Bjørnstjerne Bjørnson
OLE STORMOEN kunde være en dygtig Karl alligevel, om han ikke var fuldt saa stortalendes af sig. "Slig en Jente, som Datter min er," sa' han, og saa slog han i Bordet, saa Koppene skranglede, "slig en Jente er der ikke født i Bygden i Manneminde." "Vas lidt, vas lidt, Stormoen; Hesten kan trave lidt sagtere; den kommer nok frem, skal den frem komme." Det var Thorstein Brændaasen, som lagde disse Ord imellem derborte i Laget hos Ole Stormoen. "Ja, sig du, hvad du vil, Thorstein; du har nu altid sluppet Halvparten ned, naar du engang imellem fik en fuld Ske op til Munden; men det gjør ikke jeg! Har jeg en slig Datter som hun Veslebereth, saa skal ikke den første den bedste Slarv, som kommer farkendes hid og rydder Jord, faa Tag i hende, det siger Stormoen, det, og saa kan I ly efter!" "Men ved du nu, hvad den Fremmenkarlen har sagt?" "Aa, bryr jeg mig om, hvad han har sagt!" svarte Stormoen, hældte ud af Piben, tog Pungen frem og stoppede. "Du kan alletider høre det." "For 5 Aar siden kjøbte jeg en Myr her, som ingen Anden vilde have, sa'n, og af den har jeg begyndt at gjøre en Gaard, som ingen Anden skal faa, sa'n; nu har jeg faat Løfte af en Jente, som Alle vilde have, sa'n, og af hende skal jeg gjøre en Kone, om saa Stormoen og hele Bygden holdt Vagt om hende baade Nat og Dag, sa'n." "Ja, er det ikke akkurat det jeg er bleven gal i Skolten over," skreg Stormoen, og saa fortørnet om sig. "Hvorledes tør den Hvalp understaa sig at sige Sligt." "Hm, en Hvalp er han nu ikke." "Er han ikke en Hvalp, saa er han noget Andet," mente Stormoen og tog sig en Slurk.
En liden solbrændt Knark med et spidst Smil om Munden og Huen saa langt nedover Hovedet paa den ene Kanten, at den tog ned paa Øienbrynene, - en morsom Karl at se til, rigtig En, som havde lært lidt Mer end sit A B C, han vendte sig nu lidt om, saa listigt paa Stormoen og sagde langsomt: "Ja, det er en uforskammet Karl er det; ved Du, at han aldrig kalder dig Stormoen, men bestandig Storskrytarn?" "Jeg ved det nok," brummede den Anden, og reiste sig saa voldsomt, at han nær havde taget Bordet med sig. De Andre lo til hverandre, men var meget alvorlige, da Stormoen kom tilbage med et nyt Krus. "Drik, Karle," sagde han, "saa skal I snart faa høre Nyt." "Aa hoi! Jeg ved hvad det er," skreg hin lille Karl igjen, "Datter din skal bestemt drikke Fæsteskaal med den rige Knud Kleven. Men det er ikke med hendes Villie," lagde han tørt til. "Bryder jeg mig om det?" svarte Stormoen, "kan ikke hun skjønne sit eget Bedste, saa er det godt Fader hendes kan det," og dermed satte han et Ansigt op som skulde sige: ikke mere Passiar om den Ting.
Dette gik for sig ved et Bord udenfor Studøren, netop ved Landeveien. Omkring paa alle Kanter foer Ungdommen og legte sig. "Enkemand vil ha Mage" holdt de netop nu paa med, da de i det Samme standsede og saa henad Vejen. De ved Bordet saa ogsaa bortover, for der kom En kjørende saa fort, at Støvskyen stod om ham, og Karjolen hoppede op for hver liden Sten.
"Men - men - men det er jo Myramanden?" sagde den Ene til den Anden (saaledes kaldte de ham, som havde kjøbt Myren og dyrket op. Hans rette Navn var forresten Stange.) "Hvad vil han her?" sagde Stormoen, temmelig forknyt forresten. "Ja, det faar vi nu høre." Stange holdt netop stille foran Bordet, og saa smilende ned til dem.
"Signe Laget!" sagde han. "Vakkert Veir idag." Ja, det er meget til vakkert Veir er det. "Er ogsaa den Fremmendkarlen ude og reiser?" "Ja, det er sjelden nok forresten; jeg reiser aldrig uden jeg har Ærind."
De, som legte sig bort paa Marken, kom nærmere, blandt dem Veslebereth. "God Dag Bereth," raabte han ned til hende, medens Faderen rynkede Brynet. "Det var netop dig jeg kom efter." Det blev en Stilhed rundt om, for de syntes han foer noget uvarligt frem. Stormoen svarte ham: "Aldrig har jeg hørt Fremmendfolk komme slig. Bedst er det du følger Bygdens Skik, og vil du Jenten Noget, saa snak til mig. Jeg er ikke langt undaf." "Det var vel det Daarligste jeg kunde gjøre," svarte den Fremmede muntert. "Jeg ved nok, hvad Svar jeg da fik. Men nu er jeg lige glad ved at sige dig een Ting, jeg. Idag skal du fæste Datter din til En, som hun ikke vil have. Det skal det i al Evighed ikke blive noget af, - det var det Eneste, som jeg kunde have at sige dig." Alle saa op paa ham; thi slig Tale havde Ingen hørt. Han var en ret vakker Karl at se til, med et muntert, kjækt Ansigt, som det lyste Godhed udaf; men det var ikke regelmæssigt i Trækkene, og temmelig rundagtig. Han var høj og temmelig kraftig bygget. Han sad med en svær Pidsk i Haanden og kjørte en Hest, man der i Bygden aldrig havde seet Mage til. Men han havde heller ikke mange Ting fra Bygden; det, som han likte bedst, tog han derifra, hvor det fandtes, og saaledes faldt det ikke Meget paa denne temmelig uoplyste Bygd. Han var nok en dannet Mand, som gjorde netop hvad han vilde, uanseet om Storbønderne deromkring likte det eller ej. Ja, det var hans kjæreste Arbeide, at kunne spille dem et Puds, "for," sagde han, "Rigdom uden Dannelse er slemt, men, naar den ovenikjøbet tror sig dannet, ja tror sig den klogeste i Verden, da er den slemmere end den Slemme selv". Folk ante strax de saa ham komme, at nu havde han noget Sligt fore igjen, og de undrede sig Alle paa, hvad det kunde være.
