gud
på en forunderlig måde . . . havde stanset D. Maj. -

Generalen.
- havde ønsket at stanse - mener De væl? -

Præsten.
- på den vej, mange kalte så uhældig . . . vil
jeg sige så skjæbne-svanger for folket, for kirken . . .
stanset D. Maj. -

Generalen (sagte).
- ønsket at stanse -

Præsten.
- ved at tage fra D. Maj. de to, som . . ., de
to, som . . ., først henne, som - -

Kongen.
Henne, som?

Præsten.
- som var -

Kongen.
- som var -? En skøge, der vilde på tronen?

Præsten.
Dette er Deres ord og ikke mine. (Tørrer sig.)

Kongen.
Vedstå, de også er dine!

Præsten.
Jeg vedstår, at jeg har hørt, . . . at man har
sagt -

Kongen.
Bed Gud, at du en ænkelt gang må stå så ren,
som hun i sin daglige tanke! (Brister i gråd. Hæftig.) Hvor
længe har du været præst?

Præsten.
I fæmten år.

Kongen.
Du var altså præst, den gang jeg førte et uværdigt
liv? Hvorfor talte du ikke den gang til mig?

Præsten.
Allernådigste konge, -

Kongen.
Alene Gud er den allernådigste konge! Ingen
Guds-bespottelse!

Præsten.
Det er ikke mit kall, at -

Generalen.
Hr. pastoren er præst her i bygden -

Fogden.
- nærmest for fabrik-folk.

Kongen.
Ikke dit kall? Men at overfalle mine kære døde
med Guds domme og med nedrige løgne - det er dog
dit kall?

Fogden.
Jeg havde den ære kun at kænne én af de - af-
døde. Kongen hædrede ham med sit vænskab -, den
største ære, en undersåt kan nå. Jeg må vidne, at æd-
lere hjærte, højere sinn, tausere troskab kan sjælden
finnes.

Generalen.
Må også jeg få nytte den lejlighed, tilfællet -
jeg tør sige så ubeskedent - har givet mig til at trænge
in i min fyrstes sorg - for hvilken det hele folk, men
da især de, der i følge sin høje stilling er kallede til at
være tronens og fyrstens støtter, har en så dyb ærbødighed
- må jeg nytte denne lejlighed (jeg tør sige på tuseners
og atter tuseners vægne!) til at tolke den deltagelse, den
uskrømtede smærte, som vil udbrede sig med sælve bud-
skabet om dette nye store tab, som har rystet D. Maj.'s
hjærte, og som på ny vil vække så megen forfærdelse
i landet og gøre det nødvændigt med den yderste stræng-
hed at gå fræm mod partier, for hvilke intet er hælligt,
ikke kongens nærhed, ikke landets højeste æres-hværv,
ikke det private hus's ukrænkelighed, - partier, hvis
blotte tilværelse er oprør, og som ikke længere bør tå-
les -

Kongen.
Du glæmmer deltagelsen, min bedste?

Generalen.
Deltagelsen?

Kongen.
Ikke for republikanerne, - men for mig!

Generalen.
Just deltagelsen for D. Maj., som det hele folk
vil føle, den -

Kongen.
Må bruges? -

Generalen.
Kan der tænkes et dyrebarere bevis på den om-
sorg, folket nærer for sin souveræn, æn at det, dybt gre-

bet af angst, i denne højtidelige stund roper: Ned med
tronens fiender!

Kongen (bort-vændt).
Nej, til denne løgn har jeg ikke nerver
og muskler! -

Fogden.
Jeg må ganske slutte mig til generalen. Den kær-
lighedens, taknæmmelighedens, højagtelsens følelse, -

Generalen.
- den hængivenhedens arv, som fra D. Maj.'s
højsalige forfædre -

Kongen.
Præst, hvad vil det sige, at mine forfædre er
højsalige?

Præsten (æfter en betænkning).
Det er en ærværdig tale-måde,
D. Maj.

Kongen.
En ærværdig løgn, vil du sige. (Stilhed.)

Kongen.
Der kommer sanheden! - Og du kommer til
mig. Ti du véd, at vi to kan sørge sammen. - - Men
jeg græder ikke som du. Ti jeg véd, han gik længe med
denne hæmmelige længsel; han er altså lykkelig. - Nu,
græd ikke så tungt! Husk, at om du tabte, han vant!
Og du ælskede ham jo! - -

Med hånden på dette hoved, som hvilte fordringsløst og rent mod hans hjærte, vil jeg sige eder noget til minne om min væn. (Pigen lægger sig in til ham i sorg.) Gran var landets rigeste man. Hvorfor havde han ingen frygt for folket, - men turde give det udstrakt sælv-styre?

Grossereren.
Hr. Gran var med alle sine store egenskaber
en fantast.

Kongen.
Han havde ikke arvet hele sin umådelige formue.
Størstedelen var erhværvet.

Grossereren.
Som forrætnings-man var hr. Gran hævet
over al ros.

Kongen.
Og dog en fantast? Dette er en modsigelse. -
Du kalte mig engang nøglen for din kasse.

Grossereren.
Jeg tillod mig i underdanighed den spøg, -
som dog var alvor, fullt alvor!

Kongen.
Hvorfor væntede han, den døde, sikkerhed for sin
kasse nedenfra, ved i tide at gøre ræt, - og ikke oven-
fra?

Fordi han forstod sin tid. Egenkærligheden hindrede ham ikke i det. - Dette er min ligtale. - - Rejs dig! - - Forstod du, hvad jeg sagde? - Græd ikke så! (Hun trykker sig in til ham, hulkende.)

Præsten.
Han var en overmåde stor man! Når D. Maj.
siger det, så fatter jeg det. Men vær forvisset om,
D. Maj., at om vi ikke har den lykke at se så langt, så
fordoms-frit, - om vi er inskrænkede til at håbe sta-
tens frælse i et annet system - vi er ikke D. Maj. min-
dre tro for det! Ikke mindre hængivne! Det bliver en
undersåtlig pligt nu at sige det, da D. Maj. i sit mismod
synes at glæmme det, - synes at glæmme, at også vi
vænter alt af D. Maj.s nåde, visdom og rætfærdighed.
(Sveder.)

Kongen.
Besynnerligt! - Han, som døde, sagde mig al-
drig noget sådant. (Stilhed.)

Han havde den største forrætning i landet. Da jeg kom og bad ham at forlade den, gjorde han det. - Og til sist døde han for mig.

Gå, du, min væn, in til ham! Du er troskabens eget stumme billede.

Skønt jeg ikke fortjæner en sådan vagt, . . . for de afdødes skyld får jeg den nok, når nu også jeg . . . (Stanser.) Ja, gå nu derin! Jeg kommer! Hører du, - jeg kommer! - Så! (Siger æfter henne, hvær gang hun på vejen vænder sig.) Straks! - Så! - Bare om en liden stund! Gå nu!

Grossereren.
Undskyld, D. Maj.; men her er forfærdelig
hedt, og dette tryk for hjærtet, som jeg plages af, gør
mig bange. - Skulde ikke D. Maj. tillade, at jeg drog
mig tilbage?

Fogden.
- En bøn, som også jeg i underdanighed tør
fræmsætte. D. Maj. synes at være stærkt oprørt, og jeg
tænker, vi alle nødig ved vor nærværelse - om også ufri-
villig - vil øge en sins-lidelse, så naturlig for D. Maj.'s
store hjærte, ædle taknæmmeligheds-følelse, høje forsorg
om -

Kongen (afbrydende).
Hys-s-s-s-s! Lidt respekt for den
sanhed, som følger døden! Forstå mig rigtig: - jeg
mener om ingen af jer, at I vil lyve. Men luften omkring

kongen er inficeret. - Og det var herom, - et par
ord. Jeg har kort tid. Men et testamente -

Præsten.
- testamente?