"Hvad er det for en Karl, du vil gj'i den vakre Jenten din til. Knud Kleven! Kunde du ikke finde en større Krog?" "Hvad siger du, Myrakongen," raabte En inde i Hoben og kom hen til ham, fulgt af flere. "Aa er du der," sagde Stange. og vendte sig ikke engang om til ham. "Hvad siger du?" skreg ogsaa Stormoen og reiste sig i sin fulde Højde. "Er du kommen for at faa en banket Trøje, saa kom du aldrig bedre tilpas." Og flere drog sig ligesom lidt nærmere hen til Karjolen. "Lad dem ikke komme bagfra," sagde Stange ned til en, som sad baglænds paa Kudskesædet, og som man neppe havde set før. Det var "Grøftagravarn", slig kaldtes han af Alle; thi ligesiden han fulgte med Stange did til Bygden, havde ikke Folk set ham gjøre Andet end at grave Grøfter. Han var liden af Væxt, og rar af Ansigt, saa man havde i lang Tid havt ham til Nar; men paa sidste Marked var han bleven sint, og da havde han skamslaaet 5 - fem Mennesker i een Mørje, og siden havde Ingen gjort Nar af "Grøftagravarn".
"Jeg tror det bedst, I lader være at slaas," sagde Stange. "Grøftagravarn kunde snart bli sint for os, og det turde hende mig det Samme, og da vilde ikke jeg være dere, jeg," sa' han saa koldblodigt og muntert, at det var næsten som Folk betænkte sig.
"Godt Ord igjen du," sagde Thorstejn Brændaasen. "Det er ikke rigtig Brug heri Bygden at fare saa kvast frem. Men -" "Aa, Thorstejn," afbrød hin ham, "det er Synd baade af dig og de Andre, at I ikke gjør det. I kunde godt sidde her og drikke Stormoens Øl og se paa, at han gav Datter sin bort i Ulykken. Men det kan ikke jeg, endda jeg ikke drikker hans Øl og leger Ven med ham." "Aa nej," svarte hiin fule Knark, som før svarte Stormoen, "vi fik nu ikke hjertevondt af det vi, om saa skede." Da lo Folket, og Stange maatte selv le; "javist er det sandt, at jeg holder af hende, og her taler i min egen Sag; men alligevel. Stormoen kan finde paa, hvad han vil, bare fordi han har Penge, - det skal Ingen af Jer tale ham synderlig tilrette. Aa, brum ikke saa forskrækkelig, Stormoen, du ved jeg ikke er ræd af mig." "Kom, lad os gaa Karle," sagde denne, "Manden er jo gal." "Nej, det tror ikke et eneste Menneske om mig," lo Stange. "Hør nu, før du gaar, lidt paa Sandheden. Du vil gji din Datter til han Per i Kleven, fordi han er rig. Gud ved hvor rig han er, men det ved vi Alle, at han hverken er god eller vakker. Se, paa ham, Kvindfolk, har I set styggere Karl," sa' han muntert og pegte paa ham med Pidsken. Folk fniste, og en arm Djævel, som stod nær Knud og ikke kunde bare sig for at le, fik en slig Øredask af ham, at han tumlede afsted. "Hvad griner du af, Gut," skreg Knud. "O ho! Du torde ikke slaa mig, og saa slog du til ham - fy, for en styg Karl," sagde Stange. Knud blev blev og kom hen til ham. "Tror du, jeg er ræd." "Aa, Gud naa' os; det er mere end Tro," sagde Stange og legte med Pidsken sin over Hovedet paa ham ligesom af Vanvare. "Men hør nu Stormoen; nu vil jeg have Datter din, og hun vil have mig. Jeg er kanske lige saa rig Karl jeg som Knud Krog - vil jeg sige: Kleven. Nu frier jeg her, saa Alle hører paa, for det er en ærlig Sag. Nu siger jeg ogsaa saa Alle hører paa, at hun vil det saa selv, og Ingen skal høre hende sige Noget mod det. Tror du ikke paa, hvad jeg har sagt om mig, saa gaa op til Præsten; han kjender mig ganske, for han er i Slægt med mig."
Dette syntes Alle var baade vel og raskt talt, og saa sagde Nogen og hver til Stormoen, at nu maatte han give sig paa dette. "Aldrig i Verden," skreg Stormoen, og knyttede Næven i Luften. "Knud Kleven skal have hende, om baade du og hun og hele Verden siger Nej, for jeg hedder Stormoen, og jeg har gjort hvad jeg har villet ligetil den Dag Fremmendfolk begyndte at regjere her i Bygden og skal vel gjøre det herefter ogsaa."
"Godt," sagde Stange; "nu har jeg talt, og nu har du talt, og nu ved vi altsaa begge, hvad hver af os vil - og gjør," lagde han stærkt til og gjorde et Tegn med det Samme. Veslebereth smøg frem gjennem Klyngen, kom hen til Karjolen, hvor hun standsede og saa op. Hun var dejlig, som hun stod der i en lysebrun Kjole med kort Liv, i Skjortermene og med store Søljer i Barmen. Hendes lyslette blide lille Ansigt saa bange op. Haaret var løsnet under Legen saa det rigt og gult hang ned over Barm og Skuldre. Stange svang den Haand han holdt Pidsken i og raabte: "uden Gods og Guld og uden Faderens Samtykke; kanske Alt kommer bagefter," og dermed slog han den anden Arm om Pigens Liv, og løftede hende raskt paa sit Fang. Et drabeligt Slag med Pidsken, - og Vognen foer som en Fos frem gjennem den overraskede Klynge, der bare saa en Støvsky og gjennem den "Grøftegravarn" der sad baglænds paa Kudskesædet og gren af dem.
Dagen efter kom Ole først i Drift. Rovet af hans Datter ligefor Næsen paa ham havde i den Grad slaaet hans Hovmod, at han først var som rasende siden som bedøvet hele Søndagskvellen og Natten igjennem til Mandags. Gjæsterne maatte rusle hjem hver til Sit, da de ikke vilde være Vidne til hans Ydmygelse og da de desuden ikke rigtig vidste, hvor ledes de skulde tage fat paa Sagen. Ene Knud, den udseede Fæstemand, forblev der Natten over for at være med og sætte i Værk de Planer, Ole maatte tage Dagen efter.
"Sjur, Brunen for den ene Karjolen, Soten for den anden!" raabte Stormoen ud til en af Drengene sine, Klokken kunde være saadan mod 10. Halvt for sig selv, halvt til Knud sagde han videre, da han trak Hovedet ind igjen og lukkede Vinduet, "saa skal vi se, hvem der kommer ildest fra det Rov." "Du har altsaa en Plan?" spurgte Knud sagtmodig. "10 for 1," svarte hiin. Knud ventede forgjæves, at Stormoen skulde meddele ham en; Stormoen gik og spankede op og ned ad Gulvet med en stor Svøbe i Haanden, som han slog Smeld med, saa det sang om Ørene paa Knud. "Du vil kanske til Futen strax?" spurgte han endelig lidt ræd af sig.