Kongen.
Hværken det ny æller gamle! - Hils det, som
her i landet kaller sig kristendom, - hils det fra mig!
- Jeg har tænkt meget på kristen-folket i den siste tid.

Præsten.
Det glæder mig!

Kongen (stanser).
Den tone skærer mig! - Hils det, der
kaller sig kristendom her i landet fra mig - - nej,
stræk ikke sådan hals og krum ikke sådan ryg, som om
værdens visdom nu kom! (For sig.) Kan det også nytte
at sige noget alvorligt? - - (Højt.) I er jo kristne?

Generalen.
Gud bevar's -! Troen er overmåde nyttig -

Kongen.
- for disciplinen. (Til fogden.) Men du?

Fogden.
Jeg er af mine salige forældre -

Kongen.
Så også de er salige? - Nu, hvad de?

Fogden.
De opdrog mig strængt til at frygte Gud, ære
kongen -

Kongen.
- og ælske broderskabet. - Du est et stats-
individ, foged. Et sådant er kristen nu til dags. Men
du? (Til Bang.)

Grossereren.
Jeg har i den senere tid så lidt kunnet gå
i kirke for hostens skyld. Og i den usunne luft -

Kongen.
- sovner du. - Men kristen er du?

Grossereren.
Forstår sig.

Kongen.
Og du er det naturligvis?

Præsten.
Ved Jesu nåde håber jeg det.

Kongen (knipsende med fingrene).
Der er formelen, gutter! Sådan
skal der svares! - Altså, I er et samfun af kristne, -
og det er ikke min skyld, om et sådant ikke optager al-
vorligt, hvad der rører kristendommen. Hils den da fra
mig, at den bør have et øje med kongedømmet.

Præsten.
Med sådant befatter kristendommen sig ikke. Den
undersøger det indre mænneske! -

Kongen.
- Jeg véd det, - ikke luften, som patienten lever
i, men lungerne! Fortræffeligt! - Alligevæl, - kristen-
dommen bør have et øje på kongedømmet! Bør plukke
løgnen af det! Bør ikke følge det til kroning i kirke, som
en abe følger en påpfugl! Jeg véd, hvad jeg følte i den

situation. Jeg havde holdt prøve på den dagen i forvejen
- ho, ho! - Spør kristendommen i landet, om det ikke
kan være på tide at tage sig af kongedømmet? Den burde
næppe - så synes mig! - længer lade kongedømmet
være den store forførende skøge, - hun, som opdrager
alle borgeres tanker på krig, - hvilket er meget imod
kristendommens bud! - og på kaste-forskæl, på luxus,
på skin-væsen og forfængelighed. Kongedømmet er jo dog
nu så stor løgn, at det tvinger sælv de rætskafneste til
at nærme sig det i løgn.

Fogden.
Men dette forstår jeg ikke, D. Maj.

Kongen.
Ikke det! - Du er sælv en rætskaffen, en brav
man, foged.

Fogden.
Jeg véd ikke, om det atter behager D. Maj. at
spøge?

Kongen.
Det er mit ramme alvor, at din rætskaffenhed ikke
er nok påskønnet.

Fogden.
Det gør mig usigelig godt at høre de ord af
D. Maj.

Kongen.
Har du nogen orden?

Fogden.
D. Maj.'s regering har ænnu ikke værdigedes at
kaste sine øjne på mig.

Kongen.
Det vil oprættes. Vær vis på det!

Generalen.
At have dette af Hs. Maj.'s egen mun er det
samme som udnævnelse. - Jeg er virkelig lykkelig ved
at være den første, som kan gratulere!

Grossereren.
I lige måde!

Præsten.
Må også jeg få lov! Jeg har haft den ære at virke
i fogdens nærhed i mange år; jeg véd, hvor fortjænt en
sådan udmærkelse er.

Fogden.
Dybt rørt må jeg da få lov til at nedlægge min tak
for D. Maj.'s fødder. Udmærkelsen skal ikke have ram-
met en uværdig! Man tilstår ikke gærne sådant; men
jeg er en oprigtig man, som vedkænner mig, at et af mit
livs højeste mål har det været en gang at blive delagtig-
gjort -

Kongen.
- i denne løgn. - Just sådant mente jeg. Så
længe sælv rætskafne mæns tanken lever i slig saus, har
kristendommen ingen levende gærning i landet.

Hvad ordenen angår, får du den bestemt af min æfterman.

Altså: kristendommen må i kast med kongedømmet! Og kan den ikke få løgnen af det uden at dræbe det, så dræb det!

Generalen.
Deres Majestæt!

Kongen (rask til ham).
Det samme gjælder den stående armé,
kongedømmets skabning. Jeg tror ikke, en sådan inræt-
ning med alle dens fristelser for magten, med alle dens
uundgåelige laster og vaner, blev tålt, hvis kristendom-
men var levende.

Præsten.
Men D. Maj.!

Kongen (rask mod ham).
Det samme gjælder stats-kirken - og-
så kongedømmets skabning! Var her stærk kristendom i
landet, så røg denne saligheds-forrætning i skyerne som
en ond lugt.

Fogden (bebrejdende).
Konge!

Kongen (rask mod ham).
Det samme gælder den konstige ulig-
hed, du præker med rinnende tårer. Jeg hørte dig her
en gang. - Hin kaste-forskæl støttes af kongedømmet.

Grossereren.
Men lighed? - Det er en umulighed?

Kongen.
Gør du først den mulig, som kan blive det, så tier
sælv socialisterne om resten!

Jeg siger eder: kristendommen har lagt idealerne ned. Kristendommen lever på dogmer og formler i stedet for på idealer.

Præsten.
Dens idealer fører bort her fra til himlen -!

Kongen.
- Ikke i ballon, sælv om den er klinet ihob af alle
bibel-blade! Kristendommens idealer bærer til himlen, når
de først er virkeliggjorte her.

Præsten.
I et fromt levned.

Kongen.
Ja. (Stanser.) Men årker kristendommen ikke mere,
æller vil den aldrig mere æn skabe nogle ensommme tro-
ende?

Præsten.
Der står skrevet: få er de udvalgte.

Kongen.
Altså, den har på forhånd opgivet det! - Er dette
sant? - Så har jeg jo atter taget forfærdelig fejl.

Fogden.
Jeg tror, pastoren har ræt, at kristendommen aldrig
har befattet sig med sådant, som D. Maj. her fordrer.

Kongen.
Men kunde den ikke komme til at gøre det, me-
ner jeg?

Præsten.
Den vilde derved tabe sine innerlige mål. Bibelen
taler aldrig om sådant.

Kongen.
Opfatningen, virkeligheden har jeg mod mig; -
jeg véd det. Men fræmtiden kan komme med en
annen.

Præsten.
Kristen-folkets mønster er den første menighed.

Kongen (vænder sig fra ham).
Ja, tag for mig mønstret, hvor I
vil, bare det blir til noget!

Generalen.
Jeg må sige, at jeg beundrer det skarp-blik,
hvormed D. Maj. kan trænge in, sælv i de dybsinnigste
æmner.

Grossereren.
Ja, jeg har aldrig hørt magen! Det er højst
mærkværdigt. Jeg forstår det ikke rigtig; jeg er ikke aka-
demisk dannet.

Kongen.
Og jeg, som tænkte, at i kristen-folket fik jeg en-
gang mine forbunds-fæller, mine fortsættere! Man vil jo
så nødig slippe alle håb!

Jeg tænkte, kristen-folket vilde engang storme de store løgn-beholdere i det moderne, så kalte kristelige samfun, - storme dem, intage dem! Og da begynne med kongedømmet, fordi dertil hører mest mod, fordi dettes løgne går dybest og længst. Jeg tænkte, kristendommen engang vilde prøve på at blive samfunnets salt.

Hils den ikke fra mig! Jeg har intet sagt, og jeg vil den intet.