"Nej, jeg kan skaffe mig Ret uden Fut, jeg. Kom nu, saa tage vi en Kjøretur," og dermed satte de sig tilvogns. Afsted gik det henover Landevejen og op mod flere Gaarde i Sognet, hvor Kjendinger og Slægtninger af den mægtige Stormoen boede. Disse fortalte han kortelig Sagen, bad dem spænde for og følge. Det blev ogsaa tilslut et vakert Følge; thi mange var de, som var skyld Stormoen. Vognrækken stævnede frem mod "Myra", thi der var det Stange boede. Det var ud paa Eftermiddagen de fik den store ny endnu ikke panelte Stuebygning paa Myra i Sigte. De kjørte gjennem svære Vidder af opdyrket Mark, og Hver i Følget, som havde rejst her for en 5 Aar siden, maatte erkjende med sig selv, at her var foregaaet en Forandring, de ikke havde været Mand for at tænke sig endsige udføre. Om det saa var Stormoen selv, var det ligesom han fik Respekt for Karlen igjen, da han saa, hvad han havde gjort, særlig da han ledte efter en liden Indsø, ganske liden rigtignok, hvor han som Dreng engang var paa Vej at drukne. Ikke rettere end han kunde se, laa det nu en Ager der og slig var det al Vejen bortover. Men Stormoen slog paa Gampen og frem foer de 12 Karjoler ifølge, saa den stakkels Tiggermarit, som stod ved Vejkanten med en fuld Pose, som hun havde faaet paa Myra, maatte undre sig, hvor i Jesu Navn al den Herligheden skulde hen. De bøjede snart af op mod Gaarden og ind svingede den ene Vogn efter den anden. Ingen modtog dem i Gaarden uden en stor sort Lænkehund, som holdt et syndigt Leven. "Saa er det bedst vi leder Folket op," sagde Stormoen, og de gik ind alle Tolv. Ingen mødte dem paa Trappen. "Saa gaar vi ind i Stuen," sa' Stormoen. Ingen mødte dem i Stuen heller. "Saa gaar vi omkring, hvor vi kan," sagde Stormoen. Men Ingen mødte dem nogensteds; foruden Burmann fandtes der ikke en levende Sjel paa Gaarden. "De maa ha' gjemt sig," sa' Knud. "Jagu tør nok det hende, naar de saa Stormoen komme," mente en Slægtning. "Aa, vi skal nok finde dem, - kom Karle!" Foran gik Stormoen, og nu rumsterte de gjennem alle Kroge i Stuen, som paa Loven og i Fjøset, men Folk fandt de ikke. "Det var da Fa'n", sa' Knud. "Ja var det ikke?" spurgte en af Slægtningerne. "Saa gaa vi ind igjen," sa' Stormoen. "De har gjemt sig, det er grejt; men frem skal de." Og saa ind igjen. Nu var det hele Følge kommen i sit Storlune og de foer ikke saa varligt frem som første Gang. De saa sig om inde i Skabet, fandt nogle Flasker staaende med gode Sager paa, og det var dem, som mente, at det Mindste, de kunde faa efter saa lang en Rejse, var Traktement.
De trak da frem Flaskerne under vedvarende Spotterier mod Vertfolket, som ikke var hjemme, og Stormoen foreslog, at man i Stanges Vin skulde drikke en Fæsteskaal mellem Knud og Bereth. Forslaget blev modtaget med Skrig og Skraal og Karlene drak. "Naar man først faar Blod paa Tand" som Digteren siger, er ikke Sindet let at styre; det var flere blandt dem, som godt kunde like det Vaade og Stormoen kanske ikke mindst, hvorfor de blev ved med Drikken, saalænge der fandtes nogen. De holdt Taler og sang, og tilsidst begyndte de at dandse rundt i Stanges Stue, brøle og støje, medens hans kostbare nye Møbler blev kastet overende og beskadiget, Stuuhret revet ned, nogle Døre løftet ned af Hængslene; thi det var dog bedst, man fik se, der havde været Folk, sagde Stormoen. "Ja hvem der har været her ogsaa," lagde Knud til. Gud ved, hvorlænge de havde holdt paa, og hvormegen Skade de havde gjort paa det Hele, dersom ikke Hestene, som stod løse ude paa Gaarden, ogsaa havde begyndt at more sig. Rigtignok havde de ikke faat Viin, men der var flere Skjotheste iblandt dem, og saa kan man skjønne, hvordan det bar ivej. Imidlertid blev ingen Karjol synderlig beskadiget, da de skildtes ad forinden, og de kunde faa sætte sig op og kjøre afsted under Hurraraab og Trudsler om snart at komme igjen, "og da at hente Bruden hans Knud!"
Det var et hujende, vildt Tog, som drog henad Landevejen. Hver som mødte dem maatte gaa langt afvejen og staa og se efter dem saalænge de kunde. Paa de nærliggende Gaarde fløj man ud paa Trappen forat see, hvad dette var, og Alle saa sagde de sig imellem: det er bestemt Stormoen som har fundet paa noget Slag. De var saa vandt til det, at han foer slig og fik Andre med sig, og Alle der i Bygden syntes det var noksaa gjildt og talte bagefter længe om det.
Fremover foer det med ustandselig Fart, ligetil de kom i en liden Skog; der kom En kjørende i en splinterny Kaleschevogn, den første, de havde seet der i Bygden. 2 Heste var spændt for og det lod ikke til, at denne Vogn vilde vige tilside som alle de andre. "Vi bryr os ikke om Storfolk. Afveien, siger jeg!" skreg Stormoen, og smurte paa sin Hest, saa den stejlede og blev gal. Manden i den nye Vognen sprang af og spurgte, hvad dette var for Ulvefølge. Stemmen syntes Nogen og hver at kjende og de tog dengang heller ikke fejl; det var Stange, som havde hentet hjem en ny Vogn i god Ro og Fred mens hine var paa Myra. Han kom frem til den første Karjol, forat se paa Manden i den. Med det Samme fik han et saa vældigt Svøbeslag over Hovedet, at han tumlede nogle Skridt tilbage. "Tak for sidst!" raabte Stormoen til ham. "Det var Modtagelse," svarede Stange og tørrede sig med Lommetørklædet. "Det er ikke videre hæderligt for saa mange Mand at tage paa en Enkelt," sagde han videre. "Tør du snakke om hvad der er hæderligt?" svarte Knud, som havde hoppet ud af sin Karjol og uforvarendes kommen bag paa Stange. Her fik Stange et nyt Svøbeslag, dennegangen over Nakken, og en mindre Karl vilde visselig ikke staat for det. Men Stange stod og skjøndt han ikke vilde tage imod Stormoen for Datterens Skyld vendte han sig nu om til Knud, tog et Tag oventil og et paa Midten, og satte ham over Kaleschevognen paa den anden Side af Veien. "Staa der du," sa' Stange.
Ikke fuldt saa fulde Folk som disse vilde have taget Tanke af et sligt Løfte. Men disse hoppede alle Elleve udaf Karjolen og rusede ind paa Stange. Denne holdt fra sig det Bedste, han havde lært. En foer did, en Anden hid, og jeg kan huske, at da jeg som Dreng hørte om dette Slagsmaal, tabte jeg næsten Vejret af Angst for at Stange skulde blive overmandet. Det holdt haardt. Han havde sat Ryggen mod Kaleschevognen, der stod stille, da Hestene hverken kunde komme frem eller tilbage, og Stormoen desuden snart trak sig tilbage for at holde dem. Hver, som kom Stange nær, fik et Slag, men det var saa mange af dem, de kom altid igjen, og Stange kjendte, hvorledes Brystet begyndte at gaa, som om han skulde faa Blodstyrtning. Han skjønte godt, at det vilde gaa paa Livet løst, dersom han faldt overende. "Slaa paa, gji ham, saa ja! Tak for sidst, Myrakongen!" raabte Stormoen. Stange brugte sine sidste Kræfter, tiede stille og slog, men blev blegere og blegere. I denne Nød hørte de et "Ho, Karle! Her kommer Hjælp," og nu styrtede sig en liden undersætsig En, som gjorde et Rundkast ind i Flokken, saa den Ene føg hid, den Anden did, sprang op igjen, tog dem og kastede dem, altid under et "Ho, Gut, her er Grøftagravarn!"
Det livede paa med Striden. De Elleve trak sig tilbage, somme kastede sig ned paa Marken, for de havde god Grund til det. Men Grøftagravern bad Stange sætte sig op, drog Kaleschevognen forbi, leverte Tømmerne til Stange, steg op paa Kudskesædet og kjørte væk, uden at en Eneste rørte sig.
"Saa raa Folk har jeg aldrig i mine Levedage set," sagde Stange langt om længe.
"Aa, du har selv begyndt at indlade dig med dem, svarte hans Adjutant; nu faar du nok tude med de Ulve, du er kommen iblandt." Stange faldt i Tanker og taug. Men da han kom hjem og fik see Hærværket sagde han atter, efter at have en Stund staat stille og set paa det: "Nej en brav Mand kommer nok tilkort blandt Ulvene alligevel. Meget af den Sort holder jeg ikke ud, jeg tror jeg sender Jenten tilbage."
"Aa gji' dig ikke Husbond," raabte Grøftegravern.
Men hvor var saa Bereth imidlertid? De søgte hende hos Stange, men fandt hende ikke; nogle Dage derefter var dels Stormoen selv, dels Knud, dels andre af hans Slægtninger hver Dag i Bygden for at søge Jenten; men hvor sindrigt de tænkte ud, hvor hun kunde være, hvor fult de spurgte sig for, saa fandt de hende ikke. Hvad var deres Hensigt med alt dette? Jo, de vilde røve hende tilbage paa en endnu gjildere Maade end den Stange havde røvet hende væk paa; det var usselt ikke at tage sig selv tilrette, det var stort at gjøre det i Følge af Slægtninger paa en saa aabenbar Maade, at hele Bygden kunde snakke om det nogle Aar efter. Men den første Betingelse herfor var at faa vide, hvor hun boede, og da dette ikke kunde ske, røg alle deres Planer i Lyset.
Stormoen bed sine Pibemundstykker isønder og bandte Knud, som dog Ingenting kunde gjøre for det. "Aa jo, du kunde for Fanden have gjort dig saavidt lækker for Jenten, at hun ikke løb fra dig!" "Herregud, det var ikke godt at gjøre" stammede Knud; "hun vilde nu engang ikke vide noget af mig." "Det kommer nu af, at du er slig en Træpinde, det," mente Stormoen grætten, og leverte saaledes i Vreden det bedste Forsvar for Datteren, som leveres kunde. Stormoen kjørte sin stadseligste Hest fordærvet den Ugen, han skulde bare kjøre en Fjerdingsvej; men hvad kan ikke en gal Mand gjøre paa en Fjerdingsvej? Stormoen bankede sin Gaardsdreng den samme Ugen, - fordi Hesten var fordærvetkjørt, sa' Folk. Stormoen jagede den samme Ugen sin flinke Husholderske fra sig - Folk sagde, det var af Ærgrelse over, at den flinke Gaardsgutten rejste sin Vej.
En Stund var det en underlig Bestyring hos Stormoen; han havde jo kjydt og skrydt slig af, at han skulde tage Datter sin igjen, og nu var han ikke engang god for at finde hende.
Men hvor var hun da? Ja, hvem vidste det? "Nu - vinder Myrakongen paa dig, Stormoen?" spurgte hin lille Mand med det spidse Smil, første Gang han traf ham. "Lad være mig!" svarte Stormoen, og knaskrede paa sit Pibemundstykke. "Det maa være haardt det Hornet, som skal holde i disse Tider," sa' Manden. "Jeg skal holde for dig, jeg, hvis du ikke tier stille." "Du? Du kan jo ikke engang holde paa Datter din," svarte hin med en saa godmodig Mine, at det var umulig at blive vred paa ham. "Aa, jeg kan nok holde paa Nogen og Hver jeg, hvis det kniber; frygt ikke derfor!" Ja, det er sandt, Hestene kan du holde paa, imedens Stange og Grøftegravern prygler hele Skyldfolket dit." "Tier du ikke nu stil, Markmusen, saa skal jeg faa dig afgaarde jeg." "Ja gu' det kunde gaa ligesaa let, som da Datter din kom afgaarde, det!" Stormoen kunde ingen Vei komme med ham; han rørte bestandig ved den saare Byld, og dette Menneske havde Stormoen af en Slags Godmodighed, som storagtige Folk ofte har, set om sig i en tyve Aar, saa han nu kunde sige til ham, hvad han vilde.