Jeg er hvad man kaller en forladt og forrådt man . . . forrådt af livets idealeste magter . . . Ja, - så er jeg færdig!

Generalen.
Men hvad mener D. Maj.? Forladt? Forrådt
- af hvem? Hvor er forræderne? Sannelig -!

Grossereren.
D. Maj., som nylig var så oppe -?

Kongen.
Lad ikke det forundre dig, min bedste! Jeg er en
blanding af begejstring og blaserthed; - skud af udle-
vede slægter kommer ikke højere.

Ja, tak for det tålmod, hvormed I hørte på mig! Det hele havde ingen hænsigt - uden østersens, at gabe, før den dør. - Farvæl!

Generalen.
Men jeg kan ikke bringe det over mit hjærte at
forlade kongen i en så mismodig stæmning.

Kongen (stanser).
Det må du ændelig forsøge, min tapre væn!
- Ikke så sturen, foged! - Tænk, når engang alvor-
lige mæn blir lige så skamfulle over, at der er slige løgne
til, som du nu er over ikke at få del i dem! - Da kunde
kanske jeg også være konge! Nu har jeg ikke nerver og
muskler stærke nok . . . Jeg forekommer mig sælv, som
var jeg trængt ud til denne strimmel gulv, jeg går på.

Fogden.
Det være mig tilladt at sige, at mine iagttagelser
her, til dels af smærtelig art, samler sig i det hoved-intryk,
at D. Maj. er overanstrængt.

Kongen.
Gal, mener du?

Fogden.
Gud bevare mig for at bruge sådanne ord om min
souveræn.

Kongen.
Altid i stilen! Nu, - at dømme æfter, at alle de
andre tror sig kloge, må jeg utvivlsomt være den gale.
Det er et gammelt rægne-stykke. - Og sannelig: er det
ikke, når alt kommer til alt, galskab at tage sig nogle
småting så nær? Nogle udlevede, stakkars former, nogle
ærværdige, uskadelige fordomme, sælskabelige sædvaner
og annet pusleri? -

Generalen.
Aldeles således!

Fogden (samtidig).
Fullkommen rigtig!

Grossereren (samtidig).
Ganske talt ud af mit hjærte.

Præsten (samtidig).
Nætop, hvad jeg den hele tid har tænkt!

Kongen.
Hvortil så måske kommer nogle overspænte ideer,
kanske ænog farlige - som den om kristendommen.

Præsten (ivrigt og innerligt).
D. Maj. tager fejl af kristendom-
mens opgaver.

Fogden (ligeså).
Kristendommen er en ren privat sag, D. Maj.

Generalen (ligeså).
D. Maj. forlanger alt for meget af den.
En trøst for døende -!

Kongen.
Og vigtig for disciplinen.

Generalen.
Gudbevar's!

Grossereren (fortrolig).
Kristendommen er ikke længer så al-
vorlig nu til dags uden for ænkelte - (Skotter til præsten.)

Kongen.
Æfter denne kontra-prøve på mit rægne-stykke
siger jeg som så: i et så flakt samfun, hvori der ingen

synnerlig forskæl er på løgn og sanhed, såsom det meste
er formler uden dybere mening, - og hvori idealer hol-
des for overspænt, farligt tøj - - er det ikke meget mor-
somt at leve.

Generalen.
Å, hvad, D. Maj.? - Det går, he, he, he! -

Kongen.
Ja, hvis man kunde slås med det! - Men dertil
må man være flere, - og bedre udrustet æn jeg.

Generalen.
Æn D. Maj.? D. Maj. er den højeste begavelse
i D. Maj.s riger og lande! Ja, undskyld, - sådant skal
ikke siges. Det kom uvilkårligt.

Fogden.
Jeg tror, at derom er der bare én mening.

Grossereren.
Tviler D. Maj. om Deres egen begavelse, så
tviler De sannelig om alting!

Præsten (medlidende).
Det er annet, D. Maj. mangler. Tør jeg
sige det? Det ene fornødne! -

Kongen.
Du har ræt! Sætte mig til med det! Gå i kloster!
- Skade, at grunloven har forbudt mig at være katolik.
- Ællers kunde jeg slippe så næmt.

Generalen.
He, he, he, he, he! -

Fogden.
Der går en tone gænnem D. Maj.'s tale, som om
D. Maj. tænkte på at - (Stanser.)

Kongen.
Rejse bort? - Ja.

Alle.
Rejse bort?

Generalen.
Hvad vil det sige? Altså nedlægge regeringen?
For Guds skyld!

Grossereren (lige så forskrækket).
Overlade os alle til prinsen,
pietisten -!

Præsten (uvilkårlig glad).
- og til hans mor?

Kongen.
Du blev glad, præst! - - Det skal også blive et
syn at se henne og sønnen i frihed - med alle de kjole-
klædte præster bag æfter!

Generalen.
He, he, he, ha, ha, ha!

Grossereren (samtidig).
Hå-hå-hå! - Jeg får sådan hoste,
når jeg ler.

Kongen (alvorlig).
Det var ikke min agt at vække latter i dø-
dens hus. Det hyler jo gænnem de åbne dører og ganger!

Fogden.
Med al respekt for kirken, - hertil - et tron-skifte
i pietistisk ånd - vil det store fler-tal dog ikke, det skal

komme. Truer D. Maj. med tron-frasigelse, faller det til
fode.

Generalen.
Et tron-skifte nu vilde alminnelig holdes for en
folke-ulykke. Derfor tør jeg innestå med mit hoved!

Grossereren (ligeså).
Ja, vær fullkommen overtydet derom,
D. Maj.

Kongen.
Højtærede! I får tage følgerne af eders egne hand-
linger!

Fogden (fortvilet).
Men disse tænkte vi ikke, de skulde blive!

Generalen. Grossereren.
Nej, D. Maj.!

Kongen.
Så meget værre. - Hvad byder I mig? At stige
op - for at holde en annen nede! Er dette opgave for en
man? Jammer!

Fogden (bekymret).
Vi byder mere! D. Maj. er i en skæbne-
svanger misforståelse! Hele D. Maj.'s misstæmning kom-
mer af, at De tror Dem forladt af Deres folk, fordi val-
gene går D. Maj.'s planer imod. Intet mindre! Folket
frygter omvæltninger; men sin konge ælsker det!

Grossereren.
Sin konge ælsker det!

Kongen.
Du hvide due, som tillidsfull dalede på min hånd,
- du fik prøve dets kærlighed til mig!

Fogden.
Personer omkring kongen kan mishage; systemer
kan skifte; men kærligheden til kongen består!

De andre.
Ja!

Kongen.
Hold dog op!

Generalen (varmt).
D. Maj. kan befale os alt! Men at tie med
ytringen af et frit folks frit budne hyllning af hængiven-
hed, af troskab, af arvet fyrste-kærlighed, det kan De ikke
befale os!

Fogden (bevæget).
Der er ingen, som ikke vil ofre sit liv for
D. Maj.

Grossereren (bevæget).
På folkets kærlighed må De sannelig
ikke tvile, D. Maj.! Prøv os!

Kongen.
I vil trøste mig, godt folk? Men så må det, min
sjæl, ske med mer æn med ord! Fortvilelse forlanger for-
tvilelsens bevis.

Generalen.
Forlang hvilket som hælst!

Fogden (meget bekymret).
D. Maj. er virkelig i nød!

Kongen.
Ja, jeg er i nød! - Fra i går af har jeg denne lille

ting hos mig. (Tager en revolver fræm. Alle forfærdes.) Den frir for
al løgn.

Præsten.
Gud i himlen!

Kongen.
Jeg bad, den gang Gran falt, om et tægn. Da kom
I. - Jeg kan jo tage fejl. Og er der af den magt, som
styrer, til det afgørende øjeblik sendt mig fire tilfællige
mæn, - og er der af disse en eneste en, som mener,
hvad han siger sin konge, at han af kærlighed til ham kan
gøre alt, - så skal jeg tro, - tro på, at jeg ænnu har
noget at udrætte.