Men hvor var ogsaa Bereth? - Det var en harmelig Ting, at Stormoen ikke skulde faa vide det, saa ypperlig som han havde udtænkt Alting baade med Tilbageførelsen og Brylloppet. "Hun maa være ude af Gjeldet; det kan aldrig være anderledes." "Saa faar du ruste ud et Kompagni af Skyldfolket dit og gjøre et Strejftog. Du er lige nøjd for det, du, Stormoen." "Tier du nu ikke stille, Kristen -" men den lille Mand med det spidse Smil taug aldrig stille, og Stormoen var saa skamfuld, at han ikke turde vise sig ved Kirken eller for noget Menneske. Det blev værre og værre paa Gaarden; tre Høns blev dræbt ved Stenkast, da de vilde paa Ageren; Stormoen hidsede Gaardshunden paa nogle af sine bedste Saue, som var kommen indpaa, og da Bikjen sprængte dem, dræbte han den. Gjetergutten blev jaget en Dag, han kom for sent hjem med Kreaturene, en gammel Husmand blev opsagt, fordi han bad for hende Bereth, og en liden Fugl, som Bereth havde havt i Bur, kvalte Stormoen med egen Haand, fordi han ikke kunde have Middagsfred for den.
Men hvor i al Verden var Bereth? Hele Bygden talte om det, den, som mødte Stormoen lejlighedsvis, havde bestandig et uforskammet Smil paa Læben, og Kristen snakkede bare om "Jentejagten" og om "Sporhunde" og alt det Ærgerlige, som til var. Knud turde ikke vise sig paa Gaarden, siden engang Stormoen vilde prygle ham, fordi han ikke havde fundet hende hos en Mand, som han selv troede saa sikkert hun var hos. Og siden Husholdersken var rejst, var Maden bestandig forlidet salt eller formeget salt, og siden Gaardsgutten var rejst, forsømtes baade Hestene og Gaarden, og siden Gaardshunden var dræbt, kom Kreaturene indpaa hver Dag, og siden Stashesten var fordærvetkjørt, havde Stormoen ingen gjild Hest at sprænge.
"Du faar tage tiltakke med Futen alligevel," mente saa Kristen. "Stor er Stormoen, men større er Øvrigheden."
Til sin svære Forundring mærkede Kristen, at Stormoen ikke blev vond over dette Forslag, ja hvad mere var, at han standsede sin Gang op og ned ad Gulvet, og sagde, idet han ligesom lidt skamfuld saa ned: "Aa ja, naar det ikke er nogen anden Raad, saa . . . Ret vil jeg ha; og . . ." "Ja, ja! Saa drager vi derhen ligesaa godt først som sidst. Det harmer mig dog igrunden ogsaa at se dig gaa slig og sture. Frisk Mod da, Stormoen, Blakken og Brunen for, og saa til Futen!" "Ja, og saa til Futen. Den Spas skal komme Myrakongen dyrt at staa! Paa Tugthuset skal han, den Knægt, det skal jeg være Mand for." Stormoen knappede Frakken til og kjørte afsted slig han stod og gik.
Fogden var en jevn, godslig Mand, som alligevel ikke Hvermand kunde faa til at skvætte paa Stolen. Derfor da Stormoen kom ind, saa hvor snart enhver Anden der i Bygden vilde rejst sig forat gaa imod ham, saa vendte bare Fogden paa sig, skjød Brillerne op og sa': "ah er det Ole Stormoen, som er ude og rejser. Velkommen! - Vær saa god at se til at faa sidde."
Stormoen lød Indbydelsen, og uden nogen synderlig Indledning maatte han gaa over til at forklare sit Ærinde. Fogden lod først som han var ganske uvidende om det Hele, forundrede sig gjentagende, men bestandig allermest, hvergang Stormoen kom med Udfald mod Stange; han sagde imidlertid ikke Noget, som kunde føre Sagen hid eller did, bare hørte. Stormoen blev ligesom lidt rar ved denne haardnakkede Uvidenhed og Taushed og uden selv at vide hvorfor, fortiede han sine Forsøg paa at tage Jenten igjen og hvad derpaa fulgte. "Deres Hensigt er altsaa nu da at faa ham sat under Tiltale efter Kriminallovens 18, 5?" "Netop." "Jeg forstaar, jeg forstaar . . . hm, hm . . . sig mig . . . hm, sig mig . . . nu ja det kan være det Samme, jeg skal strax udarbeide . . ." "Var det noget Hr. Fogden mente?" "Var det likt; jeg tænkte blot paa, at jeg nok ogsaa kommer til at faa Dem sat under Justitiens Tiltale; men det er jo en Sag for sig." "Hvad for Noget," skreg Stormoen og rejste sig i sin fulde Højde; "mig under Justitiens Tiltale . . ." "Ja, som sagt, det er jo en Sag for sig, derom tales her ikke nu . . . Stange skal tiltales; meget godt; han slipper min Santen ikke billigere end med Tugthuset." "Men hvorfor skal saa jeg tiltales, om jeg maatte værdiges at vide det?" "Ja, det er inderlig lejt, naar To saaledes kommer op at strides, inderlig lejt; nu faar De ham paa Tugthuset, og han faar vel ogsaa Dem did! inderlig lejt er det; men som sagt: En ad Gangen". "Jeg mener Fanden gaar i Futen", skreg Stormoen og havde nær ifølge gammel god Vane slaat i Bordet eller trampet i Gulvet eller figet til Fogden. Men den lille værdige Mand saa rolig paa ham under Brillerne, saa ham lige i Øjet og holdt Blikket der saalænge, til Stormoen maatte slippe Vreden udaf sit og kaste den ned paa Huen, som han brød mellem Hænderne. "Min gode Mand; i mig gaar aldrig Fanden, fordi jeg forstaar at beherske mig; men den Gang De gjorde Skade i Stanges af Folk forladte Hus, dengang De anfaldt ham selv uden Sag og værgeløs paa offentlig Landevej, dengang gik nok Fanden i Dem, og den gode Karl, han gaar nok ikke ud igjen før - som sagt - paa Tugthuset".
"Det er ret muntert at høre, det er det", mumlede Stormoen mellem Tænderne og saaledes som om han havde bidt Pibemundstykket i Filler, hvis han havde havt det i Munden. "Ja min snille Mand, det er meget ubehageligt at fare voldsomt frem, meget ubehageligt. De slipper ikke billigere; jeg kan lige godt sige det forud, som sagt, det er meget ubehageligt at fare voldsomt frem." "Paa Tugthuset, jeg, Stormoen! Nej det gaar aldrig i Evigheden an!" Stormoen trampede i Gulvet, som en Hest i Lænker, naar han seer et Udyr, og Fogden saa atter paa ham med denne uudholdelige Ro, og sagde tørt: "Jomen gaar det an, jo; men som sagt; det er meget ubehageligt ikke at kunne styre sit Sind." Stormoen satte sig, lagde Armene overkors og ventede ligesom paa at høre et Raad, en Trøst eller paa Ingenting; han var ganske som lynslagen. Men Fogden sagde Intet; han skrev rolig og lod Stormoen skjøtte sig selv. Kristen, som var kommen ind lidt senere og var bleven staaende borte ved Døren, begyndte nu at komme lidt længere frem; men saalænge Fogden skrev sine store sikre Bogstaver, turde han ikke tale, og Staalpennens Skraben paa Papiret var en Stund den eneste Lyd, som hørtes. Endelig hævede Fogden Hovedet: "Se saa, nu er Anmeldelsen til Amtmanden paa Deres Forlangende færdig. Dernæst skal jeg skrive paa Stanges Forlangende Anmeldelsen af Deres Forhold." "Men, om Forladelse, Hr. Foged, at jeg er saa fri at blande mig ind i det", sagde Kristen, "kunde ikke den Ting lade sig ændre?" Fogden saa paa ham; "Intet i Vejen, min gode Mand, Intet i Vejen. Stanges Anmeldelse sker blot, saafremt Stormoen gjør Brug af sin." "Hører du, Stormoen; Myrakongen er klogere end du; du maa give dig; han har dig i Saxen, Far, det nytter ikke." Stormoen taug. "Som sagt," mente Fogden, "det er inderlig lejt at strides, det er det; I kunde visselig Begge lade den Ting fare og søge at komme overens." "Hører du, Stormoen," sagde Kristen, "gji dig ligesaa godt først som sidst; Stange er dig for klog." Stormoen saa hen for sig, sagde ikke Noget strax, drog Vejret tungt, rejste sig, saa om sig: "Ja, . . . siden det er saa . . . men er det ikke ogsaa en Skam at maatte gji sig!" brød han ud og knugede Huen mellem Henderne. "Ingen Raad for det, Stormoen, du sidder for godt i det." "Nu da, lad gaa . . . Folk maa sige, hvad de vil . . . Farvel Hr. Foged, det kan være det Samme, jeg faar prøve paa en anden Maade; men (her hævede han Stemmen) aldrig i Verden skal han faa Datter min!" "Ja, Dem om det; Farvel godt Folk, Farvel!" Rejsen hjemover var saare langsom, Stormoens Mod var knækket, han sprængte ingen Hest længer, han slog ikke engang paa, Folk, som mødte ham, tænkte ved sig selv: "Kjære er dette Stormoen?" Nej, det var ikke længer Stormoen.
Da Stormoen kom hjem, fandt han Hest og Vogn staaende foran sin Dør. Det var altsaa Nogen, som ventede ham, men han bad Kristen gaa ind og sige, at Husbond var syg; selv gik han ind i en Sidestue, han havde. Kristen kom imidlertid tilbage og fortalte, det var Præsten selv, som ventede paa ham, og da Stormoen havde Agtelse for Præsten, saa gik han. Paa Vejen mindedes han dog, at Præsten var i Skyld med Stange, og da han strax ante hvad Samtale der følgelig vilde blive, standsede han pludselig: "Aa nej, ved du hvad? Jeg har nok af de Historier for idag." "Gaa nu, siger jeg !" sagde Kristen og skubbede paa ham. Et Par Skridt og saa atter. "Nej, ved du hvad? Lad mig heller slippe." "Hvor er Modet dit nu, Stormoen? Er du ræd den vakre Præsten vor?" "Ræd just ikke men -" et Par Skridt og saa endnu engang Stands. "Nej, siger jeg, nej! Hvem borger for, at han ikke kan begynde at ville mægle?" "Du kan da vel aldrig noget Bedre ønske dig, aldrig heller bedre Mægler, ved jeg, - ind med dig, siger jeg." Stormoen vilde svare, men Kristen aabnede Døren, og han maatte drage ind.
"God Dag, god Dag, min kjære Stormoen; jeg længes ret inderlig efter at tale med dig," sagde en hvidhaaret gammel Mand, som rejste sig, kom imod ham og fattede om en af hans Hænder med begge sine. Denne Velkomst var en saa ganske anden end den, han nys havde havt hos Fogden, denne Mand en saa ganske anden end den lille rolige, men uhyggelig bestemte Foged, - Stormoens Sind ogsaa nu et saa ganske andet end det, hvormed han var rejst hjemmefra, at han ordentlig blev blød om Hjertet ved Præstens milde Tiltale; han stod der som et stort, klodset Barn, der længe havde gaaet om paa Marken og surmulet, og nu endelig kom ind til Folk igjen. "Kom, min Ven, lad os sætte os og tale sammen, - ingen Omstændigheder - nej, Tak, jeg skal heller Intet nyde; kom blot, lad os tage Plads." De satte sig, men Stormoen kunde ikke sige Ordet, naar han ikke fik slaa bort sin Forlegenhed gjennem en ligegyldig Beskjæftigelse, som den han vilde gribe til ved at traktere Præsten.
Præsten var kommen for at tale om hans Datter; vart og langsomt tog han fat paa Emnet, holdt Samtalen saavidt indunder Kjærlighedens Sprog og Omraade, at Stormoens saarede Forfængelighed ingen Magt fik med den. Han kom da ogsaa saavidt langt frem, at han tilsidst kunde rykke ud med en Advarsel mod at opofre en Datter for den Tanke at have faat sin Vilje frem. Han viste ham, at den eneste Vilje Forældre burde have, var sine Børns Lykke, og han spurgte ham nu ret indtrængende og saaledes, at blot Sandheden kunde svare: "Tror du, at din Datter bliver lykkelig med Knud, tror du, hun bliver ulykkelig med Stange?" Stormoen taug, og dette sagde Præsten var Svar godt nok. "Nuvel, min kjære Ven, hvorfor da staa længer imod." "Men, - men den Maade at fare frem paa?" "Sandt nok; den er krænkende for dig, som hele Stanges Opførsel mod dig. Men husk, at han igrunden intet andet Middel var levnet, naar han vilde hindre hendes Trolovelse med Knud, som jo samme Dag skulde foregaa. Og ved du, hvor han førte hende hen?" "Nej," sagde Stormoen, højlig spændt paa Svaret og i en Fart tænkende efter, hvad han havde gjort for at faa vide det. "Hun bragtes ikke til hans Gaard, hvilket han ansaa for urigtigt; thi Stange er ikke alene en dannet Mand, han er en brav Mand; hun bragtes heller ikke til en Anden, som ingen Tryghed frembød; men hun bragtes et Sted hen, hvor hun var sikker, og hvorfra han sagde, hun ikke skulde drage til ham uden Faderens Samtykke, . . . hun bragtes til - mig." "Til Præsten!" udbrød Stormoen og blev siddende i den største Forundring.