Præsten.
Det vilde jo være en stor synd at tvile herpå!

Kongen.
Den tone! - I vil jo give eders liv for mig?

Alle.
Ja, D. Maj!

Kongen.
Så gør det! (Rækker revolveren til præsten.) Du frælser
mit liv ved det.

Præsten.
Det er mig ufatteligt - og derfor syndigt.

Kongen.
I har jo kærlighed til mig?

Alle (fortvilede).
Ja, D. Maj.!

Kongen.
Kærligheden tror! Så tro, når jeg gæntager det:
er der en eneste man, som uden betænkning går i døden
for sin konge, nu, her, straks, - så er dette for mig bud
om liv og gærning.

Fogden (hvisker forfærdet).
Han er vanvittig!

Generalen (ligeså).
Ja!

Kongen.
Jeg hører det! - Men I ælsker mig jo, sælv om
jeg er vanvittig?

Alle (bevægede).
Ja, D. Maj.!

Kongen.
Majestæt, majestæt! Bare én er majestæt, - minst
en vanvittig! - Men er jeg blet vanvittig af løgnen om-
kring mig, så var det dog sæle-bod at gøre mig god igæn
med sanhed! Infri ordet, at I vil dø for mig! Jeg blir frisk
af det! - Du, general?

Generalen.
Dyrebareste konge! Dette vilde, som hr. pasto-
ren så træffende udtrykte det, være en overmåde stor
synd.

Kongen.
Du har ladet en stor lejlighed gå fra dig til at vise
hælte-mod. - Du burde have skønnet, at det ikke var
alvor. - Farvæl!

Generalen.
Aldeles vanvittig!

Alle de andre.
Aldeles!

Fogden.
Så store ævner!

Grossereren.
Hvad vil ske?

Præsten.
Jeg er blet så forskrækket.

Præsten.
Atter et skud?

Grossereren.
Hvad mon det var?

Fogden.
Jeg tør ikke tænke det!

[Den stumme pige ses i full fortvilelse løbe over gangen. Man hører atter sprang i dører, ganger, trapper, og spørsmål: "Hvad var det?" - "Hvad?" Folk ses komme springende. Et skærende skrig af en kvinne lyder i gangen til vænstre. Stilhed. Derpå et lydeligt rop fra vænstre: "kongen!" Der svares som langt nedefra: "kongen!" og atter fra højre langt borte af flere: "kongen?" Stærk larm. Tæppet faller. Musik.]

Æfterspil.

De tre genier.
Ikke færdig,
ikke værdig. -
Vænt!
(Fra vænstre høres:)

Kor.
Sanheds-vejen, -
fræmad, fræmad!

Ænkelt stæmme.
Martyr-vejen?

Koret.
Ja, den er det!

Ænkelt stæmme.
Uden ænde?

Koret.
Ja, du drog dig
troløst fra den,
derfor tusen
ganger tyngre,
derfor tusen
længder længre.
(Nedenfra og fjærnt høres:)

En røst.
Søn, min søn!
(Der går et suk gænnem natten; men svinder uden svar.)

Ænkelt stæmme (til højre).
Det, jeg står på,
synker, - synker!

Koret.
Til en højere
sanhed hæv dig!

Ænkelt stæmme (til højre).
Hjælp! Send hjælp mig!

Koret.
Er der altid,
når du ønsker! -
Se dig om og
sku den skare,
som omstråled
dig, når sanhed
var i hjærte, -
var i gærning, -
når du led og
når du længted.
Den af de tre genier inhæntede, som i angst har fulgt røsterne, gribes af fryd. De
er i et øjeblik omringet af en hærskarernes mangfoldighed, og over dem er san-
hedens sol, givende alle og alt lys. En hymne strømmer. Dens tekst er:

Sanhed.

Noter

Note 1:
Se første mællemspil. [tilbake]