Præsten fortsatte: "Jeg tænkte som saa, at vi To nok skulde komme overens om den Del jeg har i Sagen; fra mig udgik naturligvis ikke Planen, men var det engang gjort, tænkte jeg, saa kunde jeg gjerne være med at rette det til det Bedre. Nu vilde jeg vente lidt med at tale til dig; jeg vilde vente paa, at Sindet skulde lægge sig hos Eder Begge, og som jeg har talt med Stange, taler jeg nu med dig. Han har meget mod dig, men maa høre op med at vise det for Datterens Skyld! du har ogsaa meget mod ham, men maa lægge Baand paa dig for den Sammes Skyld. Sæt ikke her Folkesnak højere end dit eneste Barns Velfærd. Lad din Fornuft raade, hvad den ikke altid gjør, min kjere Stormoen, og husk paa, at Gud staar de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han sin Naade."
Præstens Ord kommer ofte som Regnen i hungrig Jord. Hvor ofte, hvor ofte, langt oftere end det sker, tiltrængte ikke Familielivet Præstens forsonende, milde Mellemkomst. Han kommer blot, naar han bliver kaldet, d. v. s. naar Konen alt er draget i Haaret, eller Fader og Søn alt har slaas, eller en ulykkelig Datter haardhjertet er vist Døren. Han kommer, naar det Stygge er sket, som han burde forhindre, som et godt Ord Ogsaa kunde forhindre. Der er noget som ligger udenfor Sagen, udenfor Brøden og udenfor alle Beregninger; men dette er det Ingen, som finder, heller Ingen, som leder efter i den oprørte Stund, jeg mener den Kjerlighedens Skat, som dog altid de har lagt op, der har levet sammen i Maaneder og Aar - som de har øget uden selv at vide det, stille, men sikkert, ligefra den Dag, de sluttede en Pagt for Herrens Ansigt. Denne er det man i Ufredens og Nødens Stund skulde gribe til; men de ser den ikke for Vrede og Hovmod, og Haanden er der ikke, som kan vise paa den. Blot et Ord, et eneste Ord, og de ville Alle tage til den, men Englene histoppe venter forgjæves, Slaget falder, Skriget lyder, Familiesædets Hellighed er besmittet, en mørk, fæl Erindring er flyttet ind der forat bo sammen med Familien de følgende Dage, forat gjøre dem forlegen i et ømt Øjeblik, forat slaa op en kold Latter, naar noget Godt loves.
Præsten vilde intet Løfte tage af Stormoen; det var at gjøre Vold paa ham, tænkte han, dersom han benyttede den øjeblikkelige Bevægelse. Omtanken maa komme til og Forstanden maa veje de Ord, som er talt; dette var ogsaa hvad han sagde, da han tog Afsked. Kristen stod nysgjerrig udenfor, da Stormoen fulgte Præstemanden ud; men Stormoen stængte sig inde, da han i denne Sindsstemning ikke vilde høre Kristens velmente, men spidse Bemærkninger. Han satte sig hen og tænkte over Tingene. Bereth havde han ligesom ikke savnet før, men nu brød Længslen frem saa stærk, at han ofte rejste sig, som vilde han hen til hende. Ingen havde holdt ham igjen, hvergang han havde været haard, Ingen havde stellet for ham i Huset og laget lidt Godt for ham, naar han kom hjem fra Marken. Han havde dræbt hendes kjere lille Fugl, og nu kom det ham for, som han med det Samme havde dræbt hendes kjerlige Medvirken i Huset og hans Sind. Buret hang tomt derborte, og han tog og satte det afsides med den Tanke at faa sat ind en anden Fugl til hende. Han gik hen til hendes Sybord, rørte ved det som var det ved hende selv. Han satte sig igjen og saa i Tankerne Stange staa for sig, stor og stærk som dengang han sidst saa ham. Trodsen steg op i hans Sjel igjen og han fik en Følelse, som vilde han slaae til ham; men Stange syntes blot at smile, Bereth stod imellem og saa saa bønligt paa Faderen, Præsten kom til, det Hele flød ligesom sammen, - og Stormoen vilde gaa hen at lægge sig, da han syntes han alt begyndte at drømme. Han vidste ikke, hvor længe han havde lagt, da han troede det rørte sig i Stuen. Uden at kunne vogne tog han det med i en Drøm han havde; han syntes Bereth var kommen igjen, at hun atter gik og saa til ham, fandt Buret og græd over Fuglen, gik bort til Sengen og spurgte ham, hvorfor han kunde nænne at være saa vond mod hende. Herregud, du er da Far min, sagde hun til ham, og du skal være saa god at være snild mod mig. Vil du ikke lade mig faa den, jeg vil have, saa kommer jeg aldrig mere igjen til dig, - og saa kan du have det saa godt! Dermed bøjede hun sig, syntes han, nedover ham, og kyste ham og strøg Haaret op fra Panden paa ham og klappede ham. Men Stormoen blev saa bevæget herved at han gjorde Vold paa sig Forat vogne, raabte: "Bereth, Bereth, gaa ikke!" saa højt, at han virkelig vognede, og enten det nu var en Drøm, et Bedrag eller hvad det var: han syntes Døren blev lukket i det Samme, og at En gik ud igjennem Gangen. Han sprang op og saa ud; men kunde Intet se, han gik ud, men heller ikke der saa han Noget, og han lagde sig igjen uden dog at kunne faa af sit Sind at Bereth havde været og set til ham, mens han sov.
- - - Næste Dags Kvel gik to Mennesker bortover en liden Sti, som førte henad Præstegaardens Marker ned mod Stormoen, der ikke laa langt borte. De gik Arm i Arm, det var en stor Mand og en liden Pige, det var Stange og Veslebereth. Blot Fod for Fod gik det, og Samtalen var inderlig og trængende. Begge var alvorlige, Bereth havde endog grædt, og Stange saa næsten vond ud. "Ja, du kan tro hvad du vil," sagde hun; "jeg holder ikke dette ud længer; du maa forlige dig med Fader, eller jeg vil aldrig tale med dig mere." "Imidlertid maa vi ikke gaa længer nu," sagde han undvigende; "Husene er jo ikke langt borte, og jeg vil ikke han skal se os." "Nej, nej! Lad os sætte os her i denne lille Lund og saa vil jeg rigtig tale alvorlig med dig." De satte sig; ud imod Stien var Lunden saa løvrig, at den ganske skjulte dem, og den Side, som vendte fra Vejen viste dem, som sad i Lunden, gjennem Aabningen et skjønt Skovparti, hvori Hængebirken stod og gjorde sig yndig, Aspens Blade sang i Vinden og Furruen saa mørk frem for sig og vilde ikke engang muntres ved Solens sidste Straaler. "Hvor her er vakert," sagde Stange; "dette Sted skulde rigtig ikke høre saa leje Ord, som de du har i Munden." "Nej, de er ikke leje; tro mig, jeg holder ligemeget af dig, hvorledes det end gaar; men Fa'r! Bare forsøg det at forsone dig med ham; han er vist bleven mildere i Mellemtiden. Tænk, hvor frygteligt det vil blive for mig at vide Eder Uvenner. Jeg takker dig fordi du forhindrede Fæstemaalet med Knud, men jeg vilde takke dig, saalænge jeg levede kunde du selv blive Go'venner med Far. Gjør det," sagde hun og lagde sig kjælende op til ham. "Og før vil du ikke blive min Brud?" spurgte Stange. Bereth sænkede Hovedet, tog sin Haand ud af Stanges og sagde ganske sagte: "Nej." "Det er det Samme, som at sige, du vil ikke have mig," svarede hin og rejste sig. Hun drog ham blidt ned til sig igjen, og saa ham op i Øjet. "Sig ikke det, sig endelig ikke det." "Jo, det siger jeg; din Fader - undskyld at jeg nævner det - er en af Penge overmodig bleven Bonde. Dannelsens Raad mangler han, og i det Tilfælde regjerer Forfængeligheden uindskrænket. Men denne tilgiver aldrig den Modstand jeg altid har gjort ham og mindst dette Sidste, saa - saa - saa vi paa den Maade visselig ikke kommer sammen." Han slog Armene overkors og vendte sig lidt fra hende. Hun drog ham atter til sig.
"Du, jo længer jeg har været borte, jo mere har jeg længtes hjem; igaar blev det mig saa tungt, at saasnart du var gaat fra os, tog jeg et Tørklæde om mig og gik nedover til Stormoen. Jeg kom ind i Stuen og tænk det Første, som jeg saa, var "lille Peters" Bur, som stod tomt. Saa tænkte jeg, den havde sørget sig ihjel over, at jeg var gaat bort fra Far, og da blev jeg saa underlig om Hjertet, at jeg maate gaa ind og se til ham. Jeg gik lige hen til Sengen, uden at han mærkede det, og der laa han og sov saa mild og vaker, at det kom mig for som jeg strax skulde faa et Ja af ham. Herregud, om vi forsøgte det, om vi begge To gik ned igjen til ham og du sagde: "her er jeg med Bereth igjen. Jeg tog hende for at fri hende fra en Anden, men jeg kommer igjen med hende for at faa hende for mig selv." - Om vi gjorde det? Han blev vel lidt rar strax, men han gav sig tilsidst og blev snild mod os." Stange vendte sig mere til hende, da hun begyndte at tale, han tog om hendes Liv, da han saa, hvor inderlig hun igrunden holdt af sin Far, han sluttede hende op til sig, da hun var færdig og brød ud: "Du taler som en Engel. Kom, lad os gaa strax!" Og op sprang de, Bereth gladere end den Glade med Stange ved Haanden og førte ham ud i Sollyset, der ligesom kronede deres glade Aasyn og deres Forsæt med sit Guld, netop som den sank ned bag Aasen.
Men som de skulde gaa videre, stod Begge som naglede til Pletten, saa tilhøjre bag Løvvæggen, saa paa hverandre, til Bereth endelig rakte begge Arme ud og sprang frem med et: "Far, Far!" saa ømt og saa fortrøstningsfuldt, at det vel var den bedste Tale de To havde kunnet holdt for ham.
Stormoen havde hørt hvert et Ord; han var gaaen hjemmefra efter en alvorlig Dag i den faste Hensigt at forlige sig med Datteren og hendes Udkaarede, han havde set dem gaa ind, hørt deres Samtale og han gjorde nu ikke videre end at han, medens Stemmen rystede lidt, og Taarerne sloges med Øjenlaagene om at faa komme frem, sluttede Barnet i sin Favn, rakte saa Haanden ud mod Stange og sagde: "Jeg holder ikke dette ud, Bereth. Du maa faa det, som du vil ha' det!"
__________
"Gji dig ikke Husbond!" sagde Grøftagravern til Stange 14 Dage efter i Brylloppet paa Stormoen; nogle af dennes mægtige Slægtninge vilde nemlig have ham til at drikke Brændevin, som Stange aldrig havde smagt. De truede, det hjalp ikke, de skjældte ham ud som den, der brød godt Lag, var Storkarl osv., men det hjalp ikke. Han tog et Glas Brændevin, steg op paa Bænken med det og bad dem være lidt rolige, han vilde sige et Par Ord:
"Grøftegravern har Ret dennegang som altid; tro mig, fordi jeg er flyttet ind i Eders Familie er jeg ikke flyttet ind i Eders Sæder og Skikke. Har vi været uens i mange Stykker til idag, sandelig vi ophører ikke at blive det imorgen; kjæmpe maa vi, saalænge til en af os gjir sig, kun skal Kampens Vaaben herefter ikke længer være Næven og det drøje Ord, men de kjerligere, og netop derfor tigange stærkere Fornuftens Vaa ben. Der sidder hun, mit første Sejersbytte med Krandsen om Hovedet og smiler til Eder og mig, og se ret paa hende: hun kan nok give Fortrøstning om at jeg kjæmper for en god Sag. Hun er ogsaa Vidnet mod Eder! I Selv taler og handler I ofte, som om Dannelsen var en mistænkelig Vare, og dog opdrager I Eders Døttre ved Pianofortet, Bogen og Broderrammen. Det er ligesom I har sluppet Fiender ind til Eder, og endda saa gjør I Modstand? Mangt et Bygdelag i vort kjære Norge synes mig ofte en Stad, som Dannelsen belejrer fra alle Kanter og gjennem store Stridshære. De giver efter Skridt for Skridt, men de giver dog efter. Nu plejer man under Belejringen af en Stad gjerne at afskjære dens Vandforsyning. Men er det Raaheden man belejrer, da er det Vand, man skal grave Afløb for, "Ildvandet", det jeg holder i dette Glas. Her er den store Kilde, som forsyner Raahedens Hær. Før dens Udløb har faat en anden Strømning bort ifra Folkets Helsekraft, før giver aldrig Fienden sig. Saa sværger jeg da, her jeg staar med Glasset, I vilde true i mig: aldrig at slippe Brændevinet ind i mit Hus, og saalænge jeg lever at søge at faa det væk fra Eder. Det skal være min næste Sejer."
"Hurra for Myrakongen!" raabte Grøftegravern og tog ligesom af Vanvare lille Kristen og satte ham over Hovedet paa sig. "Jeg liker ikke disse kraftige Hurra, jeg," sagde Kristen.